"Andre har det værre end os"

De vil gerne giftes, men har ikke råd. De køber basisvarer på den tyske del af grænsen. De har støttet hinanden gennem kampen mod kommunen. Men der er ikke plads til klynk - det kommer man ikke videre af.
Af Frank Rasmussen, Fagbladet 3F, frank.rasmussen@3f.dk

Jytte Petersen og Finn Kristensen bor nogle kilometer uden for Løgumkloster i et lejet hus. Bussen er en sjælden gæst på de kanter, så bilen er uundværlig.

Ikke mindst, når de en gang om måneden tager turen over grænsen for at købe stort ind. Tyske basisvarer er immervæk billigere, og midlerne er små for de to førtidspensionister.

Opsparing er i hvert fald en skrøbelig størrelse. De 10.000 kroner, de møjsommeligt havde sparet op, brugte de på hunden Maggi, da hun skulle opereres i øret i foråret.

Fortiden lurer

Finn, som lider af en specielt slem diskusprolaps, har været en stor støtte for Jytte, men hendes sag er for Finn samtidig et ubehageligt møde med fortiden.

- En gang imellem orkede han ikke at snakke om det mere, for det er ligesom om, jeg ribbede lidt op i hans oplevelse. Han har jo virkelig også følt, at der ikke var nogen, der troede på ham overhovedet.

Brok er negativt

Jytte og Finn vil gerne giftes, men den tanke lader de hvile på ubestemt tid. De økonomiske konsekvenser er for store, da de i så fald ville blive trukket i førtidspension. Men kæresteparret fra Sønderjylland brokker sig ikke.

- Man skal tænke på, at det ikke kun er surt. Det bliver i hvert fald ikke bedre af at sætte sig ned og tænke negativt. Vi får da trods alt noget at spise hver dag og har tag over hovedet. Der er jo nogen, der har det tusind gange værre, end vi har det.

Hvad er Udkantsdanmark

Udkantsdanmark. En del af Danmark, hvor vækstraterne ikke kan følge tempoet i vækstcentrene. Og hvor den høje ledighed tærer på indkomsten, som ligger på et lavere niveau end andre kommuner.

Der er dog opløftende lyspunkter, som vidner om, at der er en vilje til at ville udviklingen anderledes.

Fagbladet har mødt familier med begrænsede muligheder fra yderområderne. Få et unikt indblik i deres kamp for at erstatte afmagt med glæde og fremdrift.

Udkantsdanmark er defineret ved: Lav vækst, høj ledighed, udflytning, lav uddannelse og lille beskatningsgrundlag.

Klik på kortet og undersøg levevilkårene

Der er meget stor forskel på levevilkår og udviklingsmuligheder i landets kommuner.

Se hvordan levevilkårene er i de forskellige kommuner her.



• Forsiden lige nu •