3F's forbundsformand Per Christensen mener, at arbejdsgivere skal kunne gøres ansvarlige, hvis de ikke gør noget ved sexchikane
“Vi finder os ikke i sexchikane”, sang Shu-bi-dua lidt muntert i 1992. Men det gør vi alt for ofte, også i 2016. Og det er langt fra i orden.
Fagbladet 3F beskriver i dette nummer, hvordan kvinder i alle aldre og på mange forskellige måder udsættes for uønskede berøringer, tarvelige kommentarer og tæt på korporlige overgreb.
Det er ikke snak fra omklædningsrummet, som for eksempel Donald Trump prøvede at bagatellisere sin primitive tone med i den amerikanske valgkamp. Det er direkte seksuelle opfordringer og vurderinger af kvinders former. Eller mangel på samme.
Det er en pinlig kultur, som vi desværre stadig ikke er kommet til livs.
En ny undersøgelse, som Fagbladet 3F har fået lavet, viser, at over halvdelen (57 procent) af kvinder mellem 18 og 35 år har været udsat for sexchikane. Over halvdelen!
I 2014 viste en europæisk undersøgelse, at Danmark indtager førstepladsen over lande i Europa, hvor flest kvinder inden for de seneste 12 måneder havde været udsat for sexchikane.
Tidligere på året besluttede 3F at gå sammen med en række andre fagforbund i kampen mod sexchikane på de danske arbejdspladser.
For udbredelsen af sexchikane (mænd krænkes også) bliver ikke mindre. Snarere tværtimod, tyder undersøgelsen på.
3F vil arbejde for, at arbejdsgiverne pålægges et erstatningsansvar, hvis arbejdsgiveren kunne have gjort noget for at forhindre sexchikanen. Desuden skal godtgø-relsesniveauet til ofrene, som de sidste 20 år har ligget på cirka 25.000 kroner, hæves.
Vi vil også søge at påvirke politikerne til en anden retstilstand, så det bliver nemmere at føre sexchikanesagerne ved domstolene. Endeligt skal medlemmerne klædes bedre på til at opsamle beviser og sige fra over for sexchikane.
Det er svært at føre og vinde sager om sexchikane. Ofte sker overgrebene, uden at andre er til stede. Derfor er det svært at løfte bevis for, hvad der er sket. Og mange ofre vælger at bide det i sig, måske finde et andet arbejde. På en eller anden måde accepterer de uretfærdigheden og den primitive kultur.
Vi har alle sammen et ansvar. Ikke bare for at opføre sig ordentligt og vise hinanden den respekt og værdighed, vi ønsker for os selv. Men også for at sige fra, hvis vi oplever, at nogen udsættes for sexchikane. Mange ofre fortæller, at ingen rigtig gør noget. Man står og ser på, ligesom skolegårdens mobning.
Det bør vores politikere gøre no-get mere ved. Den, der tier, samtykker!
