Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 146 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 147 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 148 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

På flugt fra Irans præstestyre gik Korosh under jorden i Danmark. Her udnyttede skruppelløse chefer hans billige arbejdskraft og mangel på rettigheder.

FOTO: Joachim Rode

Tårerne løb stadig ned ad Koroshs kinder, da han kom ud fra smøgen, hvor han havde siddet krøllet sammen bag en container. Manden, som for et øjeblik siden havde truet med en kniv og taget 500-600 kroner i kontanter, var på vej væk.

»Jeg tog afsted i det tøj, jeg havde på. Uden pas og penge. Jeg var så bange for politiet, at jeg ikke turde gå tilbage til huset.«

- Korosh

Foran Korosh var den gule mur ind til Assistens Kirkegården i København. Lidt borte holdt en politibil med kabinelyset tændt. Men det var ligegyldigt. Han kunne ikke gå til politiet. Han kunne ikke fortælle, hvem han var.

I stedet gik han langs kirkegårdsmuren. Hjem til værelset på Ydre Nørrebro, som han delte med en kenyaner.

Korosh sov ikke den nat. Han græd.

Det her er Koroshs historie, som han fortæller den. Historien om hans flugt til Europa, der startede med, at han for seks år siden punkterede en båd på den græske side af vandet med et stykke glas, smuglerne havde givet ham.

- Hvis I stikker hul på bådene, kan de ikke sende jer tilbage, havde kurderne fortalt dem. Alle flygtningene var våde af vand. Koroshs båd kunne ikke bære vægten af 18 personer, som på knæene sad stuvet sammen i rækker af tre.

Pærevælling

Til sidst fandt han en kurder, som først tog betaling ved grænsen. Ruten gik over en flod i det nordlige Tyrkiet i stedet for over havet, forklarer han. Et par dage efter ventede han og 150 illegale i baglokalet til en butik, da tre lastbiler kørte op foran huset.

- Vi blev bedt om at stige hurtigt ind, så politiet ikke opdagede os, siger Korosh og forklarer, hvordan turen under lastbilens presenning forvandlede børnefamilier, unge og gamle til en pærevælling af persere, pashtunere, arabere og afrikanere, som søgte nyt liv i Europa. Drevet af krig, drømme og økonomisk elendighed.

Lastbilen slukkede først motoren, da han med resten af gruppen stod i en skov nær grænsen. Mellem de unge mænd fordelte kurderne gummibåde, som skulle bruges, når de nåede floden. De gik til klokken fem om morgenen, før de så Grækenland.

I skovbrynet pustede de bådene op og satte årerne på. 18 mand i hver båd. Der var kun plads, hvis de sad på knæ. Korosh forklarer, at han havde en paddel i den ene hånd og glas til at punktere båden i den anden.

- Vi roede tværs over strømmen. Der var ikke langt. Måske 20 meter. Men vi havde travlt. Båden kunne ikke bære vægten, og vand løb ind over siderne, fortæller Korosh.

På den anden side af floden stak han glasset gennem gummiovertrækket og rev hullet stort nok til, at båden udåndede på bredden.

- Da jeg vendte mig, var alle væk. De var løbet ind i skoven, så snart vi kom i land. Så fra floden gik jeg alene. 

Det varede ikke længe, før Korosh blev forenet med de øvrige flygtninge.

»Vi roede tværs over strømmen. Båden kunne ikke bære vægten, og vand løb ind over siderne«

- Korosh

- Politiet opdagede mig i en af de første landsbyer, jeg kom til. De tog mit tøj, mine penge og mit fingeraftryk og sendte mig til en flygtningelejr. Her låste de mig inde i en celle med 200 andre illegale, siger Korosh.

Han blev tvunget til at søge asyl ved samme lejlighed.

- Ellers havde de sendt mig tilbage til Tyrkiet.

40 dage senere lod de græske myndigheder ham gå fra lejren i Ioannina med tøj, penge og en opholdstilladelse på 30 dage. Korosh fortæller, at en togbillet til Athen kostede otte euro. Her levede han i tre år, til det lykkedes at flygte.

Under Athenes skørter

- Jeg er nok blevet arresteret 20 eller 30 gange i Athen, siger Korosh.

