Kapitel 2 (Herning 1960): Ræset mod bunden
Meget af vores tøj kommer fra Bangladesh. Her er bank, trusler og slaveløn en del af hverdagen. Sidste år døde 1.134 tekstilarbejdere, da fabrikken Rana Plaza styrtede sammen. Men hvor svært er det at købe en t-shirt, som er lavet under ordentlige løn- og arbejdsforhold? Fagbladet 3F’s journalist Peter Keiding er gået på jagt efter et svar.
100%
Annonce
De skabte grundlaget for den danske tekstilindustri. Det blev en central del af den industrialisering, som for alvor tog fart i årene efter 2. verdenskrig. I 1950’erne var der næsten ikke en kælder i Ikast uden en lille systue. Og i 1960’erne ekspanderede familievirksomheder som JBS, Femilet og Pagh Mørup Børnekonfektion i det midtjyske. Efterspørgslen på arbejdskraft var så stor, at firmaerne sendte busser ud til bondegårdene og husmødrene ind på fabrikkerne for at sy tøj.
Beskæftigelsen steg og steg – da tekstilindustrien toppede i midten af 1970’erne, arbejdede der 60.000 i branchen med dertil hørende ømme skuldre og smertende nakke efter mange timers monotont arbejde. “Symaskinesyndromet” blev et nyt ord i det danske sprog. Fagbevægelsen kæmpede hårdt for at forbedre vilkårene for de nedslidte syersker. Og i 1993 lykkes det at få ordet med på listen over erhvervssygdomme.
Men på det tidspunkt var de danske syersker allerede truet af en anden og langt mægtigere trussel, som en nok så stærk faglig organisering ikke kunne ændre på: Globaliseringen.
I 1950 blev de fleste af vores varer produceret her i landet eller i nabolande. Det skulle ændre sig dramatisk i den sidste halvdel af det tyvende århundrede. I 1960’erne blev containeren opfundet, og det blev langt lettere at transportere t-shirts til den anden side af jordkloden. Statsledere verden over lavede aftaler om at nedbryde toldgrænser. Og senere gjorde internettet det lige så let at ringe til Beijing som til Brande.
Udflytningen af arbejdspladser i tekstilbranchen startede så småt i 1980’erne med Irland og Portugal. Efter Berlinmurens fald i 1989 gik det for alvor hurtigt. Nu flyttede danske virksomheder i stor stil deres produktion til Østeuropa. Senere blev Kina, Indien og Bangladesh de danske tøjfirmaers foretrukne systue.
I dag foregår stort set al produktion af tøj til danske virksomheder i lande uden for EU. Nu kæmper danske slagteriarbejdere for at bevare deres arbejdspladser. I 1990’erne forsøgte fagbevægelsen også at holde fast i danske job. I dag skal man lede ganske længe for at finde en syerske her i landet: På Det Kongelige Teater er der et par stykker, som fremstiller flotte kostumer. Kansas i Odense har også nogle få. Men det er stort set en uddød branche: I år 2014 arbejder der under 150 syersker i Danmark.
Samtidig med, at syersker blev fyret på samlebånd i Danmark, startede en jobfest i Bangladesh, som langt overgår den, som uldjyderne oplevede i 1960’erne. I det ludfattige land arbejdede der i 1990 340.000 i tekstilbranchen. I dag er der fire millioner. Og tøj og tekstil udgør hele 80 procent af landets eksport. Ser man på lønninger, er forskellene groteske og tåler næsten ikke sammenligning: Den lovpligtige mindsteløn er 366 kroner om måneden i Bangladesh. I Danmark skal syersker mindst have 19.015 kroner ifølge overenskomsten.
Helt væk fra Uldjylland er tekstilindustrien dog ikke. Da industrien toppede i 1975 blev Bestseller grundlagt i Brande. I dag har virksomheden stadig sit hovedkontor i den lille jyske by. Nu er det blot designere og salgskonsulenter, der har overtaget arbejdspladserne fra syerskerne. Tøjet får man syet i Fjernøsten til en billig penge.
Læs kapitel 3 her