– Jeg har knoklet og givet alt til selskabet. Jeg har ofret mit personlige liv, min familie og mine venner for at leve op til ledelsens forventninger. Jeg smilte så meget, jeg kunne, fordi mit job var at gøre folk komfortable. Men på et tidspunkt kom bekymringerne, hvor jeg ikke længere kunne putte det pæne, falske smil på.
Vi møder tidligere stewardesse Alexandra Bostina på et hotel i det centrale Bukarest, Rumænien. Hun har sagt ja til at fortælle om sin tid i Wizz Air, et ungarsk lavprisselskab, der ekspanderer voldsomt i disse år.
– Vi vidste først med meget kort varsel, hvornår vi skulle arbejde. Jeg kunne ikke planlægge ferie. Jeg kunne ikke se mine venner. Jeg havde intet socialt liv, husker Alexandra Bostina.
Hun er i dag 32 år og arbejdede hos Wizz Air fra 2011 til 2014.
– Det var hårdt, da mine venner fik børn eller skulle giftes, og jeg ikke kunne fejre det med dem, fordi jeg skulle nå et fly (på arbejde, red.). Jeg glemte også min egen fødselsdag. Det gik først op for mig, da jeg fik et opkald fra min familie og mine venner, der ønskede mig tillykke.
– Vi fik hele tiden at vide, at hvert minut kunne vi miste vores job. Vi havde ingen sikkerhed. Ligegyldigt hvor hårdt du arbejdede, havde du stadig stress.
Alexandra Bostina, tidligere stewardesse i Wizz Air.
Som stewardesse i Wizz Air var Alexandra så stresset, at dagene flød sammen i én stor grød. Vagtplanen for næste måned fik hun bare syv dage før første vagt. Ofte oplevede hun, at planlagte fridage var blevet flyttet rundt. Det eneste ferie, hun kunne være sikker på, var i lavsæsonen om vinteren.
Ikke nok med, at hun skulle vinke farvel til sit normale liv. Som Wizz Air-ansat var man også konstant i fare for at blive fyret, hvis man var besværlig:
– Vi fik hele tiden at vide, at hvert minut kunne vi miste vores job. Vi havde ingen sikkerhed. Ligegyldigt hvor hårdt du arbejdede, havde du stadig stress. Du vidste ikke, om du stadig havde dit job i morgen, siger Alexandra Bostina.
Dette er historien om discount i luften hos Wizz Air. Det er også fortællingen om en voldsom forandring i luftfartsbranchen, hvor hæderkronede nationale selskaber som SAS, British Airways og Lufthansa er blevet presset af lavpris-opkomlinge som EasyJet, Ryanair, Norwegian og Wizz Air.
Wizz Air drives som et skarpt trimmet, rendyrket lavprisselskab med lave billetpriser og skrabet service. Det har givet selskabet masser af vækst i et marked præget af super hård konkurrence. Men det har store omkostninger for kabinepersonalet, der skal tage til takke med yderst ringe vilkår.
Udviklingen har skabt et helt nyt arbejdsmarked, hvor forudsigelige arbejdstider og fornuftig løn er en saga blot. Vilkår, der breder sig som ringe i vandet til andre brancher.
Efter at have knoklet for Wizz Air står en række ansatte nu frem og fortæller om elendige arbejdsvilkår i, hvad der bliver kaldt “Østeuropas Ryanair”. Fortællingen om Wizz Air er samtidig historien om en luftfartsindustri i radikal forandring.
Fra nul til 87 fly på ingen tid
I 2003 var det europæiske luftrum stadig domineret af store, nationale netværksselskaber: Lufthansa, British Airways, Air France, SAS og så videre. Men en ny type flyselskab havde fået fodfæste og var på vej frem: Lavprisselskaberne.
I dag har Ryanair vokset sig næsten fire gange større end SAS målt på antal rejsende. Og Norwegian giver SAS baghjul i kapløbet om flest passagerer. Imens vokser antallet af rejsende med Wizz Air endnu hurtigere end hos konkurrenterne Ryanair, Norwegian og EasyJet.
