Antallet af tjenestemænd i stat, kommuner og regioner er næsten halveret på otte år. I kommunerne og regionerne var der 13.915 tjenestemandsansatte i november 2016 mod 44.882 i november 2007. Og i staten drejer det sig om 30.876 årsværk i 2016, hvor der i 2008 var 40.375 årsværk som tjenestemandsansat.

Det viser tal fra Kommunerne- og Regionernes Løndatakontor samt Finansministeriets forhandlingsdatabase, som Avisen.dk har indhentet.

Ansættelsesformen er på vej til at uddø, forklarer Dorthe Pedersen, arbejdsmarkedsforsker ved Copenhagen Business School, som har forsket i løndannelse og “den danske model”.

- Men det vil være forskelligt fra område til område, hvor hurtigt de uddør. Tallene viser jo også, at der fortsat er flest statslige tjenestemænd, som jo var her, at de klassiske tjenestemænd blev ansat, siger Dorthe Pedersen.

Koster PostNord dyrt
Tjenestemænd er i øjeblikket i fokus på grund den økonomiske krise i PostNord, der gik ud af 2016 med et massivt milliardunderskud. PostNord har derfor varslet, at der skal skæres 1.000 medarbejdere om året de kommende år.

3.200 af medarbejderne er ansat på tjenestemandslignende vilkår og har blandt andet ret til tre års løn, hvis de bliver fyret. Tjenestemandsansættelserne er med til at presse PostNord på økonomien.

- Den gang man ansatte folk i tjenestemandsordninger, kunne man slet ikke forestille sig den teknologiske udvikling, der har gjort, at man for eksempel ikke har brug for det klassiske postvæsen mere, siger Dorthe Pedersen og uddyber:

- Vi har fået det bevægelige arbejdsmarked og de bevægelige kompetencer, så vi ansætter ud fra specifikke jobfunktioner og ikke almene ansættelser. Samtidig er tjenestemænd dyre at skille sig af med, og det udfordrer flere arbejdsgivere, siger hun.

Livslangt troskab
Den første samlede tjenestemandslov, der regulerer løn og ansættelsesforhold, kom tilbage i 1919. Indtil 60'erne var det den mest almindelige ansættelsesform i det offentlige, og indtil 1993 blev for eksempel langt de fleste skolelærere ansat som tjenestemænd. I staten drejer det sig udover lærere og ansatte i postvæsenet især om præster, jernbanefolk, politifolk og ansatte i forsvaret.

- Tjenestemandsansættelsen byggede på en livslang troskabs- og loyalitetspligt. Man skulle sørge for, at embedsmanden ikke havde egennyttige interesser mod staten, og så skulle man sikre statens sikkerhed, herunder udlevering af post som jo i gamle dage var livsvigtig infrastruktur på linje med jernbanen, siger Dorthe Pedersen.

Tjenestemændene fik for eksempel betalt pension af staten, men kunne til gengæld ikke strejke. Først i tjenestemandsloven i 1969 åbnede man op for den kollektive aftaleret, som man har på overenskomstområdet.

Man må da have kigget på sine ansatte
I 2009 blev det danske postvæsen fusioneret med det svenske, og siden hen er den danske forretning gået ned ad bakke. Det særlige danske tjenestemandsfænomen får da også svenskerne til at bekymre sig over, hvor regningen ender.

- Svenskerne kan med rette tænke hov hov. Det svarer til at sælge et hus, hvor lejerne flytter med, og du kan ikke rigtig gøre noget ved det, siger Dorthe Pedersen.

- Det overrasker mig meget, at man ikke har tænkt mere over det her under selve fusionen, og at man har undervurderet behovet for omrokering så meget. Selvom digitaliseringen har overgået de vildeste fantasier, så må man da have kigget på sine ansatte, hvilke vilkår de er ansat på, og hvor gamle de er, siger Dorthe Pedersen.

Samme problemer i politi og forsvar
Men postvæsenet er ikke det eneste sted, hvor samfundsudviklingen og den teknologiske udvikling kan give store problemer med en ‘pukkel’ af tjenestemandsansatte. Politiet og forsvaret har tilsvarende problemer, fordi behovet for fleksibilitet gør det svært at have ‘ikke bevægelige ansættelser’, fortæller Dorthe Pedersen.

- I politiet har man for eksempel ansat HK’ere, akademikere og civile til nogle ekstra funktioner, og det presser de gamle tjenestemandsansatte, som måske ikke længere er stærke nok til at gå på gaden med skudsikker vest eller lave bevogtning. Man har en gruppe, der ikke helt matcher kompetencerne til alt det nye, men som er alt for dyre at fyre, siger Dorthe Pedersen.