I en længere årrække har fagbevægelsen mistet medlemmer. Tilslutningen har været dalende, og måske kan man ligefrem tale om en fagbevægelse i krise? 

Derfor har Fagbladet 3F fået fem kløgtige hoveder til at give deres bedste råd til fagbevægelsen – og hvilken bedre dag at blive rådgivet på end fagbevægelsen ypperste “helligdag”, arbejdernes internationale kampdag. 

Pelle Dragsted, folketingsmedlem og politisk leder for Enhedslisten 

Det handler grundlæggende om at få flere til at forstå, hvad fagforeninger betyder, og få dem ind i det fællesskab. Mange tror, at de rettigheder, lønmodtagere har, er nogle, politikerne har givet os, eller bare er kommet af sig selv. 

Derfor kan man synes, at det er dyrt at være medlem af en fagforening. Men virkeligheden er jo, at det er meget dyrere at lade være at være medlem af en fagforening, for det kommer vi til at betale for på vores lønseddel og på vores arbejdsvilkår.

Det er ikke bare fagbevægelsens top, men alles ansvar at snakke med vores kollegaer, familie og venner om, hvorfor den bedste investering, man overhovedet kan foretage i sin egen frihed, tryghed og velstand, er at være med i en rigtig overenskomstbærende fagforening. Det er næsten en samfundspligt.

Dennis Nørmark, antropolog og forfatter

Mit råd til fagbevægelsen er at gøre sig selv 100 procent politisk uafhængige. Altså fuldstændig fjerne båndet til politikere, for det gør jer ikke noget godt.

Det gør, at en masse mennesker, der måske kunne vælge fagforeningerne, opfatter det som en del af den røde blok. Og det, man kan se globalt, er, at arbejdervælgere vælger højrefløjen, fordi de ikke længere identificerer sig med at være røde.

Så hvis man ønsker at få fat i nogle af de mennesker, som kunne have godt af at blive solidarisk repræsenteret, så skal man pille de røde faner ned. 

Arbejdere går op i de klassiske ting som løn- og arbejdsforhold. Måske det også kan være at beholde lidt flere penge til sig selv? Og hvis man skal betale en høj skat for at få råd til flere ledere og administrationsansatte, som jo er det offentlige lønkroner i høj grad bliver brugt til, så kan jeg godt forstå, at de tænker, hvad gavner det mig ude på fabrikken?

Skal vi virkelig have endnu en ny akademiker til at sidde og lave samskabelse nede i kommunen, som jeg skal betale for?

Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver 

Mit råd til fagbevægelsen over en bred kam er at lytte mere til medlemmerne og erhvervslivet. Det virker lidt, som om at nogle fagforeninger er ude af trit med de potentielle medlemmer.

En gang imellem kan man ikke som iagttager lade være med at tænke, at det handler mere om fagforeningernes overlevelse, end det handler om at arbejde for medlemmerne. Det er sådan en ond spiral.

Man har sager, hvor man forsøger at mobilisere folket, men hvor man ikke repræsenterer medlemmerne, og det er i sig selv noget rod. Tag for eksempel de blokader, der er omkring Brdr. Price-restauranterne – altså hvor mange medlemmer er der overhovedet, der demonstrerer, og som er dækket af den her overenskomst?

Man vælger nogle konflikter, som er mediedarlings. Altså konflikter, der er kendt fra medierne, og så er man ligeglad med andre konflikter, der ikke har en mediebevågenhed. Det ligner, at det handler mere om at manifestere, hvad man kan, ove rfor medierne end over for medlemmerne.

Mads Haugbølle Behrendsen, bygningssnedker og næstformand i Erhvervsskolernes Elevorganisation

Jeg synes, at der har manglet fokus på arbejdernes mentale sundhed og trivsel i lang tid, både hos fagbevægelsen og samfundet generelt. Det handler både om, at man har det godt sammen med sine kollegaer og sin chef, og at man ikke går ned med stress, men kan få arbejdet til at hænge sammen med sin fritid. 

Så jeg tror, det er vigtigt, at fagbevægelsen hjælper med at mindske arbejdspresset og gøre det mere fleksibelt, for det er faktisk noget, unge går mere og mere op i. 

Jeg oplever også, at unge er virkelig bekymrede for, om de bliver nedslidte af at gå på arbejde. Det er allerede noget, elever i syvende, ottende og niende klasse bekymrer sig om, og som afholder unge fra håndværkerfag. Så det er vigtigt, at de mærker, at fagbevægelsen også kæmper for at mindske det.

Morten Skov Christiansen, formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation

Da det er svært at give sig selv råd, kan du så ikke i stedet forklare, hvad fagbevægelsen skal gøre for at vende skuden?

Jeg tror, vi kan gøre mange ting bedre i fagbevægelsen. Men der er ikke en one-size fits all for alle fagforeninger.

Det er klart, at vi skal være til stede og relevante over for de unge. Vi skal være synlige på de dagsordener, de unge er optaget af. Og så skal vi være mere tydelige både over for de unge og alle andre om, hvad de konkret får ud af at være medlem af en fagforening.

Det ved jeg, at fagforeningerne også er optagede af. To nedslag kunne være at kigge på de to overenskomstforhandlinger, der er indgået det seneste års tid. Både på det private arbejdsmarked og den vi netop har stemt hjem på det offentlige, hvor der er pæne lønstigninger i vente.

Det viser for mig en fagbevægelse, der er i topform og leverer konkrete resultater til gavn for medlemmerne – unge som ældre kollegaer.

Kan du forstå, at nogle tænker, at fagbevægelsen er i krise lige nu?

Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil en svækket fagbevægelse føre til dårlige løn- og arbejdsvilkår for danske lønmodtagere.

Styrken i fagbevægelsen hænger jo sammen med, hvor mange vi er. Så det er klart, at vi mister gennemslagskraft, når vi skal forhandle over for arbejdsgiveren, hvis vi er få.

Dog vil jeg også sige, at vi jo ikke er sårede dyr. Vi hjælper medlemmer hver eneste dag med deres sager. Vi bidrager til at udvikle uddannelserne og arbejdspladserne.

Og så har vi lige leveret stærke overenskomstresultater, og vi har forhandlet politiske løsninger hjem til gavn for helt almindelige lønmodtagere. Det kommer jo ikke bare dumpende ned fra himlen.