Forældrene til seks - 50-årige Augustino Shawa og 32-årige Pulekeria Welozani - sidder med deres to-årige søn Mabhadso udenfor deres simple lerhus i Kasungu-distriktet i det centrale Malawi. Solen stråler over de omgivende friskhøstede tobaksmarkers rød-brune jord. For syvende år i træk konkluderer de to:

- Endnu en sæson med slid på tobaksmarkerne, uden at vi har en dollar tilovers, efter at vi har betalt vores gæld til ejeren af marken. Vores arbejde er intet andet end slaveri, men vi ved ikke, hvordan vi skal komme ud af det, siger Augustino.

Han er en af ​​de omkring en million såkaldte daglejere på tobaksplantagerne, der ikke er omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen. Han ejede tidligere en lille tobaksmark, som han mistede.

- Jeg havde ingen anden mulighed end at søge et job som daglejer. Aftalen lød godt. Jeg havde håbet at kunne brødføde min familie, give dem ordentligt tøj og nok penge til at sende børnene i skole, siger han.

En ond cirkel

Systemet er baseret på, at en plantageejer lejer et stykke mark ud til jordløse bønder. Daglejeren får et lån fra plantageejeren til at købe udstyr til dyrkning af tobak og mad i løbet af sæsonen. Ifølge kontrakten, der næsten altid kun er mundtlig, skal daglejeren sælge hele høsten til plantageejeren til en fast kilopris, uanset markedspriser. I slutningen af ​​sæsonen trækkes daglejerens betaling for høsten fra hans gæld. Efterfølgende er der næsten aldrig en krone tilbage. Ofte er daglejerens gæld større end fortjenesten.

- Vi er fanget i en ond cirkel. Før hver sæson håber vi at have penge tilovers efter høsten, men det har vi aldrig. Vi har ikke penge nok at til at sende vores børn i skole. Nogle gange har børnene været tvunget til at arbejde på markerne under høsten, for at det skal hænge sammen, siger Augustino.

Selvom det kun er manden i familien, der har indgået aftalen med plantageejeren, så må kvinden, og i mange tilfælde børnene, også arbejde.

- Jeg arbejder lige så meget som Augustino. Et stort problem er, at jeg ikke har ret til barselsorlov. Jeg er nødt til at have Mabhadso på ryggen, når jeg arbejder, siger Pulekeria.

Plantageejeren giver dem ingen beskyttelsestøj på trods af, at der bruges farlige pesticider. Mange mennesker, især børn, lider af nikotinforgiftning.

- Selvom jeg dækker min søn til med tæpper for at beskytte ham mod solen og pesticiderne, når jeg arbejder, er der ingen beskyttelse mod varmen, siger Pulekeria.

Aldrig hørt om rettigheder

Ni daglejere og tre sæsonarbejdere arbejder på plantagen. Alle bor i simple huse ejet af plantageejeren. Elektricitet og rindende vand er ikke tilgængeligt. Nyheder fra omverdenen når dem sjældent. For nylig fik familien besøg af fagforeningen TOAWUM (Tobacco and Allied Workers’ Union of Malawi). Augustino overvejer at blive medlem.

- Så kunne fagforeningen måske forhandle bedre løn og beskyttelsestøj til os. Men vi ville have brug for at lære mere. Vi havde aldrig tidligere hørt om fagforeninger, eller at arbejdere har rettigheder, siger han.

Fagforeninger og NGO'er har længe kæmpet for, at daglejersystemet erstattes af almindeligt lønarbejde. I maj 2016 vedtog regeringen at afskaffe daglejersystemet inden udgangen af ​​2017. Daglejerne vil derefter blive almindelige arbejdstagere med en månedsløn.

Stammer fra kolonitiden

Systemet, der giver mindelser om fæstebønder, stammer fra kolonitiden.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at det stadig findes, og jeg håber vitterligt, at det bliver afskaffet i 2017. Man skal dog ikke være naiv og tro, at der ikke stadig vil være store problemer. For eksempel er det enormt udbredt at hyre folk på korttidskontrakter helt ned til én dag af gangen i mange brancher, fortæller Lea Bohr, der er leder af 3F’s program i det sydlige Afrika

Augustino er skeptisk over for forslaget.

- Plantageejeren betaler os aldrig for vores høst, før han har fået tobakken solgt, så jeg tvivler på, at han vil kunne betale løn en gang om måneden, siger han.

Mindsteløn på under syv kroner om dagen

Augustinos nabo og far til tre, Chionetsero Phiri, håber dog, at forslaget vedtages så hurtigt som muligt. Så ville han få en mindsteløn på 687 Kwacha (under 7 kroner) om dagen.

- Selvom det ikke er mange penge, er det mere, end jeg tjener som daglejer. Jeg har brug for en fast indkomst nu. Min ældste søn er lige begyndt i skole, siger han.

- Den lave mindsteløn betyder, at rigtig mange mennesker lever under FN’s grænse for ekstrem fattigdom - til trods for, at de har fuldtidsarbejde, fortæller Lea Bohr. Mindstelønnen bliver forhandlet på trepartsniveau, og skulle have været genforhandlet i både 2015 og 2016, men det blev udskudt, fordi der ikke var penge til at mødes.

- Derfor er det ekstra vigtigt, at fagforeningerne kan forhandle overenskomster, så lønnen kan komme op på et niveau, som mennesker kan leve af, mener Lea Bohr.

