Kapitel 1 (København 2014): På shoppetur
Meget af vores tøj kommer fra Bangladesh. Her er bank, trusler og slaveløn en del af hverdagen. Sidste år døde 1.134 tekstilarbejdere, da fabrikken Rana Plaza styrtede sammen. Men hvor svært er det at købe en t-shirt, som er lavet under ordentlige løn- og arbejdsforhold? Fagbladet 3F’s journalist Peter Keiding er gået på jagt efter et svar.
100%
Annonce
Jeg er her dog ikke for hyggens skyld. Jeg er her for at afprøve, hvor let det er at købe en etisk t-shirt.
Mit første forsøg er Zaras butik på Vimmelskaftet. Den fylder en hel bygning – tre etager fyldt med kunder. Jeg tager rulletrappen til anden sal i herreafdelingen. Ekspedienten bag disken er venlig, men også lidt forfjamsket over mit spørgsmål.
– Åh, det ved jeg ikke rigtigt … , siger han.
Jeg fornemmer, at han nok ikke sådan lige hiver en etisk beklædningsgenstand op af hatten. Men det er alligevel for pinligt bare at indrømme. Han tager mig nølende over til et stativ fyldt med skjorter. Bladrer lidt frem og tilbage mellem dem.
– Nej … man kan se, hvor den er lavet. Men vi har ikke særlige mærkninger, siger han ikke overraskende.
Jeg begiver mig tilbage til rulletrappen. Det starter dårligt. Men jeg giver ikke op.
På Amagertorv finder jeg en af Hennes & Mauritzs største butikker. Jeg er kun gået et enkelt skridt ind i forretningen, før hele verden som fabrikshal åbenbarer sig. Her er t-shirts fra Bangladesh, habitjakker fra Vietnam og Kina, læderjakker fra Pakistan, tank tops fra Myanmar, poloshirts fra Cambodia.
Denne gang lidt mere bid hos ekspedienten: Hun viser mig en t-shirt med et grønt “H&M conscious”-mærke. Det er noget med, at man kan aflevere sit gamle tøj, så det bliver genbrugt. Men når jeg spørger, om man kan få garanti for, at det er produceret af tekstilarbejdere ansat på hæderlige vilkår, bliver hun mig svar skyldig og stikker mig en pjece i den rette etik-grønne farve. Her kan jeg så læse mere om genbrugskonceptet …
Lidt længere i retning af Storkespringvandet springer Levi’s karakteristiske røde logo i øjnene. Her er der endnu mere hul igennem. Ekspedienten viser mig tøj, som er “Waterless”, “Wasteless” og “Organic Cotton”. Hun virker velinformeret og fortæller gerne om, hvordan Wasteless-tøjet er fremstillet af brugte sodavandsflasker. Her bruger man plastic, der alligevel er smidt ud, som på magisk vis transformeres til tekstilfibre, der igen bliver vævet til tøj. Fascinerende, hvad teknologi kan udrette, tænker jeg.
– Er det, fordi du skal købe tøj til én, som er meget bevidst? spørger ekspedienten. Jeg trækker lidt på smilebåndet uden at sige noget.
– Ja, det kan man jo godt være… siger hun nærmest undskyldende.
Jeg hopper op på cyklen og begiver mig tilbage til redaktionen på Vesterbro. Fyldt med en behersket optimisme: Min lille stikprøve viser, at der er håb. Man kan købe t-shirts, som beskytter miljøet. Og det er jo også en slags etik…
Men jeg fandt ikke det, jeg kom efter: En t-shirt, som sikrer Rozina og hendes kolleger et bedre arbejdsliv.
Læs kapitel 2 her