Martin Boysen ligger på knæ hver dag, for at vi andre kan gå godt.
Fakta
Martin Boysen
Alder: 28 år
Stilling: Gulvlægger
Uddannelse: Gulvlægger
Ansættelsessted: P. Rasmussen og sønner A/S (P Ras), Lyngby
28-årige Martin Boysen er nede på alle fire mange gange i løbet af en dag. At han i øjeblikket lægger gulv i en halv meters højde, stort set uden brug af knæbeskyttere, er usædvanligt. For et arbejdsliv som gulvlægger er lig ubekvemme arbejdsstillinger. Men også stor frihed og meget varierede opgaver.
Martin Boysen fortæller stolt, hvordan han og kollegerne har været med til at lægge gulvet i både Operaen og Skuespilhuset i København. Men det er installationsgulve, der er gulvfirmaet P. Ras' speciale. Under installationsgulve kan der føres kabler eller ventilationsrør. Man åbner en gipsplade i gulvet, og så er alle installationer frit tilgængelige.
Ofte bruger Martin Boysen mere tid på at klargøre alt det under gulvene end på at lægge det nye gulv, fordi undergulvene ofte er gamle og ujævne.
Det bliver i familien
Ellers kan han lave det hele: træ, vinyl, tæpper, trapper, linoleum, våd- og tørrum. Hverdagen spænder fra opgaver, der tager over flere måneder, til hurtige servicetjek, hvor han kører ud til fem-seks kunder på en dag.
Det ligger i Boysen-blodet at uddanne sig inden for det lille gulvlæggerfag. Martins far er gulvmand, og storebror er kollega.
- Det er også rart og charmerende med sådan et lille fag. Man kender næsten alle gulvlæggere, siger Martin Boysen.
Værd at vide
Årets gulv
Når man betræder egeparketgulvet i Operaens koncertsal i København, er det gulvfirmaet P. Ras, man kan takke. Gulvet vandt prisen for "Årets Gulv" i 2004. P. Ras har cirka 20 gulvlæggersvende og seks lærlinge.
Bedre knæ
Mange gulvlæggere forlader faget på grund af dårlige knæ. Derfor er P. Ras med i et forskningsprojekt via Forebyggelsesfonden, der skal være med til at forbedre gulvlæggernes arbejdsstillinger.
Industriens hus
Martin Boysen og hans kollegers næste store opgave bliver Industriens Hus. I det nye DI-hovedsæde på Rådhuspladsen i København skal der lægges 23.000 kvadratmeter gulv.
Uddannelsen
Uddannelsen til gulvlægger sker via Træfagenes Byggeuddannelse med gulvlægning som speciale. Uddannelsen varer 3 ½ til 4 år og kan tages på to tekniske skoler, én i Viborg og én i Herlev.