Fagbladet3f.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra Fagbladet3f.dk igen.  Læs mere om cookies

Danske virksomheder frikendes for misbrug af EU-støtte

Selvom danske virksomheder flyttede til Polen og fik millioner fra EU, har de ikke brudt EU's regler. Sådan siger EU efter at have undersøgte de danske sager. Kontrollen holder ikke, mener 3F.

Der er ikke grund til at tro, at det var ulovligt, da fem danske virksomheder modtog 111 millioner kroner fra EU til produktion i Polen.

Sådan lyder meldingen nu fra Europa-Kommissionen, efter Fagbladet 3F tidligere har afsløret, at de danske virksomheder flyttede arbejdspladser fra Danmark til Polen med millionstøtte fra EU.

EU-støtten er ikke i strid med EU's regler, lyder svaret fra blandt andre de polske myndigheder.

Dermed skal hverken LM Wind Power, Flügger, Carlsberg eller Royal Greenland betale deres millionstøtte tilbage. Undersøgelsen af virksomheden Skiold er fortsat undervejs.

Fakta

Ulovlig udflytning

Kommissæren
Den ansvarlige kommissær for regional udvikling i EU, Johannes Hahn, har tidligere i en lignende sag slået fast, at der under ingen omstændigheder må gives EU-støtte til produktion, der er flyttet ud. I januar 2012 skrev han:
"Virksomheder må ikke modtage EU-penge til investeringer, der fører til nedlæggelse af arbejdspladser i samme firma i en anden region i EU. Sker dette, vil EU Kommissionen tage de nødvendige skridt til at kræve de penge tilbage, der er uretmæssigt udbetalt."


Loven
Også i EU-forordningen 1083/2006, som er lovgrundlaget for udbetalingen af støtte fra EU's strukturfonde, står, at kommissionen skal sikre, "at fællesskabsmidler ikke støtter flytning inden for EU."

Mere kontrol

Formanden for 3F's Industrigruppe Mads Andersen er rystet. Han mener, det er forkert, at Polen selv har til opgave at undersøge, om de polske EU-midler er udbetalt ulovligt.

- Det kan ikke være rigtigt, at det er op til det enkelte EU-land at afgøre, om pengene bliver udbetalt korrekt. Vi har brug for mere kontrol med dette her, siger Mads Andersen.

Ifølge flere eksperter har EU ingen egentlig kontrol af, om EU's milliarder går til udflytning af job til Polen. Det til trods for, at Polens andel af EU-støtten fra 2007-2014 var 500 milliarder kroner.

Siden Fagbladet 3F rejste sagerne om udflytning med EU-støtte, har EU-Parlamentet vedtaget, at hele området skal undersøges til bunds. Parlamentet vil have gjort det klart, hvor mange penge der er gået til udflytning af arbejdspladser.

Frikendt

EU har frikendt fiskekoncernen Royal Greenland, der modtog 53 millioner af EU til en ny fabrik i Polen: Royal Greenland fik pengene i 2008, to år efter EU indførte regler mod udflytning med EU-støtte. Men da pengene var fra en pulje, der stammede fra før reglerne blev indført, har Polen og Royal Greenland ikke overtrådt reglerne.

Man ville "undgå at sætte dem i en situation, hvor vi pludselig siger, at, nå, nu har vi ændret reglerne, så nu får I alligevel ikke pengene,” forklarer Europa-Kommissionen.

Carlsberg frikendes af Europa-Kommissionen, fordi støtten på syv millioner kroner ikke anses som støtte til Carlsberg som sådan, men er gået til oplæring af medarbejdere i Polen. Selvom fabrikken i Polen i dag laver det øl, som før blev produceret i Fredericia, mener EU ikke, støtten kan være ulovlig, da det ikke er gået til firmaet, men til gavn for medarbejderne. Det oplyser talspersonen for Kommissionens afdeling for arbejdskraft, Jonathan Todd.

Også Flügger og LM Wind Power har klaret frisag. LM Wind Power lukkede ned i 2010 og fyrede op mod 1.650 ansatte i Sønderjylland. I stedet flyttede de arbejdet til Polen. Her fik de 10 millioner fra EU i støtte. Det har ikke været muligt at få en forklaring fra Europa-Kommissionen på, hvorfor EU og Polen ikke mener, at støtten til de to virksomheder har været ulovlig.

Pengestrømmene bag udflytning

Fagbladet 3F følger efter de danske virksomheder, der flytter job ud af landet.

Vi gransker pengestrømmene i udflytningernes kølvand.

Virksomheder der i Østeuropa og Asien får ansatte til lavere løn, betaler mindre i skat og sommetider modtager offentlig støtte til at flytte ud.

Vi undersøger, hvordan det påvirker de, der mister jobbet. Og de lokalsamfund, der bliver ramt.

De danske industriarbejdere bliver stadig mere effektive og specialiserede. Alligevel mister mange jobbet til udflytning, mens andre må arbejde med truslen hængende i luften.

Vi viser, hvordan firmaer ofte har tjent store overskud i årevis, før de flyttede jobbene ud.

Det er nødvendigt for at klare sig i den hårde, internationale konkurrence, lyder det ofte fra industrivirksomhederne.

EU's polske jobfest

Klik på billedet for at se mere. (Grafik: Lars Thomsen og Lau Mattesen.)
Klik på billedet for at se mere. (Grafik: Lars Thomsen og Lau Mattesen.)

EU støtter udflytning af danske job

I kampen om arbejdspladser konkurrerer danske industriarbejdere ikke alene mod den lave løn i de østeuropæiske lande. De konkurrerer også mod EU's pengetanke.

Seks danske virksomheder har scoret over 150 millioner kroner i støtte fra EU's strukturfonde til job, der er flyttet fra Danmark til Polen og Ungarn. Det har Fagbladet 3F afsløret.

Støtten er gået til udflytning af mange hundrede danske job. Det er gået hårdt ud over de ansatte, der har mistet deres arbejdsplads gennem mange år.

Ifølge EU's ansvarlige kommissær er det i strid med EU's regler at give støtte til udflytning. Alligevel er det sket i en række tilfælde. Flere eksperter kalder det også ulovligt.

Danske medlemmer af EU-Parlamentet kræver et stop for at for denne form for støtte. Og Parlamentet har pålagt EU-Kommissionen en kulegravning af dette område. Det kan måske føre til, at millioner skal betales tilbage, som det tidligere er sket i en sag fra England.

Ud over støtten til at flytte job ud, så har lande som Polen og Litauen også fået Kommissionens blåstempling til at oprette særlige økonomiske zoner. Her har flere danske virksomheder flyttet job ud, samtidig med at de nyder godt af store skatterabatter.