Gå til hovedindhold

Nu kommer svaret: Så farligt er det at arbejde i lufthavnen

Nu kommer svaret: Så farligt er det at arbejde i lufthavnen

Flere tusinde arbejdere har deres daglige gang i Københavns Lufthavn. Forskning skal for første gang afgøre, hvor slem udstødningen fra flyenes store jetmotorer er.

Arbejdere i Københavns Lufthavn indånder farlige partikler fra flymotorer, når der skal bagage i flyene.

Dag ind og dag ud går lufthavnsarbejdere rundt i udstødning fra flymotorer i Københavns Lufthavn. Otte af dem har fået anerkendt blærekræft som arbejdsskade. Men hvor farlige er nanopartiklerne fra de store Boeing og Airbus-fly egentlig? Det har der hidtil ikke været nogen sikker viden om. Men den kommer nu.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) skal de næste to år indsamle partikler fra flymotorer, som skal bruges til forsøg med dyremodeller i laboratoriet.

- Det er første gang, at vi får viden om, hvor farlige nanopartiklerne fra flymotorer er. Det kan vi sammenholde med målinger af koncentrationen af nanopartikler i CPH. På den baggrund vil vi kunne vurdere, om det er farligt at arbejde i lufthavnen. Det er en helt ny viden, siger Ulla Birgitte Vogel, professor ved NFA.

Fantastisk mulighed

Faglig sekretær i 3F Kastrup, Lars Brogaard, har i en årrække arbejdet med at begrænse eksponeringen for 3F'ere i CPH sammen med øvrige fagforeninger, lufthavnen selv, Arbejdstilsynet og flere andre. Han ser frem til at få mere dokumentation på bordet:

- Dette er en fantastisk mulighed for, én gang for alle, at få afdækket, hvor farlige nanopartiklerne er. Vores medlemmer kan få at vide, hvilke forhold de arbejder under, så de kan beskytte sig selv. Vi kan arbejde videre med at forbedre deres forhold, og lufthavne i udlandet kan også få gavn af resultaterne, siger Lars Brogaard.

Internationalt fokus

Københavns Lufthavn er også involveret i det aktuelle projekt:

- Vi vil ikke risikere, at nogen bliver syge af at gå på arbejde i vores lufthavn. Dette projekt er en naturlig forlængelse af vores mangeårige arbejde med at forbedre luftkvaliteten, siger Inger Seeberg Sturm, miljøchef i CPH.

Hun ser gerne et større internationalt fokus på problemet:

- Vi følger med stor interesse arbejdet i ICAO (FN-organ for luftfart, redaktionen) med at udvikle en standard på flymotorer. Det tager desværre bare lang tid, siger hun.

Forskningsprojektet er en del af regeringens finanslovsforslag. Det forudsætter derfor, at det er inkluderet, når den endelige finanslov bliver vedtaget senere i denne måned. Resultaterne skal efter planen være færdige i 2018.