Etablerede politikere over hele Europa jubler over midter-politikeren Macrons sejr i Frankrig. De »glemmer« franske vælgeres sociale protest – ligesom danske politikere »glemte« folketingsvalget i 2015.
EU-kommissærer, statsministre og deslige er ellevilde. Den midtsøgende og EU-begejstrede Emmanuel Macron vandt en overbevisende sejr over nationalpopulisten Marine Le Pen og bliver Frankrigs nye præsident.
Politikere og lederskribenter svømmer over i jubel. Måske skulle de bruge bare fem minutter på understrømmene i det franske valg:
Med over en tredjedel af stemmerne opnåede Marine Le Pen det bedste resultat nogensinde. Hun fik 63 procent af arbejdervælgerne og 44 procent blandt de unge, der er hårdt ramt af arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter. Le Pen vandt i store dele af det nordøstlige Frankrig – i gamle socialistiske arbejderdistrikter med lukkede industrier og høj ledighed.
Massivt oprør
Støtten til Le Pen handler således om langt mere end indvandring. Det bunder også i et økonomisk program, der vil genskabe franske produktionsjob, kontrollere bankerne og stoppe sociale nedskæringer. Under Marine Le Pen er Front Nationale i stigende grad blevet et indvandrerfjendtligt socialdemokrati.
Den sociale protest er en forlængelse af præsidentvalgets 1. runde, hvor franskmændene kunne vælge mellem flere kandidater. Hér stemte næsten 45 procent på Le Pen eller venstresocialistiske kandidater, der også er kritiske over for EU og vil en anden økonomisk politik. Det underprivilegerede Frankrig gjorde massivt oprør, og dét bliver et stort problem for Macron.
Giver pokker i menigmands levevilkår
Alt for ofte reduceres oprøret mod eliterne til højrepopulistisk modstand imod indvandring. Det snævre syn er formet af velbjærgede meningsdannere, der elsker at diskutere EU og indvandring, men giver pokker i menigmands levevilkår.
Resultatet er, at vælgernes protest imod utryghed og ulighed går i glemmebogen. Vi så nøjagtig det samme efter det danske folketingsvalg i 2015:
Valget var et politisk jordskælv, hvor Dansk Folkeparti blev landets næststørste, og der var massiv fremgang til Enhedslisten og det nystiftede Alternativet. Alligevel fortsatte de etablerede partier på Christiansborg som om intet var hændt.
Rekordhøj mistillid til politikere
Siden har valgforskerne tegnet et præcist billede af den sociale protest. Mistilliden til politikerne er rekordhøj, og den bunder ikke mindst i voksende utryghed blandt mange danskere. Tag tallene for 30-59-årige med indkomster under 200.000 kroner – typisk folk på overførselsindkomst eller i lavtlønsjob – der hårdest mærker hullerne i det sociale sikkerhedsnet. 34 procent stemmer på DF og 36 procent på Enhedslisten, Alternativet og SF.
For velbjærgede meningsdannere er det afgørende såkaldt »værdipolitik«, hvor højre- og venstreliberale fører højpandede debatter om EU, indvandring, populisme m.v. For arbejder- og middelklassen er det afgørende noget langt mere jordnært: trygheden – jobbet, dagpengene, pensionerne, levevilkårene. Hvis de etablerede blæser på trygheden, så prøver vælgerne noget nyt – i Frankrig og i Danmark.