Kvinder tjener mindre

Et stykke nede ad vejen bor 21-årige Sekio Nkhoma og 20-årige Cathrine Jonas med deres et-årige datter Emelinda. De er sæsonarbejdere, hvilket betyder seks dages arbejde om ugen i ni måneder. De arbejder ikke et fast antal timer om dagen - de arbejder, indtil deres daglige opgaver er afsluttet.

- Jeg får ikke en månedsløn, men modtager et engangsbeløb på 90.000 Kwacha (866 kroner) i slutningen af ​​sæsonen, siger Sekio.

Selvom sæsonen er slut, har de ikke fået deres løn. De må vente, til plantageejeren har solgt al tobak. Ifølge lovgivningen har kvinder ret til ni ugers orlov før fødslen og tre måneders barselsorlov.

- Jeg var nødt til at arbejde hele min graviditet. Jeg var dog på barselsorlov i en måned, men uden løn, og derefter begyndte jeg at arbejde igen med Emelinda på ryggen, siger Cathrine.

Hun får 20.000 Kwacha mindre i sæsonløn end sin mand.

- Plantageejerne siger, at fordi jeg er en kvinde, kan jeg ikke arbejde så godt som en mand, siger Cathrine. Kønsdiskrimination er en krænkelse af både lovgivningen og forfatningen i Malawi.

Plantageejer vil have statsstøtte

Plantageejer Mphanda Zaola har indgået aftale med selskabet Alliance One-Malawi, der er et datterselskab til Philip Morris. Han forsvarer sig med, at han indtil for nylig ikke vidste meget om arbejdsmarkedslovgivning og internationale konventioner.

-  Phillip Morris har lavet undervisning for os plantageejere, så nu er jeg begyndt at lære mere, siger han.

Gennem kontrakter med Alliance One-Malawi, får han lån til udstyr, som han har brug for til at dyrke tobak, som tobaksselskaberne derefter køber til markedspriser.

- Tobakspriserne falder konstant, men jeg er nødt til at tilbagebetale mine lån. Man kan sige, at jeg er de store tobaksselskabers daglejer, siger Mphanda.

Han går ind for regningens forslag om at lave daglejerne om til almindelige lønarbejdere.

- Som verden ændrer sig, så må vi også gøre det, men produktionen vil falde. Jeg vil ikke være i stand til at betale lønninger, før jeg selv har fået betalt for sæsonens tobak. Hvis vi plantageejere skal kunne betale månedlige lønninger, er vi nødt til at få støtte fra regeringen, siger han.

Ministre ejer plantager

Siden TOAWUM blev grundlagt i 1992, har den kæmpet for, at daglejere skal være omfattede af arbejdsmarkedsloven. Arbejdet har ført til, at skiftende regeringer har forberedt forskellige udkast til ændringer. I sidste ende er de aldrig blevet vedtaget.

- Det er sandsynligvis, fordi mange ministre og parlamentarikere selv har egne tobaksmarker, siger TOAWUM’s grundlægger og formand, Raphael Sandramu.

Han beskriver systemet som rent slaveri.

- Tobaksmarkerne ligger alle sammen i det centrale Malawi, men de fleste plantageejere tager til det sydlige Malawi og rekrutterer daglejere. Området er tæt befolket og har mange fattige - jordløse bønder, der er nemme at overtale til at blive daglejere, siger Raphael Sandramu.

Modarbejder fagforeninger

TOAWUM er midt i et organiseringsarbejde, men meget få tobaksarbejdere kender deres rettigheder eller ved noget om fagforeninger.

- Fattigdom tvinger dem til at acceptere dårlige forhold for at få mad på bordet. Det er tobaksselskaberne godt klar over. Vores daglejermedlemmer er så fattige, at de ikke kan betale medlemskontingent. Det betyder, at vi har begrænsede ressourcer til at gå ud i markerne, siger Raphael Sandramu.

Manglen på strøm i landdistrikterne udelukker organisering og information via internettet eller andre medier. Organisering skal ske på tobaksmarkerne.

Det, der kunne få bolden til at rulle, ville være, hvis TOAWUM formåede at organisere de ansatte i tobaksselskabernes egne marker og forarbejdningsindustrien i landet.

- Virksomheder i Malawi forhindrer os i at organisere deres ansatte. Ledelsen finder altid undskyldninger, så vi ikke kan besøge deres arbejdspladser. Det er ikke lykkedes at underskrive en eneste overenskomst med tobaksselskaberne, siger Raphael Sandramu.

Kræver ny landbrugspolitik

Med regeringens ambition om at afskaffe daglejersystemet kunne et af ​​TOAWUM’s mål nås.

- Vi er glade for forslaget, men er kritiske over for regeringen, der hverken har hørt os eller tobaksarbejderne, da lovforslaget blev skrevet. Vi ved kun, at systemet vil ophøre, intet andet. Vi er bekymrede for, at det gamle system blot vil blive erstattet af et nyt system, hvor tobaksarbejderne udnyttes, siger Raphael Sandramu.

Bekymringerne går på, at plantageejerne ikke har råd til, eller simpelthen ikke ønsker, at udbetale månedlige lønninger.

- Der må være en mekanisme for at sikre månedslønninger. Desuden er det én ting at vedtage en lov, men en anden at håndhæve den. I øjeblikket har Arbejdsministeriet ikke nok ressourcer eller personale til at kontrollere, at loven overholdes, siger Raphael Sandramu.