Den brændende platform er slukket. Hængekøjen er pillet ned. Så langt øjet rækker ud i fremtiden, strutter dansk økonomi af sundhed. Faktisk vil væksten frem mod 2025 være højere end de seneste 20 år.
Fremtiden tegner så lyst, at de økonomiske vismænd endda tager fat på, hvad politikerne vil gøre ved det. For ifølge vismændene vil der blive mulighed for enten at sænke skatten eller øge udgifterne permanent.
Det er den ny vismandsrapport tirsdag middag, der bringer de positive nyheder om fremskrivningen af dansk økonomi.
3F’s forbundsformand Per Christensen, som selv er medlem af det økonomiske råd, mener at tallene én gang for alle må bore en tyk pæl gennem tanken om at sætte pensionsalderen yderligere op.
– Nu står det helt klart, at der ikke er nogen regning til børneværelset. Tværtimod: Vi afleverer en stor check på 22 milliarder. Så derfor var det en rigtig god beslutning, regeringen tog om ikke at sætte pensionsalderen højere op, siger Per Christensen og fortsætter:
– Den bliver allerede rigeligt høj i forvejen.
Juleaften
Det er en ny situation, at vismændene vurderer, at finanspolitikken er “mærkbart overholdbar”. Holder det også de kommende år, vil det på et tidspunkt være muligt at “øge udgifterne eller sænke skatterne”, står der i rapporten. Så sent som i marts advarede finansminister Kristian Jensen (V) ellers om, at hvis der ikke handles nu, kommer Danmark til at mangle 33 milliarder i 2040: En “finanspolitisk dommedag”. I stedet ligner det mere juleaften. Vismændene skriver, at den primære offentlige saldo kan forværres permanent med 22 milliarder kroner, uden at den offentlige gæld kommer ud af kurs.
– I stedet for hele tiden at tale om reformer og huller i statskassen, kan vi nu efter alt at dømme begynde at snakke om, hvad pengene skal bruges til. Og det er en rigtig god nyhed, siger Per Christensen.
Ingen overophedning på arbejdsmarkedet
I øvrigt venter vismændene en gennemsnitlig vækst på to procent om året frem til 2025. Det ventes også, at 165.000 flere vil komme i arbejde fra 2016 til 2025. Alligevel vil der næppe blive stort pres på arbejdsmarkedet på grund af mangel på arbejdskraft.
– Der er ikke mangel på hænder. Tværtimod kan man sige, at der er lavet så mange reformer de sidste 10 år – især tilbagetrækningsreformen – at udbuddet af arbejdskraft vil stige massivt de kommende år. Udfordringen på arbejdsmarkedet bliver snarere at opsuge den arbejdskraft, vi har. Desuden bliver det en udfordring at sikre, at arbejdsstyrken har de rette kompetencer, mener Per Christensen.

