Søn: Vi er blevet svigtet

Kim Bankes søn håber, at den ansvarlige for ulykken bliver fundet, så der kommer erstatning til hans mor.

Kim Bankes søn Rasmus hørte om ulykken på Grenaa Havn i radioen og så branden på nettet. Men anede på det tidspunkt ikke, at det var hans egen far, der kæmpede for livet.

- Men han kom jo ikke hjem, så det var ham, siger Rasmus Banke fra hjemmet i Søby på Djursland tæt på forældrenes hus.

- Det var virkelig barsk at få at vide, hvordan det var sket. Vi brød sammen alle sammen, fortæller han.

Betjentene, der underrettede Kim Bankes hustru om ulykken, oplyste også, at liget var forbrændt og bad om hjælp til identifikationen.

Hun fortalte, at han havde en vielsesring på med datoen 5/10 1985 og hendes navn indgraveret. Betjentene fik også hans tandbørste til brug for eventuel genkendelse via DNA.

Håber på erstatning til moderen

Rasmus Bankes mor har det stadig så svært, at hun ikke kan tale om ulykken og har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Familien har stort set intet hørt efter ulykken, før der kom brev om, at sagen var henlagt.

- Så var den jo nok ikke længere, tænkte Rasmus Banke dengang.

Først da Fagbladet 3F viste ham en omfattende aktindsigt i sagen, blev han klar over, at noget var galt.

- Det er for ringe, at Arbejdstilsynet har henlagt sagen. De har svigtet. Nogen skal drages til ansvar. Min far er død, understreger Rasmus Banke.

Han håber, at den ansvarlige for ulykken bliver fundet, så der kommer erstatning til hans mor.

- Så vi kan få lagt låg på sagen, og især min mor kan få den afsluttet, siger han.

Hver aften når Rasmus Banke kigger ud af køkkenvinduet, bliver han mindet om sin far. 100 meter væk kan han se kirkegården ved byens kirke, hvor hans far er begravet.



Kim brændte ihjel i silo

51-årige 3F'er Kim Banke døde i flammerne 10 meter oppe i en lift. Arbejdstilsynet afgjorde, at ingen havde ansvaret. Politiet henlagde derfor sagen, og enken fik ikke erstatning.

Fagbladet 3F har kulegravet sagen og dokumenteret, at Arbejdstilsynet begik alvorlige fejl - dødsulykken kunne have været undgået. Arbejdstilsynet har siden erkendt fejlene og placeret ansvaret hos Kim Bankes arbejdsgiver, der fik en bøde, ligesom enken fik erstatning.

Endvidere har Arbejdstilsynet strammet praksis op, så de 5.000-6.000 lønmodtagere, der årligt bliver invalideret eller dør på job, nu kan forvente en bedre og mere retfærdig behandling.

Arbejdstilsynet genåbnede også 313 andre alvorlige ulykkesager for at tjekke for flere alvorlige fejl. Dem fandt de i tre af de henlagte sager, hvor tilsynet nu vil have rejst straffesager over for arbejdsgiverne - blandt andet i endnu en dødsulykke.