Hver gang samme rutine. Politiet stopper ham. Han prøver med et falsk pas eller ID-kort. Nogle gange æder de løgnen. Andre gange ryger han med på stationen. Nogle gange banker politifolkene ham, fordi han forsøger at lyve. Det koster fem-seks dage på politistationen ikke at have papirer. Så får han et nyt dokument med stempel og ret til 30 dages ekstra ophold. Lidt efter sker det igen, fortæller han.

I begyndelsen af sit græske ophold delte Korosh en lejlighed med fem afghanere.

»Et bad kostede en euro. Jeg var nødt til at springe over, for jeg havde ikke råd.«

- Korosh

- Vi betalte to euro om dagen og en ekstra euro for et bad. Jeg var nødt til at springe badet over, for jeg havde ikke råd, siger han.

I stedet støvede han rundt på gaderne, til en anden iraner skaffede ham arbejde. Officielt skulle han tørre borde af og servere kaffe på en billardcafé.

- Men min opgave var først og fremmest at vise flygtninge videre til de smuglere, som sad ved bordene uden for caféen, forklarer Korosh.

Her kunne illegale købe alt fra flyrejser til en tur i lastrummet på en varevogn afhængigt af tykkelsen på de pengebundter, som konstant skiftede hænder. Smuglerne sørgede også for falske identifikationspapirer, nye nummerplader til stjålne biler og hjemmelavede euro.

- Enten har smuglerne trykkeudstyr til falske pas. De kan lave virkelig gode pas med dit billede pakket flot ind, vandmærke og hele udstyret. Men selvom passet ligner, når du blafrer det foran en tolder ved grænsen, så holder det sjældent til et grundigt eftersyn. Ellers får du fingre i et ægte pas. Det kan være stjålet, men mange EU-borgere sælger gerne til smuglerne. Du kan få 100 euro for et østeuropæisk pas, og mange steder koster det ikke over 20 euro at få et nyt, forklarer han.

Og det er ikke svært at finde et vellignende pas ifølge Korosh.

- Hver smugler har et kartotek på hundredvis af pas. Tilknyttet caféen var omkring 20 smuglere. Du skal nok finde et pas, hvis du trimmer håret eller lader skægget gro, siger han.

»Min opgave var at vise flygtninge videre til de smuglere, som sad ved bordene udenfor.«

- Korosh

Og selvom politiet jævnligt kom på besøg, lykkedes det aldrig at stoppe forretningerne.

- Det er ikke en markedsplads, hvor varerne står udstillet på et bord. Alt er fotograferet og lagt ind på mobiltelefoner. Når du har fundet et pas med vellignende billede, ringer du til det telefonnummer, smugleren giver dig. Herefter kommer en anden med passet. Betalingen og overdragelsen foregår væk fra caféen.

For Korosh var det udover de 10-15 euro i dagsløn en fordel at arbejde i caféen.

- Smuglerne gav mig falske papirer, så jeg kunne vise kvaliteten til caféens besøgende. Jeg har haft over 15 forskellige pas og ID-kort. Det hjalp flere gange til at holde mig ude af fængslet, siger han.

Korosh forklarer, at der var gode penge at tjene på produktionen af falske identiteter.

- Et vellignende pas og en enkeltbillet til Tyskland kostede 3.000 euro. Smuglerne tjente styrtende med penge. En af dem kørte i Jaguar til caféen. 

Flygtende fup-familie

Selvom Korosh klarede sig i Grækenland, var han træt. Træt af politiet. Træt af livet uden opholdstilladelse og rettigheder.

- Der var ingen fremtid i Grækenland. Jeg havde svært ved at sove om natten og var ked af det, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle med livet. Når jeg talte med mine venner og familie i Teheran, lød det heller ikke til, jeg kunne komme hjem foreløbig. Min bror var arresteret. Det var ude af kontrol i de år, så jeg besluttede at rejse videre, siger Korosh.

Målet var England, da han talte sproget. Flere af de gennemrejsende fra caféen skrev også til ham. De levede efter sigende et godt liv nordpå. En af dem kom endda tilbage og besøgte Korosh på caféen. Han havde fået engelsk opholdstilladelse og kunne rejse frit i Europa.

- Det var en drøm ikke at være på flugt konstant. Jeg ville gerne sove roligt om natten, siger Korosh.

Men i takt med nedsmeltningen i det græske asylsystem havde de omkringliggende lande optrappet bevogtningen af grænserne, så det var tæt på umuligt for en enlig mand med mørkt hår at forlade landet.

