Et tættere samarbejde mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har været undervejs længe. Begge partier må tage hensyn til deres vælgere – de faglærte og ufaglærte.
På Christiansborg tales der meget om “signaler”. Det er et signal af de mega-kraftige, når S-formand Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl nu via Fagbladet 3F bebuder et tættere samarbejde.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at dobbeltinterviewet ikke finder sted i en af de store middelklasse-aviser, men i et af fagbevægelsens medier. Kloge-Åger hævder, at klassekampen er slut, og at sociale klasser ikke længere betyder noget i politik. Sådan noget sludder. Partierne har rødder i vidt forskellige samfundsgrupper, og det er toppolitikerne bevidste om.
Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er Danmarks to store arbejderpartier. Ved sidste valg fik de hver omkring 30 procent af arbejderstemmerne, og det må de nødvendigvis tage hensyn til.
DF’s dilemma
DF har længe befundet sig i et dilemma. De kan samarbejde med Venstre og Lars Løkke Rasmussen om udlændingestramninger, men udfordres af VLAK-regeringens nyliberalistiske politik. At hæve pensionsalderen for at give de velbjærgede lavere topskat, vil ramme hårdt blandt DF’s vælgere. Det tager Kristian Thulesen Dahl nu konsekvensen af.
Den sociale konflikt kløver også “rød” blok. Historisk var De Radikale en spøjs blanding af skolelærere og husmænd, men i de seneste årtier er det blevet et udpræget akademikerparti. De Radikale skærer med glæde i efterløn og pension for at poste penge i universiteter og løjerlige kulturprojekter.
Under Thornings regeringer bøjede S sig for De Radikale og Finansministeriets regnemodeller. Med Mette Frederiksen følger Socialdemokraterne en mere klassisk linje, der er bedre i pagt med vælgerne. Og hvad enten drømmere på venstrefløjen kan lide det eller ej: Der kan kun samles flertal i Folketinget for tryghed og social genopretning sammen med DF.
Rent lir
Det nye parløb har været længe undervejs. De to tidligere partiformænd - Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard - kunne ikke døje hinanden. Hér er der langt bedre kemi mellem Frederiksen og Thulesen Dahl. Samtidig har der i en længere periode været regelmæssige møder mellem strateger og ordførere for S og DF.
Journalisternes snak om et egentligt S-DF-regeringssamarbejde er rent lir. Det sandsynlige scenarie efter næste valg er en S-mindretalsregering, der krydser sig frem med skiftende flertal i Folketinget. I sociale spørgsmål med DF og venstrefløjen, i andre måske med Venstre.
Ikke desto mindre er de nye signaler bemærkelsesværdige. En national og populistisk protestbølge skyller over Europa. Med S-DF-parløbet omsættes det nu i en alliance mellem en ny tids arbejderpartier. Med pres fra vælgere og fagbevægelse kan det forhåbentlig føre til sociale reformer, i ordets gode gamle betydning.
