Når der er kistebegravelser på Nibe og Vokslev Kirkegårde, følger gartner og konstitueret kirkegårdsleder Christina Pedersen bekymret med fra sidelinjen.

Selvom der er lagt plader ud omkring hullet, frygter hun simpelthen, at den gennemvåde jord vil skride, så de seks personer, som bærer kisten, risikerer at ryge med ned. 

- Det er utrygt og ubehageligt at overvære, når der pibler vand ud fra siderne i en udgravning. Jeg bryder mig ikke om det. En begravelse eller bisættelse skal være en smuk mindestund. Det skal ikke være sådan, at folk pludselig står i mudder til anklerne, siger hun.

Normalt bliver hullet til en kiste gravet dagen før begravelsen. Men ekstreme mængder regn har betydet, at Christina Pedersen og hendes kollegaer i flere tilfælde også har måttet grave ud på selve dagen samt stive sider i grave af med ekstra brædder og pumpe vand væk med en dykpumpe.

Tager ingen chancer

I februar blev et gravsted spærret af flere dage efter begravelsen og jordpåkastelsen. Fordi det havde regnet så meget, at der var en reel fare for, at pårørende, som ville lægge en buket, ville synke i. 

- Når du har kastet jord på et cirka 170-175 centimeter dybt hul, og det har regnet meget, er jorden meget ustabil. Det er lige som at træde i mudder eller kviksand, siger Christina Pedersen.

LÆS OGSÅ: Byggebosser i vandkamp: Klimaforandringer driller byggeriet

I vinter og i begyndelsen af i 2024 har flere gravsteder på Nibe og Vokslev Kirkegårde været oversvømmet. Kirkegårdens personale tager derfor ingen chancer.

- Vi vil ikke løbe nogen risici. Det etiske skal være i orden. Hvis vi vurderer, at en grav er for ustabil, kan vi blive nødt til at sænke kisten ned på nogle bænke. Så kan jordpåkastelse og den kirkelige handling ske der. Så må vi bagefter sørge for, at kisten bliver sænket i jorden, siger Christina Pedersen.

Nødvendigt at grave render

Også på Haslev Kirkegård er der problemer. Så sent som i lørdags skred jorden i et hul, der var blevet gjort klar til en kistebegravelse.

- Præsten måtte sige til de pårørende, at det muligvis ville sige “svup”, når kisten blev sænket ned, men det skete heldigvis ikke, siger Jytte Hansen, gartner, kirkegårdskontor- og kordegneassistent og 3F-tillidsrepræsentant på Haslev Kirkegård. 

I Haslev har dele af kirkegården været fuldstændig dækket af vand, så det var nødvendigt at grave render for at forsøge at lede det væk.

I samarbejde med kommunen er kirkegården i gang med at se på mulighederne for at dræne.

- Det bliver en bekostelig affære, siger Jytte Hansen.

3F følger problematikken nøje

I en Facebook-gruppe for Landsbrancheklubben for Kirke- og Kirkegårdsansatte i 3F fortæller flere om lignende oplevelser og problemer rundt om i landet.

Blandt andet at en urnegravplads på Midtsjælland for tiden står under vand. Samt at man på nogle kirkegårde er begyndt at frede gravsteder i 50 år i stedet for 30 år og urnegravsteder i 15 år i stedet for ti. Fordi de øgede mængder nedbør giver udfordringer, og lerjord forsinker den naturlige proces.

- Vores kirkegårdsgartnere er stolte af deres fag og sætter en ære i at behandle pårørende og afdøde med den største respekt og professionalisme. Når klimaforandringerne besværliggør denne proces, så ser vi med stor alvor på problematikken og følger det nøje, siger Louise Røssell Wredstrøm, formand for Landsbrancheklubben for Kirke- og Kirkegårdsansatte og forhandlingssekretær i Den Offentlige Gruppe i 3F.

Tingene skal være i orden

Der er mange følelser forbundet med den sidste afsked. Og vand eller ej. Tingene skal gøres på en ordentlig og etisk forsvarlig måde, fastslår Peter Winther Degn, gravermedhjælper ved Borup Kirke i Borup-Kimmerslev-Nørre Dalby pastorat på Sjælland.

- Så, hvis det er nødvendigt i regnfulde perioder, ligger jeg på mine knæ og tømmer hullet til en urne for vand, ti minutter før de pårørende kommer, siger han.

Selvom de øgede mængder nedbør kan resultere i halvfyldte huller til kister og urner, påpeger Peter Winther Degn, at de afdøde eller deres pårørende i forvejen har gjort op, om de skal i jorden i en kiste og blive “spist af orme – eller brændes i en 1.100 grader varm ovn”.

- Nogle tror, at hvis de kommer hel i jorden, kommer de op igen som en blomst eller tidsel. Så skal de ikke brændes. Andre vil hellere kremeres og nedsættes i en urne i en græsplæne, hvor der ikke er noget at vedligeholde for de efterladte. Der er lidt for enhver smag. Det vigtigste er, at det ikke bliver for poppet, og at alle kommer værdigt herfra, siger han.