Morten Halskov
Asger Havstein Eriksen
Asger WesthChauffør Thomas Jepsen kørte en kollega ihjel: "Hvis der er nogen, der råber og skriger, så klodser jeg bremsen lige med det samme."
Bilerne suser forbi på begge sider af vejarbejdet på Motorring 3 ved Rødovre. Pludselig dytter en af bilisterne. Intenst. Det er anden gang inden for meget kort tid, og 32-årige Thomas Jepsen kigger øjeblikkeligt igen i begge lastbilens spejle. I det venstre spejl får han øje på tre vejarbejdere, der står et stykke længere nede ad forsyningsvejen til byggepladsen midt på den firesporede motorvej. Kraftigt gør de med deres hænder tegn til, at han skal stoppe lastbilen.
“Vejarbejderen siger, at der ligger en mand under bilen.”
Thomas Jepsen
Chaufføren gennem 12 år tænker, at han måske er bakket ind i et skilt, en trillebør eller et andet arbejdsredskab. Efter tegn fra vejarbejderne kører Thomas Jepsen langsomt fire-fem meter frem, standser lastbilen, tager sin hjelm på og stiger ned fra førerhusets venstre side. En af vejarbejderne løber hen imod ham. De to andre vejarbejdere har vendt sig om. Det virker mærkeligt, synes Thomas Jepsen. Tankerne farer rundt i hans hoved. Da chaufføren få øjeblikke senere når ned til bagenden af lastbilen, kan han se et slæbespor med blod på asfalten bag lastbilen.
- Vejarbejderen siger, at der ligger en mand under bilen. Først tænkte jeg: Ah, det er gas. Men så kunne jeg godt se, at der var en fod eller en jakke, der stak ud. Så tænkte jeg: Det er ikke så godt det her, husker Thomas Jepsen.
Chaufføren har ikke selv frit udsyn til baghjulet på grund af en stænklap på lastbilen, der er læsset til 32 tons med stabilgrus og fire bundter drænrør.
- Vejarbejderen bukkede sig ned og kiggede. Han sagde: Der er ikke noget at gøre. Det er slut. Så var der ingen grund til, at jeg kiggede mere, siger Thomas Jepsen, der straks løber hen til førerhuset og ringer 112 på sin mobiltelefon.
Slæbesporet er cirka otte meter langt. Den islandske landmåler Sigurdur Kjartansson dør under lastbilen. Arbejdsulykken sker onsdag 22. februar 2006 klokken cirka 12.20.
(Artiklen fortsætter under billedet).
Intet kamera
Tidligere på dagen har Thomas Jepsen bakket den nyere, grønne lastbil ind i midterrabatten flere gange - ligesom han har gjort det masser af gange i løbet af de seneste tre måneder som kranchauffør på motorvejsprojektet. Han er nødt til at bakke de få hundrede meter ned til aflæsningsstedet, fordi en anden, tidligere åbning i den anden ende er blevet fyldt op med jord.
Inden chaufføren går ind i førerhuset, kigger han ned ad det første stykke på den smalle forsyningsvej. Han ser nogle vejarbejdere for enden af vejen, men ingen personer i nærheden af lastbilens bagende.
Der er en stor blind vinkel bag lastbilen. Bilen har ikke et bakkamera, så han fra førerhuset kan se, hvad der foregår bag den. Eller en bakalarm, som kan advare folk omkring bilen.
Der er heller ingen såkaldt flagmand på jorden til at dirigere ham sikkert ned til aflæsningsstedet.
Sunder sig
Tilbage på ulykkesstedet går Thomas Jepsen hen og sætter sig på et autoværn, da han har ringet 112. Kort efter kommer en anden chauffør hen og spørger, hvornår Thomas Jepsen flytter lastbilen.
- Jeg sagde: Jeg flytter mig ikke, der ligger en død mand under bilen. Han blev også chokeret. Det var lidt surrealistisk, siger Thomas Jepsen.
Ventetiden føles meget lang, indtil en ambulance og politiet ankommer 5-10 minutter senere. Han får taget en blodprøve, som senere ikke viser spor af alkohol eller medicin i kroppen.
Efterfølgende ringer Thomas Jepsen til sin arbejdsgiver, SCT Transport A/S, og fortæller om ulykken. Samt til en kammerat, der henter ham i bil - og kører ham hjem til hans hus i Nordsjælland.
- Jeg sad lidt herhjemme og skulle synke den. Min kammerat var her til om aftenen. Tankerne fløj lidt rundt. Hvad var der sket, og hvad kunne man have gjort? Og var det min skyld, eller var det hans skyld. Og hvad sker der nu fremover med hensyn til job og kørekort og så videre, forklarer Thomas Jepsen om timerne efter ulykken.