»Vi nåede ind på færgen, før en mand i uniform løb op på siden af bilen.«

- Korosh

På caféen fik Korosh i stedet kontakt med afghansk kvinde og hendes to børn. Hun havde ingen penge, og hendes mand sad fast på grænsen til Iran. Hun ville gerne til sin familie i Belgien. Korosh købte falske tjekkiske pas til hende, sig selv og børnene.

- Ikke fordi jeg er et godt menneske eller havde mere ondt af dem end alle os andre. Men de var min billet ud af Grækenland, siger Korosh, som også stod for at skaffe en bil til sin nye familie.

- Det var en fed bil. En grå BMW 300 med GPS og kæmpe sound-system. Stjålet selvfølgelig, men med falske plader, siger Korosh.

Ved færgelejet i Igoumenitsa i det nordlige Grækenland lykkedes det den nybagte familie at omgå grænsepolitiet og komme ombord på et skib til Italien.

- Vi fortalte, vi var på ferie og havde kørt hele natten. Nu ville vi sove lidt, før færgen sejlede. Det mindste barn var på armen af sin mor. Den ældste sov på bagsædet. Vi steg ud. De tjekkede vores bil. De tjekkede vores pas. De tilkaldte deres overordnede. Jeg var sikker på, vi var opdaget. Men han kiggede på os, vores pas, vores børn og lod os køre. “Have a nice holiday,” sagde han.

Senere kom færgen. Korosh følte sig usikker. Ville de vente med at anholde ham og afghanerne, til flere passagerer var ankommet? Han havde hørt den slags historier. Grænsepolitiet vil gerne vise, de har tjek på situationen, og så er tilskuere at foretrække.

- Da færgen kom, vinkede de os frem. Vi nåede ind på færgen, før en mand i uniform løb op på siden af bilen. Jeg var sikker på, løbet var kørt. At de ville tage os med på stationen. At jeg havde spildt mine penge på et mislykket flugtforsøg. Det viste sig, jeg var kørt den gale vej ind på bildækket. Den uniformerede mand, som fægtede med armene, var ansvarlig for trafikken på færgen. Han forklarede, jeg skulle bakke ned i den anden ende. 

- Da vi kom ombord på færgen, fik jeg et kæmpe forkølelsessår på læben. Det sprang frem på minutter, fordi situationen stressede mig.

Kort efter ankomsten til Venedig i Italien besluttede Korosh at efterlade bilen.

- Hvis en italiensk politimand stopper en illegal på gaden, får han lov til at gå. Bliver han taget som biltyv, er det mere kompliceret. Jeg lod vinduet på førersædet stå åbent og nøglen sidde i tændingen. Måske andre kunne bruge bilen, siger han.

På togstationen i Venedig sagde han farvel til den afghanske kvinde og steg ombord på toget mod Paris, hvor en iransk kammerat boede under jorden. Et par dage efter besluttede han, at vejen til England gik via lastbilerne i havnebyen Calais.

- Jeg måtte til Junglen, siger Korosh

Welcome to the jungle

Siden 1999 har illegale migranter boet i en uautoriseret flygtningelejr med øgenavnet “Junglen” ved Calais i Nordfrankrig.

På rastepladser og langs motorvejen forsøger de at klatre ombord på lastbiler, som via skib eller tunnel transporterer forskelligt habengut til de engelske øer. På dage med klart vejr kan Englands kyster ses fra den franske side af strædet.

I juni 2016 anslog det franske indenrigsministerium, at 10.000 personer opholdt sig ulovligt i Junglen. Siden krævede den franske præsident, Françios Hollande, lejren lukket og migranterne installeret på over 100 flygtningecentre fordelt udover Frankrig. Lejren er i skrivende stund nedlagt, men det er uvist, om myndighederne kan holde området ryddet for migranter.

»Vi åbnede plastik-overdækket på trailerne med knive og klatrede ned i lastrummet.«

- Korosh

- I timer gik vi langs indfaldsvejene for at finde parkerede lastbiler. Men chaufførerne holdt godt øje med os. De var bange for at blive dømt som menneskesmuglere. Det var et lotteri med meget lille vinderchance, siger han.

I fire måneder forsøgte han at bryde ind i en lastbil. Om dagen sov han under en vejbro eller i et telt med andre illegale.

Når det lykkedes at finde en lastbil, hvor chaufføren sov, drak kaffe på et motorvejscafeteria eller besøgte det lille hus, klatrede de op på lastbilerne.

