Frankrig er lammet af strejker.

Landets olieraffinaderier har været lukket siden 19. april, og manglen på benzin vokser dag for dag.

Over 40 procent af jernbanerne er lagt ned af offentligt ansatte fra fagforbundet CGT. På landets 19 atomkraftværker har arbejderne slukket for strømforsyningen, og dele af metroen er lukket af strejke. Senest er piloterne i Air France gået med på strejkebølgen.

Tusinder af studerende og arbejdere er gået på gaden, og flere demonstrationer har været præget af voldelige sammenstød.  24 betjente er blevet såret.

Men hvad er baggrunden for de voldsomme kampe?

Længere arbejdstid og mindre sikkerhed

Midt i maj gennemførte landets præsident, Francois Hollande, en stærkt omdiskuteret reform af arbejdsmarkedet. Det skete pr. dekret, da han ikke kunne opnå støtte i Parlamentet.

Loven ændrer den nuværende 35 timers arbejdsuge, så firmaer fremover kan hæve arbejdstiden til 60 timer om ugen – dog stadig med 35 timer som gennemsnit. Franskmændene arbejder i dag reelt 37,5 timer om ugen. Men det handler langt fra kun om arbejdstid:

Loven fjerner tryghed i beskæftigelsen for unge og gør det lettere for arbejdsgivere at fyre og hyre. Der bliver større mulighed for at ansætte folk på midlertidige kontrakter.

Virksomhederne vil samtidig kunne indgå lokale aftaler om arbejdstid, løn og ferie, som ligger under arbejdsmarkedslovens krav og indgåede overenskomster. Det er muligt, hvis 30 procent af de ansatte siger ja.

Præsident Hollande forklarer, at reformerne bliver gennemført for at sænke den høje arbejdsløshed, især blandt unge, og få balance i statens hårdt prøvede budgetter. Inspirationen kommer ikke mindst fra Tyskland og Storbritannien, hvor flere er ansat i midlertidige og mere fleksible forhold, såsom nul-timers kontrakter og såkaldte mini-jobs.

EU har siden 2010 presset på for et mere fleksibelt arbejdsmarked i Frankrig og anbefalede i 2015 landet at sænke udgifterne til velfærd og understøttelse og holde lønudviklingen nede.

Hollande hævede i 2010 pensionsalderen fra 60 til 62 år trods voldsomme protester og bebudede i 2013 en gennemgribende forandring af den sociale model i Frankrig.

Hvorfor er protesterne så voldsomme?

Mange franskmænd havde ikke forventet, at Hollande – som er valgt for Socialistpartiet – ville gennemføre reformer, der af store dele af befolkningen opfattes som nyliberale, og 6 ud af 10 franskmænd er imod den nye arbejdsmarkedslov.

Kritikerne peger på, at lignende tiltag på det tyske og britiske arbejdsmarked har skabt større ulighed og flere såkaldt arbejdende fattige.

Samtidig er den politiske kultur markant anderledes end i Danmark: Fagforeninger og sociale bevægelser har altid været meget aktive i gaderne og politisk orienterede. Og antallet af strejker er typisk højt.

Der bliver sjældent indgået brede overenskomster eller forhandlinger mellem stærke fagforbund og arbejdsgivere. Faktisk er kun otte procent af franskmændene medlem af en fagforening.

Til gengæld eksisterer de såkaldte Erga Omnes-klausuler (latin for "Gælder alle"), der betyder, at en overenskomst dækker alle på en virksomhed eller område, selv om kun et fåtal er fagligt organiserede. Derfor er 85 procent af de franske lønmodtagere dækket af overenskomster.

Mange ser kampen mod arbejdsmarkedsreformen som principiel: De unge frygter at skulle betale prisen for den økonomiske krise i mange år fremover, og fagforeningerne ser den som et angreb på arbejderbevægelsens indflydelse på fransk politik.

Der er ikke tvivl om, at der bliver gang i gaderne i det franske den kommende tid.