113 år efter at Kvindernes Internationale Kampdag blev stiftet i København, støder kvinder stadig ind i fordomme og modstand, der skal bekæmpes, lyder det fra tre unge 3F’ere.

Simone Olsen, i gang med at uddanne sig til bygningsstruktør. FOTO: Linda Johansen

Simone Olsen, i gang med at uddanne sig til bygningsstruktør, 20 år.

- Hvad er det største ligestillingsproblem i Danmark med dine øjne?

- Vi skal finde en anden måde at se på kvinder og mænd på. Hele kulturen. For nogle er en kvinde stadig bare hende, der står i køkkenet. Men en kvinde og mand kan være mange ting – de er ikke bare de her traditionelle roller. Det er jo en stor ting at ville ændre, men jeg synes, at måden, vi ser hinanden på, stadig kan blive bedre. 

- Hvordan har du oplevet at blive set med andre øjne på dit studie eller arbejde på grund af dit køn?

- Da jeg startede på grundforløb 1 på skolen, mødte jeg en af mine gamle skolekammerater. Da han fik at vide, at jeg skal være betoner, kiggede han helt mærkeligt på mig og spurgte: Skal du ikke være sygeplejerske? Han så mig og gik automatisk ud fra, at jeg passede i et omsorgsfag, men det er slet ikke mig. 

- Først grinte jeg lidt indeni, men samtidig fik jeg tanken: Hører jeg ikke til her? Men det gør jeg, for jeg elsker mit arbejde, og den måde mine kollegaer tager imod mig. Det er en lille familie, man får, og de er der, når man har brug for dem. Det kan godt være, at betonarbejdere er hårde udenpå. Men indeni er det kærlige mennesker, der bare har et hårdt arbejde, hvor man har brug for en hård skal for at klare det.

- Hvordan kan du mærke, at du har et andet køn end de fleste af dine kollegaer?

- Det er ikke altid, man får lov til gøre det samme som mændene. Mange mænd har et syn på kvinder om, at de er sådan nogle små “pussenusser”. Og for nogle er det svært at lade kvinderne bære lige så tunge ting som mændene, selvom vi må bære lige meget. Og så kan man hurtigt blive tilsidesat, selvom der er nogle opgaver på arbejdet, man gerne vil være en del af. Der vil jeg personligt gerne vide, at jeg kan spørge om hjælp, hvis jeg har brug for den. Men også at folk forstår, at jeg vil ikke have hjælp, før jeg beder om det. Jeg kan sagtens selv.

Negin Igderi, tillidsrepræsentant for 16 medarbejdere på Adina Apartment Hotel Copenhagen FOTO: Joachim Rode

Negin Igderi, tillidsrepræsentant for 16 medarbejdere på Adina Apartment Hotel Copenhagen, 30 år.

- Har du selv oplevet problemer på dit arbejde i forhold til ligestilling?

- Da jeg lige var begyndt på hotellet, kom en beruset stamgæst og klappede mig bagi og spurgte, ”om jeg ville hjem og gøre rent i nat”. Jeg gik helt i stå. Det var vildt grænseoverskridende. Heldigvis var min kollega lynhurtig til at tage over.

- Men jeg har også oplevet at stå sammen med min kvindelige køkkenchef og få at vide af en oprevet gæst, at ”de godt lige ville tale med chefen”. Altså underforstået, at der må være en mandlig chef. Man kan blive talt til på en bestemt måde og i en bestemt tone, alene fordi man er kvinde. Med tiden er jeg blevet bedre til at tackle det, men man skal huske på, at for unge kvinder er det altså starten af deres arbejdsliv, der begynder på den måde.

- Hvad ser du som det største ligestillingsproblem anno 2023?

- At kvinder grundlæggende ses som mindre værd. Nu har jeg selv en forælder fra Iran, og hér er situationen jo sådan, at du ikke kan få et job, fordi du er kvinde – og har du endelig et job, sidder der en mand og dikterer, hvor høj din løn er, hvordan du skal tale, hvordan du går klædt. Kvinden er altid det svageste led – den nemmeste at skubbe ud af samfundet. Fordi der sidder en magtelite af mænd. Det er for mig den store kamp.

- Er der en overset kvindekamp i dine øjne?

- At der er manglende fokus på, hvordan vi adresserer kvinder. Det ligger så dybt i vores sprogbrug og kultur, at ting om eksempelvis kvinders udseende stadig bliver slynget ud og anset som normalt og okay. Der er også en forudindtaget opfattelse af, hvad kvinder kan og ikke kan. Der er nogle uønskede egenskaber klistret til dét at være kvinde, og det virker som nogle kampe, kvinder selv må tage, hvilket er helt urimeligt.

Laura Feline Ebbesen, uddannet tækkemand og arbejder som selvstændig. FOTO: Tor Birk Trads

Laura Feline Ebbesen, uddannet tækkemand, arbejder som selvstændig og er Boss Ladies-ambassadør, 26 år.

- Har du selv oplevet problemer under din uddannelse i forhold til ligestilling?

- Jeg har fået fortalt, at kvinder ikke var fysisk stærke nok til at være tækkemænd, at kvinder ikke hører til i byggebranchen, og der har været særlige forestillinger om, hvilke fritidsinteresser jeg har, fordi jeg er kvinde. Jeg kan for eksempel godt have svært ved at sige nej til meget fysisk krævende opgaver ude på en byggeplads. Jeg vil gerne passe på mig selv, men hvis jeg siger nej, bliver jeg ofte konfronteret med en fordom om, at jeg ikke er fysisk stærk nok til at være tækkemand. Så jeg har ofte følt, at jeg skulle bevise noget.

- I starten var jeg bange for, at det var mig selv, som var skyld i problemet. Men nu har jeg indset, at det ikke er, fordi jeg har gjort noget. Problemet er, at nogle folk har haft fordomme om mig på baggrund af mit køn.

- Hvad oplever du som det største ligestillingsproblem i forbindelse med dit arbejde?

- Jeg synes, at det største benspænd for ligestillingen i byggebranchen er fordomme. Jeg kan godt få følelsen af, at jeg som kvinde er alt det, som mændene ikke må være. Jeg snakker med mine venner om mine følelser, jeg er vegetar, og jeg går til kulturarrangementer i weekenden. Hvis en mand gjorde det samme, ville han også få hug for det, men det ville ikke handle om hans køn. Jeg har ofte fået at vide, ”det er jo bare, fordi du er kvinde, og sådan er I”, hvis jeg har gjort noget, der falder uden for normen.