Som modtræk vil SAS blandt andet åbne baser i England og Spanien, hvor stewardesserne skal have en del mindre i løn end i Norge, Sverige og Danmark.
Spørgsmålet er dog, om SAS kan holde trit, når discountselskaber synes nærmest ustoppelige i kapløbet om at sænke omkostningerne? Det kan godt ligne et ræs mod bunden.
Rumænsk løn i Danmark
Når snakken går på østarbejdere her i landet, handler det ofte om, hvordan jordbærplukkere, byggearbejdere og chauffører må tage til takke med en sulteløn. Hos Wizz Air er historien lidt anderledes: Som kabineansat kan man i gode måneder tjene op til, hvad der svarer til 7.500 danske kroner.
I lavsæsonen bad Wizz Air de ansatte om at tage ubetalt ferie. Helt uden nogen form for løn. Ledelsen sagde, at det var for at undgå fyringer.
Robert Saru, tidligere steward i Wizz Air
Det er under halv dagpengesats her i landet. Men i Rumænien er det bestemt ikke en dårlig betaling. Og lønnen har da ej heller været det største problem for de Wizz-ansatte, Fagbladet 3F har talt med. Det er derimod usikkerheden om, at man aldrig rigtig ved, hvad der går ind på ens bankkonto.
Om vinteren, når der ikke er så meget gang i flyvningerne, kan lønnen være helt ned til 2.300 kroner, viser lønsedler, som Fagbladet 3F er i besiddelse af. Ansatte fortæller også, at lønnen kunne nå helt ned på 1.700 kroner. Hvis man da overhovedet fik løn:
– I lavsæsonen bad Wizz Air de ansatte om at tage ubetalt ferie. Helt uden nogen form for løn. Ledelsen sagde, at det var for at undgå fyringer. Og den købte folk bare. De troede, det var deres eneste chance for at holde lidt ferie, fortæller tidligere steward Robert Saru.
Problemet for de ansatte er, at lønnen i Wizz Air består af en lav basisløn, som suppleres med tillæg pr. flyvning. Derfor kan sygedage gøre rigtigt ondt på pengepungen.
Men har det indflydelse på mig, hvad kabinepersonale i Rumænien eller Ungarn tjener, kan danske stewardesser med rette spørge.
Svaret er: Ja, det har det.
For både Rumænien og Ungarn er medlem af EU. Her er reglerne sådan, at et hvilket som helst flyselskab hjemmehørende i et EU-land må flyve frit mellem alle EU’s medlemslande.
Det betyder, at et flyselskab må flyve såkaldt cabotage-flyvning i EU med personale fra eksempelvis Rumænien. Det sker blandt andet i København, hvor Ryanair bruger et fly med base i Litauen til at flyve mellem København og London. Her må kabinepersonalet altså tage til takke med litauiske lønninger, selvom de kun starter og slutter deres flyvning i det baltiske land. Wizz Air er ikke kendt for at følge denne forretningsmodel – endnu.
Helt lovlige rumænske lønninger i Danmark er altså langt fra ren fantasi.
Ingen hjælp til Wizz-stewardesser efter dramatisk nødlanding
8. juni 2013. Wizz Air-fly nr. 3141 fra Bukarest var på vej til Ciampino Lufthavnen i Rom med 165 passager og seks besætningsmedlemmer om bord. Flyet lagde an til landing. Men så gik noget galt. Stewardessen Alexandra Bostina var om bord på flyet den dag og husker tydeligt episoden:
– Vi indtog vores position forrest i flyet. Vi tog sikkerhedsseler på og ventede på, at landingshjulene blev udløst. Men det skete ikke. De sad fast, husker hun.
Snart gik det op for piloterne, at de var nødt til at lande flyet uden det venstre landingshjul.
