Gå til hovedindhold

3F Københavns Chauffører: Uber må flytte når de ikke vil lytte

TEMA
Uber

3F Københavns Chauffører: Uber må flytte når de ikke vil lytte

Hvis Uber ikke vil lytte, må de flytte, siger 3F Københavns Chauffører, der onsdag eftermiddag mødte op foran den amerikanske taxitjenestes hovedkvarter i Nordhavnen.

3F Københavns Chauffører og en hel del medlemmer var onsdag eftermiddag forbi Ubers hovedkontor på Dampfærgevej i Nordhavnen, hvor de aflæssede flyttekasser.

- Det gør vi, fordi vi gerne vil hjælpe Uber på vej med at pakke sammen og forsvinde ud af landet. Og helst hjem til Trump-land, hvor de med deres løgnehistorier, benægtelse af fakta og hyppigt brug af alternative nyheder, hører hjemme, siger Bo Weye Hansen, faglig medarbejder hos fagforeningen 3F Københavns Chauffører.

Han peger på det afgørende i, at der nu er kommet et udspil til ny taxilovgivning med et bredt flertal bag, der definitivt lukker Uber ude.

- Men Uber er bedøvende ligeglade og kører bare på med deres ulovligheder. Selvom ovenikøbet både by- og landsret har dømt Uber-chaufførernes kørsel ulovlig og i strid med lovgivningen. Hvis Uber ikke vil lytte, må de flytte, siger han.

Uber dybt skuffede

Fagbladet 3F har bedt Uber om en kommentar til opfordringen om at flytte ud af Danmark og har modtaget følgende svar på mail:

- Vi er ekstremt skuffede over den politiske aftale om en ny taxilovgivning, der er blevet fremlagt. Regeringer rundt omkring i hele verden omfavner teknologi og innovation gennem lovgivning, som øger valgmulighederne for forbrugerne og som forbedrer byerne gennem bedre transportmuligheder. Uber er blevet omfavnet af mere end 2.000 chauffører, hvis familier er afhængige af denne service, og af mere end 300.000 brugere. Det er derfor ærgerligt at se Danmark tage et skridt tilbage, siger en talsperson fra Uber.

Artiklen er opdateret med kommentar fra Uber torsdag 12.20