Hvad med familien?
Næste morgen er chaufføren til møde hos Pihl-Hoffmann I/S, hvor den afdøde landmåler var ansat. Her får han og andre involverede personer mulighed for at tale med en psykolog. Efter samtalen taler Thomas Jepsen ikke yderligere med psykologen. Han synes ikke, han har brug for det.
I stedet sidder han i den næste uges tid hjemme i sit hus, mens tankerne kredser om landmåleren, som han aldrig har talt med.
“På en eller anden måde gjorde det mig lidt glad, at han ikke havde nogen børn og kone, for så havde det været endnu mere trist.”
Thomas Jepsen
- Tankerne kørte jo rundt. Hvad med hans familie? Han var jo kun 37 år, så det var forfærdeligt. Men jeg fik heldigvis at vide fra firmaet, som havde kontakt med hans familie, at han var single og kom fra Island. De var meget religiøse. Og de havde sagt, at det var Guds vilje, at han skulle tages bort dér. Så de bar ikke nag overhovedet, og de var klar over, at det ikke var min skyld. Det hjalp lidt på det. Men det var selvfølgelig en oplevelse, som man gerne ville have været foruden uanset hvad, siger Thomas Jepsen.
- På en eller anden måde gjorde det mig lidt glad, at han ikke havde nogen børn og kone, for så havde det været endnu mere trist, siger chaufføren.
Hurtigt tilbage
På intet tidspunkt efter dødsulykken overvejer Thomas Jepsen at droppe arbejdet som lastbilchauffør. For det er et arbejde, han føler sig god til. Og fortsat har lyst til.
Medarbejderen stiller dog det krav, at der skal monteres et bakkamera på lastbilen, hvis han fortsat skal køre for firmaet. Mindre end en uge efter ulykken er han tilbage bag rattet i sin arbejdsgivers lastbil.
- Det var fint, tror jeg. Jo længere tid du sidder og tænker over det, jo sværere er det at komme ud at køre. Det var firmaet, der pressede mig til at komme i gang. Jeg ville nok godt have haft en uge eller to mere derhjemme. Det var nok mest, fordi jeg var nervøs for at skulle ud at bakke igen, siger Thomas Jepsen.
- Tankerne flyver rundt i hovedet hele tiden: At det er sket. At man har slået én ihjel. At man har kørt hen over én. Det er klart, at man er meget mere på, siger han.
Chaufføren oplyser, at han et år inden dødsulykken havde bedt sin arbejdsgiver om at få bakkamera på den lastbil, han fast kørte i.
- Det ville de ikke ofre på bilen. De syntes, det var mange penge. Det koster måske 5.000 kroner at montere det, siger Thomas Jepsen.
- Der er ingen tvivl om at med et bakkamera, så var den her ulykke aldrig sket, siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet).
Brud på klare og velkendte regler
Politiet og Arbejdstilsynet undersøger arbejdsulykken samme dag og i dagene efter.
Omkring 15 personer arbejdede i det afspærrede område, hvor ulykken skete, noterer Arbejdstilsynet. De udførte jord- og betonarbejde samt elektrikerarbejde og landmåling.
Den blinde vinkel midt på vejen bag lastbilen var 85 til 97 meter set fra dens sidespejle, viser en bilinspektørs undersøgelse af ulykkesstedet.
Arbejdstilsynet mener ikke, at transporten med lastbilen inde på det inddæmmede område skete sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Tilsynet vurderer også, at arbejdet med landmåling var forbundet med betydelig og overhængende fare for personpåkørsel.
“Der er ingen tvivl om at med et bakkamera, så var den her ulykke aldrig sket.”
Thomas Jepsen
28. februar 2006 udsteder Arbejdstilsynet et såkaldt strakspåbud til både transport- og entreprenørfirmaet. Begge strakspåbud indeholdt bødevarsel til virksomhederne, fordi der ifølge tilsynet var tale om overtrædelse af “klare og velkendte regler” i arbejdsmiljølovgivningen.
I retten
Politiet i Hvidovre kræver efter ulykken, at Thomas Jepsen bliver dømt for overtrædelse af færdselsloven og straffeloven, samt at han får frataget sit kørekort.
4. december 2006 sidder chaufføren på anklagebænken ved Retten i Rødovre. Thomas Jepsen erkender, at han har overtrådt færdselsloven, men nægter sig derudover skyldig. Tilståelsen sker, ifølge Thomas Jepsen, på anbefaling fra den advokat, som SCT Transport har stillet til rådighed for ham i forbindelse med straffesagen.
