Gå til hovedindhold

Dumpingfrit gartneri i pinlig sag: Bruger polakker til 45 kroner i timen

Dumpingfrit gartneri i pinlig sag: Bruger polakker til 45 kroner i timen

Danmarks største blomstergartneri benytter polakker, der tjener 45 kroner i timen. 3F kalder det grov social dumping, mens direktør mener, at alt er i orden.

Landets største blomstergartneri, PKM ved Odense, har i årevis været kendt som en arbejdsplads uden løndumping. Men det er slut nu. For polakker tjener for tiden 45 kroner i timen for arbejde på gartneriet.

Flere af polakkernes ansættelseskontrakter viser, at timelønnen er 45 kroner. Derudover har en af de polske arbejdere bekræftet over for Fagbladet 3F, at lønnen er 45 kroner i timen for arbejdet på gartneriet, der ellers har tegnet overenskomst.

- Der er tale om grov social dumping, som er fuldstændig uacceptabelt. Det er meget ærgerligt, for gartneriet PKM har tidligere gjort tingene ordentligt, og vi har fremhævet virksomheden som en god arbejdsplads. Men i den her sag har de virkeligt behandlet gode, loyale og mangeårige medarbejdere dårligt, siger Charlotte Vincentz Petersen, formand for 3F Odense GOPS.

Løn udbetalt kontant uden lønsedler

I 2011 var gartneriet PKM blandt en håndfuld af landets virksomheder indstillet af medarbejderne til 3F's pris Årets Arbejdsplads – dog uden at vinde.

Indtil september 2015 havde PKM omkring 200 fastansatte medarbejdere, der fik løn efter overenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A på gartneriområdet. Men i september fyrede gartneriet 16 fastansatte. De skulle fratræde midt i november.

Ganske få dage efter, de fyrede var fratrådt, begyndte omkring 25 polakker at arbejde på gartneriet. De var formelt ansat i selskabet Artifex IVS, som ikke har tegnet overenskomst trods flere anmodninger fra 3F.

Nu arbejder omkring 20 polakker fra Artifex hos PKM.

- Vi tjener 45 danske kroner i timen, netto. Jeg ved ikke, hvor meget vi betaler i skat. Vi får ingen lønsedler, og Jacob Maare (arbejdsgiveren, red.) har betalt os løn i hånden, siger en af polakkerne, der ønsker at være anonym.

Medarbejder: Vi bliver snydt

Den polske medarbejder hos Artifex oplyser om sin egen månedsløn, at den er på 6-8.000 kroner – alt efter, hvor mange timers arbejde, der skulle udføres hos PKM. Efterfølgende har medarbejderen fundet ud af, at de fastansatte på PKM tjener tre gange så meget i timen – dog før betaling af skat.

- I begyndelsen tænkte vi, at vores løn var OK. Men nu tænker vi, at vores arbejdsgiver stopper vores penge i egen lomme. Han snyder os, siger den polske medarbejder hos Artifex.

Ud over 45 kroner i timeløn, har polakken af arbejdsgiveren fået betalt for logi på et Danhostel i Odense, samt for transport til Danmark.

Polakken fik arbejdet via en jobannonce på internettet. Fagbladet 3F har set en jobannonce fra begyndelsen af november 2015, hvor Artifex søgte medarbejdere til gartneri nær Odense til en timeløn på 45 kroner i hånden.   

Direktør: Alt er i orden

Artifex' stifter, direktør og ejer Jacob Maare, oplyser til Fagbladet 3F, at han gerne vil snakke med 3F i Odense, men ikke med fagbladet. Han siger dog:

- Det er fuldstændig efter reglerne. Jeg betaler ophold for dem. Transport. Det er nettoløn, de får, og ditten og datten. Hvis du regner tilbage, så har de stort set det samme, som hvis man tegner en overenskomst. Det er tæt på.

Hvorfor får de ikke lønsedler?

- Fordi de ligger hos min revisor, alle tingene. Der er ikke noget galt i det. Der er ikke noget mystisk i det. Alle mine papirer ligger hos min revisor i Padborg, siger Jacob Maare.

Men normalt er det jo medarbejderne, der får lønsedlerne, og ikke revisoren?

- Han laver lønnen. Han skal lave lønnen, og de får også løn hver måned og så videre. Men revisoren er ved at lave alle papirerne, så der er ikke noget mystisk i det, siger Jacob Maare, og afbryder kort efter telefonforbindelsen.

Han oplyser, at han er udenlandsdansker, og at han er i udlandet for tiden. Men at han kommer tilbage til Danmark midt i april.

Gartneri-direktør: Det har ikke noget med mig at gøre

Ejeren af Gartneriet PKM, Kristian Madsen, har i mange år selv ledet sit gartneri. Derudover har han sideløbende været formand for brancheforeningen Dansk Gartneri.

I august 2015 blev Jack Møller direktør for PKM. Han bekræfter over for Fagbladet 3F, at der arbejder omkring 20 medarbejdere fra Artifex hos PKM for tiden. Men han vil ikke forholde sig til timelønnen på 45 kroner og de manglende lønsedler til polakkerne.

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Det ved jeg ikke noget om. Det har ikke noget med mig at gøre, siger Jack Møller.

Har det ikke noget med dig at gøre? De arbejder på det gartneri, hvor du er direktør.

- Ja, men jeg har ikke ansat dem. Det er ikke mig, der har noget med deres ansættelsesforhold at gøre, så det kan jeg ikke udtale mig om, siger Jack Møller og oplyser, at han ikke ønsker at udtale sig mere.

Er det noget, I vil gøre noget ved?

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg kan ikke sige andet end, at du kommer med nogle påstande. Det kan jeg ikke vurdere, om det er rigtigt eller forkert. Det ved jeg ikke. Jeg har en fast aftale med en entreprise, og sådan er det. Jeg må ikke blande mig i det eller gøre noget ved det, siger Jack Møller og vurderer, at PKM overholder alle regler omkring entrepriser.