Herning Kommune taber sygesager på stribe

Ankenævn har i 2011 underkendt Herning Kommune i 38 sager om stop for borgeres sygedagpenge, fordi afgørelserne er truffet af ansatte i det private firma Falck Jobservice.
Af Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk morten.halskov@3f.dk
Fakta

Parløb om sygesager

- Herning Kommune har et partnerskab med firmaet Falck Jobservice om ”varig reduktion af udgifter til sygedagpenge”. Aftalen blev underskrevet 14. september 2009 af Hernings borgmester Lars Krarup (V) og Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen.

- Falck Jobservice bliver aflønnet efter princippet 'no cure – no pay'. Det betyder, at firmaet kun får betaling for sit arbejde for kommunen, hvis det lykkes at spare på kommunens udgifter til sygedagpenge.

- Hverken Herning Kommune eller Falck Jobservice vil oplyse, hvordan eventuelle besparelser bliver fordelt mellem kommunen og det private firma. På opfordring fra Falck Jobservices direktør har kommunen afvist at give aktindsigt i økonomien i samarbejdsprojektet med henvisning til ”konkurrencemæssige grunde”.

- Samarbejdet løber frem til 30. april 2012.

Fakta

Det siger loven

Sygedagpengeloven, § 19, stk. 2:

”Kommunen kan ikke overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge efter denne lov.”
Herning Kommune har tabt mindst 38 sager i Beskæftigelsesankenævnet i 2011 om sygedagpengestop. Ifølge nævnet må private firmaer som kommunens faste samarbejdspartner Falck Jobservice ikke træffe afgørelse om at standse borgeres sygedagpenge.

Chefkonsulent Steen Skibsted i Beskæftigelsesankenævnet under Statsforvaltning Midt er klar i mælet:

- Vi har vurderet, at Herning Kommunes konstruktion med brug af Falck Jobservice som anden aktør i sygedagpengesager er ulovlig, siger han.

Herning Kommune har en treårig kontrakt med firmaet Falck Jobservice ud fra princippet ”no cure – no pay”. Det betyder, at Falck Jobservice kun tjener penge, hvis kommunen sparer penge på sygedagpengene.

Fakta

Støjberg: Kommunen skal træffe afgørelse

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har flere gange udtalt sig om reglerne for afgørelse af sygedagpengesager:


5. maj 2010:

- Jeg vil gerne slå fast, at andre aktører ikke kan træffe afgørelse om retten til sygedagpenge. Det har de aldrig nogensinde måttet gøre. Skal sygedagpenge stoppes, så er det kommunen – og kun kommunen – der kan træffe afgørelse. Her er lovgivningen på området meget klar.

13.10. 2010:

- Reglerne er helt klokkeklare. Private virksomheder må ikke afgøre, om sygemeldte har ret til sygedagpenge. En afgørelse om at stoppe sygedagpenge skal altid træffes af kommunen. Og det er kommunernes ansvar, at de administrerer efter reglerne.

Kommunen: Nævn tager fejl

Chef for beskæftigelsesafdelingen i Herning Kommune Carsten Lagoni bekræfter, at kommunen har fået sagerne om sygedagpenge retur fra nævnet med krav om, at kommunen træffer en ny, gyldig afgørelse.

- Jeg kan ikke udelukke, at der bliver truffet en anden afgørelse i nogle af sagerne. Men vi undrer os meget over Beskæftigelsesankenævnet, som vi mener, har fejlvurderet sagerne, siger han.

- Vi mener, at vi handler lovligt, fordi vikarerne er underlagt vores ledelsesmæssige kontrol. Derfor er Falck Jobservice ikke anden aktør – uanset Beskæftigelsesankenævnets afgørelser, siger Carsten Lagoni.

Administrerende direktør i Falck Jobservice, Bo Hammer, skriver i en mail til Nyhedsbrevet 3F:

"De omtalte 38 afgørelser fra Herning Kommune vedrører ikke afgørelser truffet af ansatte fra Falck Jobservice Konsulenterne, men af vikarer fra andre vikarbureauer. Der henvises derfor til kommunen, som har ansvaret for de pågældende sager."