- Vi åbnede plastik-overdækket på trailerne med knive, klatrede ned i lastrummene og tapede plastikken nedefra. En enkelt gang landede vi i et lastrum fyldt med kartofler. Vi kravlede op igen. Tænkte, at den lastbil umuligt skulle til England. Dagen efter fortalte en af de andre fra lejren, at kartofler også kommer med færgen, griner Korosh mere irriteret end oprigtig.

»Vagterne talte ikke til os, men satte os bare på færgen tilbage til Frankrig.«

- Korosh

Alligevel fortsatte de natlige fangelege.

- En enkelt gang kom vi til havnebyen Dover i England. Jeg var lykkelig, som jeg sad i lastbilen mellem tusinder af iPhones. Men det varede kort. På færgelejet rev de døren op.

Siden Frankrig og England i 2003 indgik en aftale for at begrænse illegal indvandring, kan havneanlægget i Dover ikke længere bruges til at søge asyl.

- Vagterne talte ikke til os, men satte os bare på færgen tilbage til Frankrig.

En time og tredive minutters sejltur senere stod han igen med fødderne på republikansk jord.

- Det var bittert. Vi klarede sejlturen. Vi var meter fra at kunne søge asyl i England. 

Kort efter forstærkede myndighederne bevogtningen af Eurotunnelen og færgelejet i Calais.

- Jeg gav op. Jeg troede ikke på det.

I stedet tog Korosh til Danmark. Et land han kun havde hørt om og aldrig skænket en tanke.

Denmark?

Ligesom Korosh ikke kendte Danmark, har de danske myndigheder begrænset viden om illegale her i landet.

Politiet tør ikke gætte på antallet af illegale. Justitsministeriet har ikke en vurdering. Begge myndigheder henviser til en rapport fra Rockwool-fonden. Tilbage i august vurderede de, at omkring 18.000 personer opholdt sig illegalt i Danmark.

»Der vil altid være et element af tilfældighed i, om vi har succes med vores aktioner.«

- Per Fiig, centerchef i Nationalt Udlændinge Center under Rigspolitiet

Et tal, som også afspejles i antallet af sigtelser rejst af politiet for brug af illegal arbejdskraft. De sidste fem år har politiet sigtet knap 2.000 firmaer for at ansætte illegale.

 

 

Men det er kun toppen af isbjerget, siger migrationsforsker og lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på Roskilde Universitet Shahamak Rezaei:

- Mange forsvinder fra asylcentrene, når de får afslag på asyl. En stor del går under jorden, og de skal arbejde illegalt for at få penge, siger han.

Udover prostitution er særligt restauranter, rengøring og kiosker ramt af illegalt arbejde. Og selvom antallet af sigtelser i 2016 foreløbigt ligger lavere end sidste år, tør politiet ikke konkludere, at omfanget af illegal arbejdskraft er faldende.

»Lav løn gør det attraktivt at ansætte illegale arbejdere. De illegale er desperate for at overleve og vil sælge deres arbejde til en lav pris.« 

- Shahamak Rezaei, lektor ved Roskilde Universitet

- Der vil altid være et element af tilfældighed i, om vi har succes med vores aktioner. Kommer vi på kontrol en dag, hvor de har fri, så kommer der ingen sager og sigtelser ud af det, siger Per Fiig, centerchef i Nationalt Udlændinge Center under Rigspolitiet.

[[null]]

Shahamak Rezaei vurderer, at mængden og brugen af illegale vil stige over de næste år i Danmark.

- Verdens problemer er vokset. Det samme er muligheden for at flytte sig fra dem, så der vil komme flere illegale i Danmark, siger han og fortsætter:

- Lav løn gør det attraktivt at ansætte illegale arbejdere. De illegale er desperate for at overleve og vil sælge deres arbejde til en lav pris.

Han fortæller at det langt fra er usædvanligt, at en tysk arbejdsgiver får en bøde på 100.000 euro, knap 750.000 danske kroner, hvis han bruger illegale indvandrere.

I Danmark har Fagbladet 3F de seneste tre år ikke set eksempler på bøder højere end 220.000 kroner. Og det er kun sket i et tilfælde, hvor en sushi-kæde havde fire filippinere og en pakistaner gående samtidig.

 

Samme melding kommer fra formanden for Refugees Welcome, Michala Bendixen:

- De her mennesker skal bruge penge til at overleve. De kan ikke få hjælp af staten, så de tager hvilket som helst arbejde. Jeg hører om mange i rengøring og en del i byggebranchen, siger hun. 

