Hun vågner stadig midt om natten med tankemylder og uro i kroppen. Høje lyde får hende til at fare sammen. Og for mange ting i kalenderen slår hende helt ud.

For sårene efter alle de opgaver, der hobede sig op på jobbet på handicapcentret og til sidst væltede den nu 65-årige Lisa Banke omkuld, er slet ikke helet endnu.

Men én ting gør det hele lidt lettere: At Lisa Banke har fået en erstatning og ikke mindst myndighedernes ord for, at dét, hun var udsat for, var for meget og derfor førte til en såkaldt “belastningsreaktion”.

- Det er så dejligt at være kommet i mål og at få bevis for, at der var noget på arbejdet, der ikke var i orden. Det kan godt lade sig gøre at tage kampen op, og prøver du ikke, vinder du ingenting. Jeg er lige nu bare så glad og stolt over at have vundet, fortæller Lisa Banke.

Det hobede sig op

Sejren for Lisa Banke ligger i, at hendes psykiske arbejdsskade er blevet anerkendt hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES.

Dét sker yderst sjældent, for det er meget svært at få myndighedernes blåstempel af, at et psykisk knæk er sket på grund af arbejdet.

Det sker faktisk kun for omkring fire-fem procent af de psykiske arbejdsskader, der meldes ind til AES, hvis man fratrækker krigsveteraner.

I Lisa Bankes tilfælde er det oplevelser på jobbet, der hober sig op gennem en årrække, der knækker hende.

Med 40 års erfaring som omsorgsmedhjælper på det lokale handicapcenter er hun ellers rustet til fingerspidserne. Men som årene går trækker flere og ting ved arbejdet i den forkerte retning.

- Det er så dejligt at være kommet i mål, og at få bevis for, at der var noget på arbejdet, der ikke var i orden. FOTO: Kristoffer Juel Poulsen

- Jeg fik flere og flere pligter oven i min vagt. Så skulle man også lige gøre rent og smøre mad. Så fik vi måske pludselig et større område at holde øje med, og så bliver tiden jo presset. Hele tiden skulle vi prioritere, og det er jo ikke dét, man når, der stresser én, men alt det man ikke når. Man kæmper jo videre – man er jo pligtopfyldende – men det er bare svært, fortæller Lisa Banke.

Oven i dét bliver beboerne, som Lisa Banke og kollegaerne skal passe, pleje og holde øje med, stadigt mere krævende.

- De blev mere og mere udadreagerende. Det var mere og mere vigtigt, at man kunne læse deres signaler. Og dér fik jeg i hvert fald ikke den uddannelse og oplæring, der var behov for. Så ja, der var situationer, hvor jeg blev overfaldet. Det sætter sig også i kroppen, fortæller Lisa Banke.

Og oven over det hele svæver en ledelse, der ikke er lydhør.

Kollegaerne er den evige støtte

Dét eneste, der til hver en tid får Lisa Banke til at ranke ryggen og gå glad på arbejde, er kollegaerne. For når man arbejder med mennesker og møder hinanden i alle døgnets timer får man et helt specielt forhold til hinanden, siger hun.

- Man bakker hinanden op, støtter hinanden og hjælper, når der er behov. De har været kanongode hele tiden, og de har også været helt fantastiske i forhold til at støtte mig, da jeg fik det svært. Jeg havde aldrig klaret det uden deres store opbakning, siger Lisa Banke. 

Lisa Banke får det svært i slutningen af 2019, og tegnene begynder først at vise sig på hjemmefronten. Hendes mand lægger mærke til, at hun er træt hele tiden. Hun sover og sover. Hun kan ikke overskue de samme ting længere. Der skal ingenting til, før hun begynder at græde.

- Det var som et tårn af klodser, man bygger – pludselig vælter det bare, siger Lisa Banke.

For Lisa Banke sker det efter en måneds sygemelding, som egentlig er en periode, hun forventer at rejse sig fra hurtigt. Da hun kommer retur til jobbet, er det i en anden afdeling, hvor hun er i seks uger.

Men en nat falder klodserne til jorden med et brag.

- Jeg kunne bare pludselig mærke det i kroppen. Kroppen sagde fra. Det var sådan en ubehagelig følelse. Jeg var utryg, jeg kunne ikke forsvare det over for mig selv eller for borgerne. Men jeg vidste bare med mig selv, at dét her var den sidste vagt. Jeg kunne aldrig vende tilbage igen.

3F kommer ind i sagen

Herefter går tingene hurtigt. Lisa stressmeldes i januar 2020, og ad omveje får hun oplyst, at med dén alder, hun har – 61 år – kan hun søge seniorpension, så hun ikke behøver at arbejde mere. 

Da den lokale 3F-afdeling i form af socialrådgiver Lisbeth Byg fra 3F Østfyn kommer ind over, finder hun hurtigt ud af, at ansøgningen om seniorpension, som Lisa Banke har sendt afsted til kommunen, har store mangler.

Lisbeth Byg får jobcenteret til at trække den tilbage og ser på Lisa Bankes arbejdshistorik med en skarp lup. Hurtigt tegner sig et mønster med store arbejdsbelastninger over lang tid, som i Lisbeth Bygs optik kan give psyken et knæk.

Og da hun via egen læge får Lisa Banke henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik, er de helt enige:  

- Arbejdsmedicinsk Klinik laver en fantastisk god beskrivelse af Lisas skader, de indhenter fyldig dokumentation og anmelder det også som en arbejdsskade. Så det bliver en meget professionel tilgang til problematikken, som heldigvis kommer Lisa til gavn, fortæller Lisbeth Byg.

Men uroen i kroppen er der stadig

I august 2020 får Lisa Banke tilkendt seniorpension, og i efteråret 2023 får hun Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings ord for, at hendes psykiske sår skyldes arbejdet – og at de aldrig heler helt igen. 

Og så er vi retur ved start.

For godt nok er arbejdsnøglerne for evigt afleveret, og seniorpension og erstatning har givet Lisa Banke en økonomisk bund, der gør, at hun og hendes mand ikke kommer til at mangle noget.

Men uroen i kroppen, tankemylderet og begrænsningerne i hverdagen er der stadig. 

- Jeg prøver så vidt muligt at få en god hverdag. Stille og roligt. Jeg er kommet mange skridt videre siden 2020, men hvis jeg får for mange udfordinger, så tilter det stadigvæk, fortæller Lisa Banke.

Mest af alt fylder det lige nu at sende sin taknemmelighed afsted til de tidligere kollegaer.

- De har skaffet dokumentation til min sag, støttet mig og besøgt mig i hele perioden. Det er guld værd, siger Lisa Banke, der også sender guldhjerter afsted til Lisbeth Byg i 3F Østfyn.

- Hun har bakket mig op og vist mig, at det kan lade sig gøre at vinde en sag om psykiske arbejdsskader, selvom alle siger “lad vær”. Jeg håber, at flere får modet til at kæmpe på samme måde.

Lisa Banke ønsker ikke, at navnet på hendes tidligere arbejdsplads kommer frem. Fagbladet 3F er bekendt med arbejdspladsens navn.