Der er et spørgsmål, journalisterne altid stiller, når vi starter forhandlingerne med arbejdsgiverne om fornyelse af vores overenskomster. Det lyder sådan her: ”Hvad er det vigtigste for jer at få hjem?”

Det gentog sig i dag, da jeg og de andre forhandlere fra 3F Transport var til pressemøde hos DI for at skyde forhandlingerne på transportområdet i gang. Det nemme svar er, at vi ikke er alene om at bestemme. Vi skal blive enige med arbejdsgiverne. I første omgang med DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad, og hans hold.

Men her i 2017 er der en tydelig rød tråd, når det gælder ønsker, krav og forslag, der er kommet fra chauffører, lagerarbejdere, sømænd, reddere, havnearbejdere og bude. Og det er politikernes skyld. I 2006 vedtog Folketinget det, de valgte at kalde ”velfærdsreformen”. Den har ikke ret meget med personlig velfærd at gøre. For det er den reform, der sætter pensions- og efterlønsalder op. Fra 60 til cirka 70 år.

I 2010 vedtog politikerne den såkaldte dagpengereform. Det var den, der halverede dagpengeperiodens længde fra 4 til 2 år. I 2011 vedtog et politisk flertal at rundbarbere efterlønnen og skære perioden med efterløn ned til 3 år. Og her forleden fortsatte samme melodi i statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale. Han mindede os om den såkaldte 2025-plan og hans ønske om at sætte pensionsalderen i vejret endnu hurtigere end planlagt.

Hårde reformer oven i krise

Det er ellers gået stærkt nok med indgreb på indgreb inden for de sidste 10 år. Oveni har syv af årene været præget af dyb økonomisk krise. Med fyringer og med arbejdsløshed og tabte job.
Og hvad har det så med vores forhandlinger om nye overenskomster med DI, Dansk Erhverv og de øvrige arbejdsgivere at gøre? Jo. Politikerne og deres indgreb - eller reformer, som det kaldes - spøger i de ønskesedler med krav og forslag, vi har fået via vores tillidsfolk og 3F-afdelinger.

Vores medlemmer ønsker en tryghedspakke, der kan lappe på de huller, politikerne har skabt. For politikerne har udhulet efterlønnen og hævet pensionsalderen. Uden at tage højde for dem, der har fysisk krævende job. Derfor ønsker 3F’erne udbyggede og solide seniorordninger, så de kan holde til at blive i jobbet i flere år. 

Den teknologiske udvikling går stærkere og stærkere. Og både politikerne og arbejdsgiverne siger, de ønsker faglært og velkvalificeret arbejdskraft. Derfor ønsker 3F’erne at blive klædt bedre på til fremtiden. Gennem ret til uddannelse og investeringer fra arbejdsgiverne i at give bedre kvalifikationer løbende og gennem hele arbejdslivet.

Globalisering og social dumping fylder i de fleste brancher. Og udlicitering til underleverandører svækker aftaler og vilkår. Derfor ønsker 3F’erne at få en bedre sikring mod fusk og ringere arbejdsvilkår gennem skarpere regler og medvirkeransvar i hele kæden. Også når der udliciteres opgaver og job.

Vi skal sikre realløn og købekraft

Eller sagt med andre ord: Vi er blevet bedt om at gå efter resultater, der retter op på politikernes indgreb og reformer. Derfor handler forhandlingerne om andet og mere end løn. For som mange af vores medlemmer beskriver det: Hvad er lønnen værd, hvis man ikke har et job, hvis man ikke kan holde til sit arbejde mere, eller hvis man ikke har de nødvendige kvalifikationer til at få et nyt job.

Det kommer vi til at diskutere og finde løsninger på. I første omgang inde ved bordet hos Karsten Dybvad og DI’s forhandlere. Vi går efter at genskabe trygheden. Det kan Karsten, DI og de øvrige arbejdsgivere være helt trygge ved. Og nu vi er ved tryghed: Så ønsker 3F’erne på transportområdet naturligvis også tryghed om lønnen.

Siden seneste fornyelse af overenskomsterne i 2014 er reallønnen steget år for år. Nu er krisen helt overstået. I hvert fald, hvis man skal tro politikerne og økonomerne. Der er gang i maskiner, lagre og hjul. Og det betyder, at der er udsigt til, at priserne igen vil begynde at stige mere. 

Det samme går jeg og vores forhandlere efter, når det gælder lønnen. Vi skal sikre realløn og købekraft. Men også, at der bliver lidt mere end det! Det mener de fleste chauffører, havnearbejdere, sømænd, lagerarbejdere, reddere og bude, at de har fortjent, fordi de har holdt igen under krisen. Det er svært at være uenig med dem i.