I retten oplyser tre vejarbejdere, der var vidner til ulykken, at landmåleren havde stået midt på kørevejen med ryggen til lastbilen. De tre arbejdsmænd stod og talte sammen, mens de ventede på, at lastbilen kom med grus til dem. Pludselig blev mændene opmærksomme på den farlige situation. De begyndte at “råbe og spjætte med arme og ben” for at få kontakt med enten landmåleren eller lastbilchaufføren, forklarede den ene af mændene i retten.
Det lykkedes for sent.
Fakta: Database om dødsulykker
* Fagbladet 3F har lavet en database med arbejdsrelaterede dødsulykker. Databasen indeholder 464 dødsulykker, der skete i perioden 2004 til og med 2015. Mindst 479 personer døde i de 464 arbejdsulykker.
* Fagbladet 3F kan fastslå den strafferetlige afgørelse for 245 af dødsulykkerne.
* 96 af disse dødsulykker er endt med en bøde til den afdødes arbejdsgiver eller en anden person.
Dommen falder
Retten i Rødovre afgør, at Thomas Jepsen havde handlet “adækvat” - eller fyldestgørende - på de advarsler, han fik. Og at advarslerne kom for sent til, at ulykken kunne undgås.
Dommeren skriver også i dommen, at der er tvivl om, hvor længe Sigurdur Kjartansson havde stået på tilkørselsvejen, inden han blev ramt. Men at han stod i lastbilens blinde vinkel under hele bakningen. Og uanset hvornår islændingen bevægede sig ind på vejen, holdt han sig ikke orienteret bagud, selvom tilkørselsvejen gennem flere måneder var blevet brugt af lastbilerne, bemærker dommeren.
Byretten frikender Thomas Jepsen for overtrædelse af straffeloven, fordi han ikke havde udvist tilstrækkelig uagtsomhed. Ligesom retten ikke frakender ham kørekortet, idet det ikke var bevist, at han havde kørt under “tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden”.
- Jeg var selvfølgelig ret glad for, at jeg kunne beholde mit kørekort, for det skulle jeg jo leve af. Det var jeg meget nervøs for op til og under retssagen. Da de sagde, jeg var frikendt, så tænkte jeg: Det var da dejligt og det, jeg havde håbet på, siger Thomas Jepsen.
Lastbilchaufføren bliver dog dømt for at have bakket lastbilen uden at udvise den fornødne agtpågivenhed. Byretten fastsætter overtrædelsen af færdselsloven til en bøde på 1.500 kroner.
Chaufføren synes, bøden er besynderlig - og betegner den som en slags “dummebøde”. Men han betaler, fordi de 1.500 kroner ikke er afgørende for ham.
- Jeg synes, jeg overholdt de ting, jeg kunne, siger Thomas Jepsen, der i relation til ulykken kun fortryder, at han ikke havde insisteret på, at der skulle være en flagmand til stede, da han bakkede lastbilen.
Ingen kommentarer
Ingen af de to involverede virksomheder får en bøde som følge af arbejdsulykken.
- Jeg synes selvfølgelig, at firmaet også skulle have fået en bøde. At det havde taget noget ansvar, for det har de helt fraskrevet sig, siger Thomas Jepsen om Pihl-Hoffmann I/S.
Entreprenørfirmaet Pihl-Hoffmann I/S ophørte som virksomhed i august 2014. Firmaet havde ledelsesmæssig tæt forbindelse til den store entreprenørvirksomhed E. Pihl & Søn A/S, der gik konkurs i august 2013.
Tidligere mangeårige bestyrelsesmedlem hos Pihl & Hoffmann I/S og administrerende direktør for E. Pihl & Søn A/S Halldor Pall Ragnarsson oplyser, at han godt kan huske dødsulykken fra 2006. Men han vil ikke udtale sig om virksomhedens ansvar for arbejdsulykken.
- Jeg har ingen kommentarer. Det eneste, jeg siger, er, at det var en tragisk hændelse, siger Halldor Pall Ragnarsson.
(Artiklen fortsætter under billedet).
Intet ondt
Storesøsteren til Sigurdur Kjartansson fortæller, at han i hele sin barn- og ungdom på Island havde været meget hårdt ramt af epilepsi. Men at en operation i 2000 havde fjernet de voldsomme anfald og gjort ham helt rask, så han tre år senere stolt kunne tage kørekort. I flere år forud for sin død havde den kraftige og madglade islænding boet i København, hvor han også sang i det islandske kor, fortæller hun.
“Firmaet skulle have fået en kæmpe bøde, og ikke den unge, stakkels mand. Jeg vil ikke være i hans sko.”
