TEMA
It-nørdens blog
TEMA
It-nørdens blog
Dårlig teknik kan ødelægge god musik. Man skal også se sig for, når man vælger musikudgivelser.
Når man langt om længe har købt det rigtige udstyr til musikafspilning, er det blevet på tide at høre musik.
Ovenfor ses to udgaver af Metallicas Death Magnetic i et lydprogram. CD er cd-versionen, GH er Guitar Hero-versionen.
Selv spillet gennem YouTubes ringe video- og lydkompression og en dårlig højttaler på en bærbar, kan man høre forskel på de to versioner.
På GH-versionen kan man tydeligere høre bækkenet blive slået an (og klinge ud) og der er mere Grrr i guitarerne.
På CD-versionen er bækkenerne og guitarerne druknet i noget musik, der brummer mere end den synger.
Loudness
Lydforskellen skyldes mængde af loudness de to udgaver er blevet beriget med.
Loudness er en lydeffekt der
- hiver det stille op hvor det kan høres og
- et af musikentusiasternes store problemer nu om dage.
For meget loudness betyder at musikken mister dynamik. Den bliver lidt mindre interessant at lytte til og mange føler også at loudness-maksimerede albums er trættende i længden.
Loudness-krigen
Så det er forståeligt at musikentusiaster på nettet er gået sammen om en database over musik, der fortæller forbrugerne hvor meget dynamik, de kan forvente af en given indspilning.
Metallicas Death Magnetic (2008) (rock) har et legendarisk lille dynamikområde og er dermed ikke noget for en stor del af verdens musikentusiaster.
Diane Kralls Loves Scenes (1997) (jazz) har derimod et stort dynamikområde og musikelskerne kan dermed forvente en mere naturtro lyd.
Begge cd'er findes i to forskellige versioner.
Forskellen på de to Death Magnetic'er er voldsom og kan tydeligt høres - selv på Youtube. Her virker dynamikområde-databasen efter hensigten. Den kan advare forbrugerne mod dårlig lyd.
Forskellen på de to Love Scenes er mindre og det er nok de færreste - hvis overhovedet nogen - der vil kunne høre forskel i en dobbeltblindtest. Men her kan databasen så give musikentusiaster noget at tale om og blære sig med.
Hurtig konklusion
Hvis man kan lide musik, kan det være en god idé at tjekke dynamikområdedatabasen efter den mindst klodsede indspilning.
Men det er ikke absolut nødvendigt.
Remastered?
Bliver man pludselig interesseret i gammel populærmusik, vil man nu og da få valget mellem den oprindelige udgivelse og den remaster'ede.
Er man heldig lyder den ny udgave bedre end den gamle. Sådan er det tit med jazz og klassisk, hvor musikselskaberne gør sig lidt umage.
Er man uheldig lyder den ny udgave værre end den gamle. Sådan er det tit med rock og pop.
Det er generelt svært at finde ud af om Remastered-versionen er den bedste. Her må man desværre trawle sig igennem en hoben anmeldelser i sin søgen efter sandheden.
Med klassisk musik er det endnu sværere at finde ud af hvilken indspilning, det er værd at kaste tid og/eller penge efter.
24bit/96Khz Flac, cd eller mp3?
Musik kan efterhånden fås og afspilles som
- 24bit/96khz
- cd
- 320 kbps mp3
- 128 kbps mp3
Alle formater lyder godt, undtagen det sidste.
24bit/96khz Flac har været med os i nogle år og lyder fint. Men folk kan ikke høre forskel på 24bit og alm. cd (af simple, naturvidenskabligt underbyggede årsager)
Cd har været med os i over 25 år og lyder fremragende.
Mp3 har været med os i over 10 år og lyder også fremragende. Så længe man ikke komprimerer lyden alt for meget. For så bliver lydtabet hørbart.
Hurtig konklusion
På baggrund af ovenstående links, kan det altså konkluderes, at man bare skal være glad for 320 kbps mp3 - for det bliver næppe hørbart bedre (man skal dog alligevel gemme sine cd'er som Flac - men det er af andre årsager).
Man kan altså godt købe musik i de fleste moderne musikbutikker på nettet og man kan sagtens lytte til Spotify Premium uden at gå glip af noget (andet end de interessante kunstnere).
Kort sagt
Efter at have skaffet alt det finde tekniske udstyr til boligen, kan der også vindes en hel del ved at vælge de rigtige udgaver af ens yndlingsalbums.
