Gå til hovedindhold

Chok hos Siemens: 430 skal fyres

Ansatte hos Siemens Wind Power er blevet syge af at arbejde med farlige kemikalier. En række initiativer skal nu beskytte arbejderne bedre mod de farlige stoffer.
FOTO: Michael Bo Rasmussen

Chok hos Siemens: 430 skal fyres

Siemens Wind Power lukker fabrikken i Engesvang ved Silkeborg. Det fører til kæmpe fyringsrunde: 430 mister jobbet.

Så er tiden kommet til en af de helt store fyringsrunder i industrien: Siemens Wind Power lukker vindmøllefabrikken i Engesvang ved Silkeborg. 430 mister jobbet. Det meddelte virksomheden onsdag ved 14-tiden.

- Folk er frustrerede. De havde ikke set det komme. En masse dygtige medarbejdere har knoklet røven ud af bukserne og bliver sat på gaden nu, siger Henning Vestbjerg Pedersen, formand for 3F Midtjylland. 

Af de 430 fyrede er 390 timelønnede. Af disse er 300 vindmølleoperatører, mange af dem 3F’ere.

Meget trist dag

Ifølge pressechef i Siemens, Rasmus Winfeld, skyldes lukningen, at efterspørgslen på landvindmøller er faldet.

- Jeg har det rigtigt dårligt med, at vi skal afskedige. Men fabrikken i Engesvang er for lille i forhold til de lange vinger, som vi skal bruge. Og vi kan ikke udvide den. Det er ikke en ny strategi. Men det er gået hurtigere, end vi havde tænkt os, siger Rasmus Windfeld.

Næstformand i 3F Industri, Pia Maul Andersen, udtaler:

- Det er en meget trist dag for vores medlemmer på fabrikken. Jeg kan godt forstå, at det må føles som et chok, når så mange skal fyres i en virksomhed, der ellers klarer sig godt her i landet.

Hun peger på, at uddannelse er afgørende for at komme videre.

- Det viser også, hvor omskifteligt et arbejdsmarked vi har. Og det understreger, hvor vigtigt det er, at vores medlemmer har de rette kompetencer, så de står bedst muligt rustet, når sådan noget her sker, siger Pia Maul Andersen.

Måske håb forude

Det er anden gang inden for en kort årrække, at en vindmøllefabrik lukker i Engesvang: I 2003 stoppede LM Wind Power deres produktion. Et par år senere rykkede Siemens Wind Power ind i de tomme bygninger, som altså nu igen kommer til at stå tomme.  

I morgen starter forhandlinger om vilkår for de fyrede arbejdere. Virksomhed og fagforeninger har nu 21 dage til at indgå en aftale. Som en del af forhandlingerne skal man finde frem til, hvornår de fyrede skal have sidste arbejdsdag.

Men måske er der håb forude for nogle af de fyrede: Fabrikkerne i Aalborg og Brande har oplevet stor vækst de senere år, og der er god efterspørgsel på de lange vinger til havvindmøller, som Siemens fremstiller på de fabrikker.

Efter lukningen i Engesvang har Siemens omkring 8.000 medarbejdere i Danmark, hvoraf cirka 6.500 er ansat i vindmølleforretningen.