Fakta

Ugyldigt stop for 3F'ers sygedagpenge

En 3F'er fik standset sine sygedagpenge med sidste udbetaling 31. december 2009. Men 3F Midtjylland ankede afgørelsen for medlemmet.

- Beskæftigelsesankenævnet (BAN) traf afgørelse 14. februar 2011: ”Afgørelsen er ugyldig, da den er truffet af anden aktør.”

- BAN: ”Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at vikarerne er ansat af Falck Jobservice som led i opfyldelsen af samarbejdsaftalen mellem Falck Jobservice og Herning Kommune.”

- BAN: ”Som led i aftalen honoreres Falck Jobservice i forhold til hvor stor en del af den samlede målsætning om at reducere det langvarige sygefravær på sigt, der realiseres – det såkaldte 'No Cure No Pay' princip.”

- Konsekvens: Kommunen skal behandle sagen og træffe ny afgørelse.

Ankestyrelse træffer principiel afgørelse

Herning Kommune har ikke umiddelbart tænkt sig at ændre praksis på baggrund af de tabte sager i Beskæftigelsesankenævnet.

- Vi har anmodet Ankestyrelsen om at træffe en principiel afgørelse, så vi én gang for alle får afklaret, hvilke retsprincipper der gælder. Vi vil følge Ankestyrelsens afgørelse, siger Carsten Lagoni, chef for beskæftigelsesafdelingen i Herning Kommune.

I Beskæftigelsesankenævnet understreger Steen Skibsted, at han går ud fra, at Ankestyrelsen vil være enig med nævnet. Styrelsen træffer sin principafgørelse senere i år.

Det syge system

Syge borgere er blevet en handelsvare

En række af landets kommuner har hyret private firmaer til at behandle sager om sygedagpenge. På den måde kan firmaerne tjene tykt på at fratage syge deres dagpenge, mens kommunerne kan spare på sygedagpengene. Tilbage sidder syge, der risikerer at ende uden indtægt.

Men Ankestyrelsen afgjorde i september 2011, at den praksis er ulovlig. Adskillige hundrede sygedagpengesager er nu ved at gå om. Sygemeldte 3F'ere har allerede fået efterbetalt op til 250.000 kroner efter ulovlige stop for sygedagpenge.

Kommuner har også scoret kassen på at sende syge i aktivering, hvor staten dækker en større del af sygedagpengene. Men det har samtidig presset syge borgere i håbløs aktivering. Blandt andet er en kræftramt mand tvunget til fitnesstræning og en nyopereret kvinde sendt ud på stavgang på isglatte stier.

http://fagbladet3f.dk/2-sektion/dit-job/843a499f8e2c4d4097b95d71c13c4293-20111219-se-sjakket-bygge-en-ny-bydel-i-aarhus
Syge borgere er blevet en handelsvare

 

En række af landets kommuner har hyret private firmaer til at behandle sager om sygedagpenge. På den måde kan firmaerne tjene tykt på at fratage syge deres dagpenge, mens kommunerne kan spare på sygedagpengene. Tilbage sidder syge, der risikerer at ende uden indtægt.

 

Men Ankestyrelsen afgjorde i september 2011, at den praksis er ulovlig. Adskillige hundrede sygedagpengesager er nu ved at gå om. Sygemeldte 3F'ere har allerede fået efterbetalt op til 250.000 kroner efter ulovlige stop for sygedagpenge.

Kommuner har også scoret kassen på at sende syge i aktivering, hvor staten dækker en større del af sygedagpengene. Men det har samtidig presset syge borgere i håbløs aktivering. Blandt andet er en kræftramt mand tvunget til fitnesstræning og en nyopereret kvinde sendt ud på stavgang på isglatte stier.

 


Ved du noget?

Er du selv blevet ramt af det syge system? Er du pårørende til ramte eller har du venner og bekendte, der er blevet dukket?

Så kontakt Fagbladet 3F's journalister på sagen: Morten Halskov, mobil: 22 51 56 10, mail: morten.halskov@3f.dk, eller Asger Havstein Eriksen, mobil: 23 32 55 56, mail: asger.havstein@3f.dk



• Forsiden lige nu •