– Vi gjorde kabinen klar til nødlanding. Kontroltårnet sagde, at vi skulle lande i Fiumicino, en anden lufthavn i Rom med længere landingsbane. Vi landede på kun to ud af de tre hjul. Vi kurrede hen ad landingsbanen. Flyet faldt på venstre side ned på motoren og vingen. Redningskøretøjer kom til. Alle blev evakueret ved hjælp af nødslisker. Heldigvis kom ingen til skade, men det var en virkelig skræmmende oplevelse, husker Alexandra Bostina.
Det var et chok for Alexandra Bostina og hendes kolleger. Men der var ikke megen hjælp at hente fra Wizz Air. Hun følte, at hun måtte sejle i sin egen sø:
– De spurgte, om jeg ville have tre dage fri. Men firmaet tilbød os aldrig hjælp til læge, psykolog eller lignende. Det var et chok for mig. Jeg havde mareridt i perioden efter ulykken. Jeg følte mig slet ikke værdsat af Wizz Air, siger Alexandra Bostina.
En fagforening?? Du har syv dage til at lukke den, nej vent, vi fyrer dig!
Der er langt fra den rosenrøde reklamefilm om livet om bord på et Wizz-fly, som selskabet markedsfører sig med, til virkeligheden for de tidligere og nuværende ansatte, som Fagbladet 3F har talt med: Vilkårlige arbejdstider, fordærvet flymad, elendige vilkår for gravide, yderst ringe hjælp efter dramatiske ulykker, ingen sommerferie og så videre.
Hvad gør man som ansat, når vreden og utilfredsheden bygger sig op? Man siger det da bare til chefen…
Én gang om året kom Wizz-CEO’en, József Váradi, forbi. Og her var meldingen, at man frit kunne lufte sine bekymringer. Men det var tom retorik uden noget hold i virkeligheden, husker flere af Fagbladet 3F’s kilder:
– Det endte altid med, at vi fik at vide, at hvis ikke vi syntes om betingelserne, var vi frie til at arbejde for andre. Og at der stod 300 personer klar til at overtage vores job i morgen.
Ordene kommer fra 35-årige Mircea Constantin. Han søgte job i Wizz Air i 2008. Efter i flere år at have oplevet, hvordan ledelsen ikke tog de ansattes bekymringer alvorligt, blev han vred og begyndte at tale med sine kolleger om de elendige forhold.
– Wizz Air truede mig til at stoppe med at diskutere vores rettigheder og sagde, at vi bare kunne kontakte vores chef.
Men Mircea Constantin gav ikke op. Sammen med en række gode kollegaer besluttede de sig for at slå sig formelt sammen:
– 6. oktober 2014 fortalte vi Wizz Air, at vi havde stiftet en fagforening. Få timer efter blev vi kaldt til tjenstlig samtale i Budapest med personalechef og vicedirektør. De gjorde det klart for os, at fagforeninger hørte fortiden til og ikke var velkomne i Wizz Air.
Ti dage senere blev der indkaldt til et nyt møde. Denne gang i Bukarest, hvor fagforeningen Sindicatul Aerolimit Professional blev krævet lukket inden for en uge.
– Jeg er dybt chokeret over denne sag. Jeg har i mine 20 års erfaring med arbejdsretlige sager aldrig set noget så slemt.
Costel Glica, advokat
– De havde slet ikke havde fattet, at vi ville hjælpe vores medlemmer og ikke ville skade selskabet. De gav os ikke en chance for at bevise det. Kolleger var sønderknuste og ude af stand til at flyve. Folk blev terroriseret af ledelsen, siger Mircea Constantin.
Kort efter blev han og 19 medstiftere af fagforeningen fyret. Afskedigelserne endte i en retssag, som fagforeningen vandt. Der kom pålæg til Wizz Air om at genansætte de opsagte medarbejdere.
Wizz Air appellerede beslutningen uden held og valgte i stedet at læse dommen efter forgodtbefindende: Mircea og hans kolleger blev genansat, men Wizz Air har aldrig givet dem vagter efter retssagen. Det betyder, at de må nøjes med en grundløn på under 2.000 kroner om måneden. Til gengæld skal de ikke møde på arbejde.
