Det giver et lille sæt i Debbie Kenny, hver gang brevsprækken går. Ikke et chok. Hun er ikke den nervøse type. Bare et lille ryk.

Sådan har det været, siden hun blev fyret fra sit job på den elektronikfabrik, hvor hun arbejdede i syv år.

De mange regninger hober sig op i tykke ringbind, der ligger stablet under trappen. Men de forsvinder ikke, og hver måned må Debbie jonglere med nye rudekuverter for at få enderne til at mødes.

Ondt i maven

- Jeg har ondt i maven og går rundt om mig selv i en evighed, før jeg ringer til elværket beder om udsættelse, fortæller 47-årige Debbie Kenny, der bor i et socialt boligbyggeri uden for Dublin.

Hun plejede ikke at være sådan. Hun er en stærk kone, der hele sit liv har betalt sit. Men det var før krisen.

Dengang var det helt andre breve, der dumpede ind ad brevsprækken:

- Hver uge sendte banken et tilbud om et nyt lån. Tit lagde de også besked på telefonsvareren, hvor de lokkede med alle de penge, jeg kunne få. Der var ingen grænser, siger Debbie.

Den keltiske tigers død

Hele verden beundrede det irske økonomiske mirakel, der blev kaldt Den Keltiske Tiger. Lige indtil finansboblen bristede i 2008, og tigeren faldt til jorden med et brag.

Bankerne kollapsede over en nat, og virksomhed efter virksomhed lukkede. Boligmarkedet brast.

Overalt i Irland står der i dag tomme boliger. Færdige huse, der med tiden forfalder uden at være beboet eller bygninger, der aldrig blev gjort færdige. Officielt er der 621 spøgelsesbyer og 300.000 tomme boliger på den grønne ø.

Før krakket kostede et almindeligt hus i Dublin 7,5 millioner kroner.

- Folk stod i kø hele natten for at få lov at byde på en bolig dengang. Det var som en epidemi, siger Debbie Kenny.

Da korthuset faldt sammen, stod irerne tilbage med regningen for bankernes fejlslagne spekulation. Alene én bank - Anglo Irish Bank - kostede den irske stat 250 milliarder kroner. På havnefronten i Dublin kan man stadig se skelettet af bankens ufærdige domicil. De nøgne betondæk står som symbolet på boligspekulanternes fallit.

Koldt i køkkenet

Hjemme hos Debbie Kenny er der huller i linoleumsgulvet, og tapetet skaller. Der er en sødlig lugt af kul fra kvarterets pejse, men i Debbie Kennys køkken er der koldt.

- Jeg havde planer om at få ordnet køkkenet, men det er alt sammen droppet efter fyringen.

Af de 197, der blev afskediget, er kun to i arbejde i dag. Firmaet var amerikansk ejet og blevet lokket til Irland af verdens laveste selskabsskat, men flyttede til Mexico i sommer.

Den eneste regning, som Debbie Kenny vil betale, er sin livsforsikring. Hun har været alene med sine to sønner, siden hendes mand Jimmy døde i en arbejdsulykke. Og det forpligter.

- Forsikringen er ikke så dyr, men alligevel er det en kamp. Jeg er lettet, hver gang det lykkes, siger Debbie.

Flygter til udlandet

Krisen har ramt hele familien. Debbie Kennys tre søstre står alle uden job. Hendes ældste søn, Jamie på 24, var socialarbejder, men blev fyret, da regeringen skulle spare.

Der er blevet skåret 250 milliarder kroner på velfærden de sidste fire år - det samme beløb, som blev tildelt den forliste bank på havnefronten i Dublin.

Som mange andre unge har Jamie opgivet at finde job i Irland og forbereder sig på at rejse til udlandet. Tusinder er allerede rejst, og hver uge forlader 70 unge irere øen.

- Jeg har egentlig ikke lyst til at rejse, men jeg har intet valg, lyder det fra klatøjet Jamie. De fleste af hans venner arbejder i USA, Australien eller New Zealand.

En ud af fire unge i Irland er arbejdsløs. Den tabte generation, kaldes de.

I kø for at rejse

Jamies fire fætre kan blive de næste i rækken. De er bygningsarbejdere og var med til at opføre de huse, der nu står tomme, men er alle arbejdsløse nu. Den 20-årige lillebror, Evans, overvejer også udlandet.

På et særligt rejsebureau midt i Dublin kan de købe visum og arbejdstilladelse til andre lande. Kontoret er tætpakket lige fra morgenstunden, og det er ikke kun unge. Der står i kø.

- Jeg rejser til New Zealand i tre år. Jeg er nødt til at efterlade min 23-årige datter for at finde arbejde, fortæller en af dem, den 50-årige maler Liam Slatery.

Han forklarer, at de job, der er, besættes af østeuropæere til den halve løn.

De fattigste betaler

Den irske regering har netop vedtaget endnu en finanslov, der rammer Liam, Debbie og mange andre irere hårdt. El, vand og moms stiger. Samtidig er skatten for de lavtlønnede mere end fordoblet.

- Der var aldrig nogen keltisk tiger for os. Men de rige blev rigere. Nu sidder de bankdirektører tilbage med deres gyldne håndtryk, mens vi betaler regningen, fnyser Debbie Kenny.

Der er ikke helt ved siden af:

- Bankerne gav i mange år alt for risikable lån. Bagefter begik regeringen den fejl at udstede fuld garanti for bankernes tab. Det bøder irerne for i dag, forklarer John Hurley, forsker ved instituttet Eurofound.

Det vil tage irerne fire generationer at betale bankernes gæld.

Min søn skal hjem igen

EU kræver løbende nye besparelser for at låne irerne penge til at komme på fode.

- Vi har brugt 800 år på at kæmpe for selvstændighed under briterne, men nu kan ikke selv bestemme over økonomien, konstaterer Debbie Kenny med et tørt grin.

På sin 38 tommer fladskærm - et levn fra de gode tider - ser Debbie gadekampe og brændende biler i Athen. Sådan gør irerne ikke.

Til gengæld gik Debbie Kenny i demonstration mod de mange nedskæringer sammen med 100.000 andre - på den samme plads, hvor oprøret mod briterne begyndte i 1916.

Med sig havde hun sin svigerinde, Pat. Hendes søn er rejst til New Zealand for at arbejde. Hun går ellers aldrig til den slags. Politik er for pampere, mener hun. Men der er én ting i livet, der kan få hende på gaden:

- Jeg kæmper for retten til, at min søn kan vende hjem og leve et anstændigt liv.