Statsministeren grifler i disse dage løs på årets nytårstale, hvor han skal kigge tilbage på året, der gik og frem mod det nye. 2016 har været præget af et langt politisk kaos omkring regeringen, men Løkke er kendt for at være en mester i at pynte på virkeligheden, så mon ikke Løkke nok skal få fremstillet det hele i et positivt lys. Fagbladets blogger Rasmus Jønsson bringer derfor her den ærlige version af nytårstalen, sådan som Løkkes politiske virkelighed ser ud, før han har udsmykket den med bunker af pyntegran.

Nytårstale 2016

Godaften. 2016 har været et forfærdeligt år for regeringen. Personligt har jeg brugt det meste af min vågne tid på at kæmpe for at beholde nøglerne til Statsministeriet. Resten af tiden er gået med at lave besparelser, så regeringen kan få gennemført skattelettelser til den rigeste del af befolkningen.

Regeringens problemer begyndte allerede i starten af året. Her skulle vi gennemføre det politiske udspil, som Bæredygtigt Landbrug havde været så venlige at udarbejde for os. Det var et drøngodt udspil, og landmændene skal have stor tak for indsatsen. Kort fortalt handlede det om, at landbruget skulle have lov til at bruge mere gødning, og vi andre skulle have mere gift i vores drikkevand.

Desværre hoppede de andre partier ikke på de beregninger, som min minister og Bæredygtigt Landbrug forsøgte at få det til at glide lettere ned med. Det hele endte med det, der kan kaldes en gordisk knude. Pludselig ville de Konservative fyre min minister. Det gjorde mig så godt gammeldags rasende, at jeg - som de fleste danskere gør, når de er sure - smuttede på Facebook for at råbe i den store mikrofon. Her meddelte jeg De Konservative, at hvis de ikke droppede deres krav om fyring, ville jeg udskrive valg!

Borgerligt slagsmål

Men meningsmålingerne var så dårlige og min lyst til at bevare magten så stor, at jeg droppede valget. Som bekendt måtte jeg skille mig af med Eva Kjer Hansen, og det var selvfølgelig ikke sjovt. Men det gjorde faktisk mere ondt at tabe til Søren Pape, som plejer at bokse i fjervægtsklassen. Langt væk fra den sværvægtsklasse, som Borgens bedste politiske håndværkere – altså undertegnede - tilhører.

Efter balladen med De Konservatives var stemningen i blå blok anstrengt. Og lige da jeg troede, at det ikke kunne bliver værre, begyndte Anders Samuelsen manisk at råbe ”topskattelettelser eller valg”, hver gang han så en journalist. Alt det råberi gjorde det fuldstændig umuligt at lave politik i foråret. Derfor skubbede jeg alle store politiske beslutninger til efteråret.

Pisk til de fattige og gulerod til de rige

Som det nok er gået op for de fleste, er Venstres politik bygget op om to grundlæggende principper. Det første princip handler om, hvordan man får danskerne til løbe længere på literen. Og det er meget enkelt. De fattige skal piskes, mens de rige skal have gulerod. Det andet princip handler om, at skal der i fremtiden være råd til skattelettelser til de rige, er det nødvendigt at skære i velfærdssamfundet.

De principper fik jeg fint indarbejdet i hele den store plan, jeg præsenterede danskerne for efter sommerferien. Min såkaldte 2025-plan handlede bl.a. om at forringe dagpenge, efterløn og SU’en og skære i uddannelse, kulturen og på u-landsbistanden. Kun på den måde kunne der blive skattelettelser til den rige del af befolkningen. Altså snorlige borgerlig politik.

Selvom jeg også denne gang var klar til at tage et valg, hvis jeg ikke kunne få planen vedtaget, var det politiske klima så dårligt og mine egne forberedelser så ringe, at jeg ikke engang kunne få partierne skubbet ind i forhandlingslokalet. Derfor må min 2025-plan nok betegnes som en af de største politiske fusere i nyere tid og for at undgå, at den udløste et valg, måtte jeg lynhurtigt droppe den.

Det store politiske efterår, der ellers var lagt op til, blev afløst af en sand overlevelseskamp. Derfor har jeg sluttet året af med at lave en ny regering, der burde kunne styrke min overlevelsesmuligheder i 2017.

Tak til …

I den forbindelse vil jeg gerne takke Liberal Alliances leder Anders Samuelsen for at være fuldstændig principløs. Først droppede han alle sine ultimative krav med udsigten til en ministerbil. Og da jeg viftede med nøglerne til Udenrigsministeriet, droppede han på et splitsekund store dele af sin politik.

Jeg vil også gerne takke Samuelsen for at have opfundet “mumitrolds-politikeren”. At man som politiker kan mene det ene, når man er sammen med regeringskollegerne, og så forvandle sig og mene det modsatte, når man er sammen med partikollegaerne, er et hylende morsomt påfund. Og vi skal huske på, at vi kun har det sjov, vi selv laver. Spørg bare Bertel Haarder om det!

Jeg vil også gerne takke Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl for et godt samarbejde i det forgangne år. Jeg er klar over, at Kristian Thulesen Dahl og hans partimedlemmer har haft et travlt år med bestyrelsesarbejde i EU og med at brænde enorme mængder EU-midler af.

Men der skal ikke herske tvivl om, at jeg anser Kristian Thulesen Dahl for at være en hædersmand, ikke mindst fordi han er den eneste på Christiansborg, der i 2016 ikke har haft travlt med at få mig vippet mig ud af Statsministeriet. Det er, som om han er mere optaget af at være populær blandt vælgerne, end at få nøglerne til Statsministeriet. En tankegang, jeg på ingen måde kan forholde mig til.

En tak skal der også lyde til mine medarbejdere i Statsministeriet. Ikke mindst til mine dygtige spindoktorer, der har fundet ud at det geniale i at sætte ”loft” og ”stop” efter al den politik, der er målrettet til de mindre ressourcestærke grupper. Jeg kan love danskerne, at regeringen i det nye år vil præsentere endnu mere politik, der rimer på uddannelsesstop og kontanthjælpsloft. For i et ellers jammerligt 2016 har et par af de få højdepunkter været at få svunget pisken over dem, der konstant flår pengene op af de riges lommer.

Godt nytår!