Costel Glica er advokat og har bistået fagforeningen med retssagen:
– Jeg er dybt chokeret over denne sag. Jeg har i mine 20 års erfaring med arbejdsretlige sager aldrig set noget så slemt. Wizz Air vil ikke have en fagforening. Koste hvad det koste vil, siger han.
Mange af Mircea Constantins kolleger har i dag fået job i andre flyselskaber – eller har helt skiftet branche. Men han selv nægter at svigte dem, der arbejder i Wizz Air i dag. Han kæmper videre. Mircea Constantin har trods alle odds ikke opgivet håbet om, at det en dag vil lykkes at tegne overenskomst med det fremadstormende discountselskab.
Wizz Air til Fagbladet 3F: Vi har de mest fantastiske vilkår hos os
Fagbladet 3F har kontaktet Wizz Air for at få dem til at forholde sig til de mange kritikpunkter, som tidligere og nuværende ansatte har fortalt om. Flyselskabet vil ikke stille op til mundtligt interview. Wizz Air vil heller ikke kommentere på de konkrete punkter, som vi har fortalt om i denne artikel.
I stedet har Fagbladet 3F modtaget en mere generel mail fra virksomhedens kommunikationschef Gabor Vasarhelyi:
“Det er valgfrit, om man vil arbejde hos Wizz. Vi er overbeviste om, at vores største styrke er vores højt motiverede, højt kvalificerede team af kolleger”.
“Wizz Air respekterer al arbejdsretlig lovgivning. Vi bruger betydelige ressourcer på at søge feedback fra vores kolleger for at forsikre at alle vore processer og politikker forbliver relevante og passende”.
“Sidste år tilkendegav 85 procent at de ansatte, at de “alt i alt er tilfredse med at arbejde i Wizz Air””.
“Wizz Air tror på en direkte og åben kommunikation mellem dets ansatte og ledelse”.
“Imens Wizz Air fortsætter sin hastige vækst og ansætter over 700 ansatte pr. år, forbliver selskabet dedikeret til at opretholde sin åbne virksomhedskultur og forblive en fair og attraktiv arbejdsgiver”.
Således lyder de officielle ord fra Wizz Air. Men ingen kommentarer til vores konkrete afsløringer.
Wizz Air er kun begyndelsen
Nu sidder du måske og tænker, at vilkårene hos Wizz Air kun gælder rumænere, ungarere og andre østeuropæere. Eller til nød ansatte i flybranchen. Men her er det kedelige budskab: Usikre vilkår vinder frem overalt i disse år og kan ramme os alle. Faktisk arbejder mere end fire ud af ti i Europa ikke i faste fuldtidsjob.
– Der er en klar tendens til, at man bevæger sig væk fra ansættelser i traditionelle fuldtidsjob, hvor man kender sine arbejdstider og sin løn over en længere periode. Det er et fænomen, vi kender ikke bare fra flybranchen, men også fra detailhandel, byggeri og flere andre brancher, lyder det fra Jens Arnholtz, lektor ved FAOS på Københavns Universitet.
En af de ansættelsesformer, der vinder frem i stor stil i disse år, er de såkaldte 0-timers kontrakter. Her har man godt nok en kontrakt med en arbejdsgiver. Men man er ikke sikret et fast timetal og kan dermed ikke vide sig sikker på overhovedet at have en indtægt.
Jens Arnholtz peger på EU’s indre marked som en af årsagerne til den store forandring. Det har nemlig skabt en stor grad af liberalisering og deregulering, fordi varer og arbejdskraft skal flyde frit mellem landene.
– Det hjælper forbrugerne, men arbejderne kommer ofte i klemme, siger han.
Tilbage i Bukarest er det med stor bitterhed, at Costache Lucian kigger tilbage på sine syv år i Wizz Air:
– Jeg følte mig aldrig værdsat. Der var ingen, der viste respekt. Jeg kæmpede i mange år. Men vi løb panden mod en mur. Jeg føler mig udnyttet. Det var den værste beslutning i mit liv at give mit bedste til den virksomhed.