24-årige Rozina Akthar lå fastklemt på tøjfabrikken Rana Plaza i tre dage. Hun venter stadig på erstatning fra tøjselskaberne.

- De tvang mig til at gå derind. Jeg nægtede, men havde ikke noget valg.
Rozina Akthar fastholder blikket som for at være sikker på, at ordene trænger ind.

- Lederne råbte, at de ville tage vores løn fra os, hvis ikke vi gik ind på fabrikken. Nogle blev skubbet og slået.

Hendes skuldre og arme er dækket af et sort tørklæde. Først da klædet glider nogle centimeter op, kan man se, at den venstre arm er amputeret over albuen.

Rozina Akthar arbejdede på fabrikken Rana Plaza i industribyen Gazipur i Bangladesh. Her syede hun tøj til modefirmaer i Europa og USA for under to kroner i timen.

"Vi var fanget"

23. april 2013 kom en stor revne til syne i fabrikkens betonkonstruktion. Bygningen var otte etager høj, men der var kun givet tilladelse til at bygge fem. Inspektører advarede mod at gå ind i den høje bygning næste morgen, men arbejderne kunne ikke sige fra.

- Da først vi var kommet ind, ville de ikke lukke os ud igen. Vi var fanget.

Klokken otte sad Rozina derfor som sædvanligt ved sin maskine. Få meter fra hende sad hendes 17-årige søster Marzina. Klokken halv ni faldt bygningen sammen. Rozina blev fanget under et betonelement og et bord. Hun blev ramt i hovedet af murbrokker fra loftet, og hendes venstre arm sad uhjælpeligt fast.

- Jeg råbte min lillesøsters navn igen og igen. Det eneste, jeg havde i tankerne, var at komme fri og finde hende, fortæller Rozina.

På tøjfabrik som 15-årig

Rozina var en del af det tekstilboom, der fejede ind over Bangladesh efter årtusindeskiftet. Hun har arbejdet på tøjfabrikker, fra hun var 15 år.

Nu lå hun fastklemt i den sammenstyrtede bygning, alt imens omfanget af katastrofen langsomt gik op for omverdenen.

Efter tre døgn fandt en nødhjælpsarbejder frem til en afkræftet Rozina. Alligevel var hun endnu ikke reddet. De tonstunge loftsstykker gjorde det umuligt at komme tæt nok på til at få hende fri, og situationen blev mere og mere kritisk. Til sidst tog Rozina imod den nedstryger, der blev rakt ned til hende, og forsøgte det utænkelige. At skære sin egen arm af.

- Jeg var ikke bange. Jeg kunne ikke tale længere og knapt nok tænke. Jeg følte heller ingen smerte, fortæller Rozina. Ordene falder roligt og nøgternt.

Daglige smerter

Operationen lykkedes ikke helt. Selvom Rozina havde modet, havde hun ikke kræfterne til at save gennem knoglen. Men hun fik gjort nok til, at en redningsarbejder kunne hive hende fri. De næste timer er nådigt slettet af den bevidstløshed, der fulgte Rozina til det nærmeste hospital.

Hendes søster overlevede ikke.
- Jeg ved ikke, hvordan vi skal klare os fremover. De firmaer, der købte tøj fra vores fabrik, har et ansvar for, hvad der skete, men de gjorde ingenting. Og de gør stadig ingenting, siger Rozina.

Hun har daglige smerter i hovedet og armen efter ulykken og modtager 690 kroner om måneden fra staten de næste fire år. Desuden er ofrene blevet lovet erstatning fra en fond under ILO. Bygningens ejer sidder i dag i fængsel.