Søster til offer
Storesøsteren mener, at en bakalarm burde have være obligatorisk på en lastbil.
- Firmaet skulle have fået en kæmpe bøde, og ikke den unge, stakkels mand. Jeg vil ikke være i hans sko, siger søsteren om lastbilchauffør Thomas Jepsen. Hun ønsker at være anonym.
- Jeg bad Pihl & Søn om at sige, at vi gerne ville sende ham et kort. Men vi fik aldrig adressen eller navnet. Vi var bekymrede for, hvordan han havde det. Han gjorde det ikke med vilje. Vi bad for ham og talte meget om ham, siger hun og fortsætter:
- Hvis du taler med ham, må du gerne sige, at det aldrig var noget ondt fra vores side. Det var en ulykke. Vores ønske var, at han havde det godt.
Virksomhed: Ikke vores ansvar
Koncerndirektøren hos SCT. Transport A/S i Gilleleje, Henning Christiansen, oplyser, at de i virksomheden var “frygtelig kede af” dødsulykken.
- Det var en ulykkelig sag, og vi prøvede at håndtere den både i forhold til chauffør og familien til den afdøde så godt, som vi overhovedet kunne. Det er ikke noget, man gør med vilje. Og som virksomhed har man ikke en jordisk chance for at gardere sig imod det. Det er jo chaufførens suveræne vurdering, hvilken vej han vil køre. Vi kan ikke sidde på kontoret og fortælle chaufføren, om han skal køre til højre eller venstre, siger han.
Henning Christiansen mener ikke, at virksomheden kunne have gjort “noget som helst andet” - og afviser, at den burde have fået en bøde.
- Hvis man stiller sig midt på en kørevej, så har man også selv et ansvar. Jeg mener, at den ene har lige så meget skyld som den anden i den her sag, siger Henning Christiansen.
Han mener, at det er “for langt ude” at påstå, at landmålerens liv kunne være reddet, hvis virksomheden for 10 år siden havde investeret i et bakkamera til 5.000 kroner.
- Det er nemt for en chauffør at sige sådan. Hvis du vidste, hvad vi bliver præsenteret for af ønsker og krav fra vores chauffører hver eneste dag. Hvis der var et lovmæssigt krav, og der er rimelighed i det, så efterkommer vi det. På det tidspunkt var det ikke almindeligt med kameraer. I dag er det meget almindeligt, men stadig ikke noget lovkrav, siger Henning Christiansen og oplyser, at firmaets lastbiler i dag har både bak- og cyklistkamera.
(Artiklen fortsætter under billedet).
Erfaring hjælper
Thomas Jepsen fortæller, at det monterede bakkamera, chaufførjobbet og en personlig “god psyke” har hjulpet ham med at komme videre med sit liv efter dødsulykken.
En personlig erfaring gør også, at han bedre kan håndtere ulykken, vurderer han. Som 22-årig mistede Thomas Jepsen sin egen far - i en bilulykke. Faren kørte ind i en husmur, så muren væltede ned over ham i bilen.
- Det var virkelig hårdt. Man kan bedre håndtere døden, når den sker langsomt, altså hvis folk bliver syge. Selvfølgelig er det aldrig sjovt, men man kan bedre forberede sig på det, end hvis man får en opringning, eller politiet står uden for døren, siger Thomas Jepsen.
“Hvis der er nogen, der råber og skriger, så klodser jeg bremsen lige med det samme. Så skal jeg lige finde ud af, hvad der er.”
Thomas Jepsen
Chaufføren fortæller, at dødsulykken ikke plager ham til daglig i hans nuværende job som lastbilchauffør hos et andet firma. Ulykken har dog medført, at han har det svært med høje lyde, når han skal bakke med lastbilen.
- Hvis der er nogen, der råber og skriger, så klodser jeg bremsen lige med det samme. Så skal jeg lige finde ud af, hvad der er, siger han.
Chaufføren fortæller om en episode i efteråret, hvor han kører ud fra en vej, hvor nogle børn leger.
- De skriger stop, stop. Jeg kunne ikke se, hvad det var var. Hjertet bankede lige. Jeg tænkte: Nej, nej, jeg har kørt én ned. Jeg tænkte, at der var én, der var gået ind mellem kærrerne. Det kunne være en unge, der var gået ud efter en bold. Jeg kigger i spejlene og skynder mig at hoppe ned og kan høre, at ungerne råber inde en have. Puh, så rystede jeg, siger Thomas Jepsen og konstaterer:
- På den måde har ulykken haft en konsekvens. Det sidder dybt i mig.