Og spørger man hende, vil antallet af illegale vokse i de kommende år, da Tyskland modtog 1 million flygtninge i 2015 og 163.000 kom til Sverige samme år.

- Mange af dem får afslag på asyl. En del vil gå under jorden og søge til Danmark, da antallet af illegale her er lavere og jobmulighederne større, siger Michala Bendixen,

Siden 1989 har hendes organisation arbejdet med juridisk rådgivning til flygtninge.

Med døren på klem

Korosh vil ikke fortælle, hvordan han kom fra Junglen til Danmark. Han frygter at bringe andre i fare.

I københavn lykkedes det Korosh at finde et værelse på Ydre Nørrebro, fortæller han.

- Jeg boede med en fyr fra Kenya. Egentlig var det en dansk studerende, som havde lejligheden, men vi betalte hende kontant, og så stod hun for at overføre penge til ejeren, forklarer han.

Korosh siger, at hun ikke tjente penge på dem, men ville gerne hjælpe illegale til et sted at bo. Alligevel var det svært at skaffe 3.000 kroner om måneden til husleje.

[[null]]

- Men mine fingre har altid siddet godt på hænderne. Så jeg gik en tur i København. Jeg spurgte efter arbejde i små cykelforretninger. Ejerne vidste godt, jeg ikke skulle bruge skattesedler og overenskomst. Jeg blev placeret i baglokalet. Væk fra kunderne. Med bagdøren på klem, så jeg kunne komme hurtigt afsted, hvis politiet kiggede ind. Her lappede jeg cykler. Hold kæft, jeg har lappet mange cykler. Time efter time. Jeg fik også lov til at skrue på cyklerne, hvis der var brug for det, siger Korosh.

»Jeg arbejdede otte timer om dagen. Ti timer. Elleve timer. Lørdage og søndage. Det var lige meget.«

- Korosh

Han forklarer, det stadig jager i kroppen, når butiksklokker ringer.

- Jeg var altid på vagt. Kig op fra cyklen, når klokken lyder. Er det en familie? Et par? Så længe, det ikke var en ung mand, som måske var civilbetjent, var jeg ikke bange, men lyden sender stadig et lyn gennem min krop. Også når jeg selv går ind i en forretning, fortæller han. 

- Jeg arbejdede otte timer om dagen. Ti timer. Elleve timer. Lørdage og søndage. Det var lige meget. Jeg arbejdede, til der ikke var flere cykler at reparere eller lappe. Det var reglerne. Et enkelt sted stod jeg for at drive hele butikken.

Han fortæller, at ejeren her gav ham 450 kroner om dagen sort:

- Pengene var fantastiske, for jeg var skidemisundelig på alt det flotte tøj, som danske unge gik rundt med. Da jeg fik pengene, fik jeg råd til selv at købe et par flotte T-shirts.

»Helt ærligt, så var det ikke et problem at finde arbejde. De fleste har råd til at give en mand 200 kroner fra kassen.«

- Korosh

Men Korosh har ikke meget tilovers for de cykelhandlere, som lod ham gå for et par hundrede kroner om dagen. 

- De udnyttede min situation. De udnyttede, at jeg ikke kunne gå til myndighederne og fortælle, hvordan de snød mig. Derfor er jeg også lykkelig for endelig at have fået en opholdstilladelse her i landet, så jeg kan få et rigtigt arbejde.

I alt nåede Korosh at arbejde i syv forskellige cykelforretninger de to år, han levede under jorden.

- Helt ærlig, så var det ikke et problem at finde arbejde. De fleste har råd til at give en mand 200 kroner ud af kassen, hvis han knokler fra morgen til aften. Jeg ønsker ikke, at der sker noget skidt for de personer, som lod mig knokle for en sulteløn. Men jeg drømmer om, at jeg en dag kan gå ind i deres forretninger og kræve pengene, de skylder mig, siger han. 


Korosh er et opdigtet navn. Det har ikke været muligt at efterprøve alle detaljer i Koroshs fortælling. Men vi har set billeder fra turen, bedt Korosh genfortælle nøjagtige detaljer og talt med personer omkring det illegale miljø. På intet tidspunkt har vi oplevet, at der var uoverensstemmelse mellem billederne, Koroshs historie og kildernes forklaring. Vi tror på Koroshs historie, men fortæller den med det forbehold, at ikke alt kan testes efter almindelige journalistiske standarder.