Ingen straf til firmaer der skjuler ulykker

De skjulte arbejdsulykker:   Arbejdstilsynet erkender, at virksomheder slipper for straf, når de holder ansattes ulykker hemmeligt. Til grin, mener ekspert.

Det er en gratis omgang, når virksomheder ulovligt skjuler arbejdsulykker.

På 12 år har blot 16 virksomheder fået et påbud fra Arbejdstilsynet for at skjule en arbejdsulykke. Det viser en opgørelse, tilsynet har lavet til Fagbladet 3F.

Færre end to virksomheder om året bliver således grebet i at snyde. Selvom tilsynet selv vurderer, at 45.000 ulykker om året bliver skjult. Den indsats får hård kritik fra flere eksperter.

- Det er til grin. Det viser, at der er et kæmpe hul, mener lektor Einar Baldursson fra Aalborg Universitet.

Ingen kontrol

Overlæge og ekspert i arbejdsulykker Jens Lauritsen fra Odense Universitetshospital mener, at den svage indsats reelt betyder, at tilsynet ikke fører kontrol med skjulte ulykker.

- Det undrer mig for alvor, at der ikke er flere sager fra Arbejdstilsynets side. Med cirka to sager om året er det åbenbart ikke noget, de har valgt at bruge tid på, siger Jens Lauritsen.

Loven kræver, at virksomheder anmelder ulykker, når de sker. Når ulykkerne bliver holdt hemmelige, undgår virksomhederne at få fokus fra Arbejdstilsynet. Og deres ansatte får meget svært ved at få erstatning, hvis ulykken viser sig at give dem en alvorlig arbejdsskade.

'En hån'

Arbejdstilsynet erkender, at det ikke er godt nok.

- Vi kommer ikke uden om, at det er et lille tal. Og nok også et for lille tal, siger Jens Skovgaard Lauritsen, kontorchef i Arbejdstilsynet.

Hos 3F mener chef for arbejdsmiljø Palle Larsen, at myndighederne skal tjekke virksomhederne bedre.

- Det er en hån over for de mennesker, der bliver ramt af arbejdsulykker. Det er at beskytte arbejdsgivere, der har brudt deres forpligtigelser, mener Palle Larsen.

De skjulte arbejdsulykker

Ole Rønhoff mistede sin erstatning, fordi Royal Unibrew gemte anmeldelsen af hans arbejdsulykke af vejen i en skuffe.

Fagbladet 3F afslører, hvordan store, danske virksomheder svigter deres ansatte. Og hvordan mange tusinde ulykker på jobbet hvert år bliver holdt skjult - uden at myndighederne griber ind.

Tjek om ulykken er anmeldt

1. Se efter brevet. Det er det vigtigste råd. Er ulykken anmeldt, får du ALTID et brev fra arbejdspladsens forsikring inden senest en måned. Derfor: Modtager du ikke et brev, er sagen aldrig anmeldt.

2. Bliver du i tvivl, om den er anmeldt: Bed din fagforening eller arbejdsmiljørepræsentant om at tjekke det. De kan ringe til forsikringsselskabet og tjekke.

3. Du kan bede din chef om en kopi af anmeldelsen af ulykken, så du er på den sikre side.

Sådan får du hjælp

Din fagforening kan anmelde skaden, da de har adgang til myndighedernes it-system. Så nægter chefen at anmelde ulykken, kan din fagforening gøre det.