Debatten om, hvornår danskerne kan gå på folkepension er blusset op under valgkampen. Et politisk flertal er parat til at lade pensionsalderen stige langsommere end planlagt, så den i 2045 bliver 70,5 år i stedet for 71 år, og i 2100 bliver 74 år i stedet for 77 år.

Det hjælper lige lidt for specialarbejder Jes Lykke Engsbye, der i dag har udsigt til at kunne gå på pension, når han bliver 70 år.

- Jeg tror ikke, at jeg kan arbejde, til jeg bliver så gammel, siger han.

Jes Lykke Engsbye har ondt hver dag. Mange steder i kroppen, og smertestillende medicin er hverdagskost.

- Jeg er ansat i et fleksjob. Ellers ville jeg slet ikke have et arbejde i dag. Jeg krydser bare fingre for, at jeg vil blive ved med at kunne arbejde nogle timer om ugen. Jeg må se, hvad der sker. Det hjælper ikke, at jeg sætter mig ned og har ondt af mig selv og piller mig i navlen, siger Jes Lykke Engsbye.

- Jeg må bare håbe, at helbredet ikke bliver dårligere, og der vil være nogle muligheder for at trække mig tilbage før tid den dag, at jeg ikke kan mere. Ellers er jeg rent ud sagt på skideren, siger han.

Store fysiske udfordringer

Fem-seks diskusprolapser i ryggen efter en tidligere arbejdsulykke, fastklemte nerver i lænden, dårlige knæ og problemer med den højre skulder.

Listen over Jes Lykke Engsbyes fysiske udfordringer er lang. Han har været sygemeldt mindst ti gange inden for et år på grund af smerter, og når politikerne taler om at hæve pensionsalderen, føler han sig overset.

- De glemmer, at nogle af os har arbejdet siden, at vi var 13-14 år og bare har knoklet løs. De fleste politikerne er akademikere. De vil aldrig blive slidt ned på samme måde eller have de samme problemer som en murer, tømrer og specialarbejder, når de en dag selv går på pension, siger Jes Lykke Engsbye.

Har folk været på arbejdsmarkedet i 30-40 år og udført et hårdt, fysisk arbejde, mener Jes Lykke Engsbye, at de skal have mulighed for at kunne trække sig fra arbejdsmarkedet før andre.

- Nu skal jeg passe på ikke at lyde som en sur, bitter og halvgammel mand. Men når vi betaler så mange penge i skat, afgifter og moms, må der også være noget til os, der er slidt ned, så vi kan gå tidligere på pension, siger han.

Gruer for fremtiden

Jes Lykke Engsbye ser dog ikke frem til at blive pensionist. Han gruer for, hvor mange penge han vil have, og om han vil have råd til at betale husleje.

- Ja, føj, føj. Jeg glæder mig ikke til, at når jeg dertil. Jeg grubler da over, om jeg ender med at blive smidt på gaden som gammel og pensionist. Den smule, som jeg har sparet op, vil blive modregnet min folkepension. Hvis vi overhovedet får folkepension til den tid. Jeg synes, at det er uretfærdigt, at folk bliver modregnet. Alle burde få det samme i folkepension. Uanset, hvor meget eller lidt de har tjent, siger Jes Lykke Engsbye.

- Min største frygt er, at jeg havner i en lille lejlighed, hvor jeg hverken er i stand til at komme ud eller ind. At jeg bare kommer til at sidde og glo bag et lille gardin, fordi mit helbred ikke kan mere, siger han.

Håber at bevare lidt værdighed

Mens bekymringerne er mange, er Jes Lykke Engsbye drømme for pensionistlivet enkle: Et lille hus, som han har råd til at bo i, og at han stadig kan være en smule mobil.

- Så jeg kan have lidt værdighed og ikke skal være afhængig af andre, siger Jes Lykke Engsbye.

- Det er det, som jeg håber på. Jeg vil bare gerne være der for mine børn og børnebørn og have råd til at kunne betale mine regninger og få mad på bordet, siger han.