Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 146 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 147 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 148 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Onsdag begynder en retssag imod Michael Krogh fra Danmarks næststørste rengøringsfirma, Forenede Service. Han er tiltalt for skattesvig af særligt grov karakter.

Michael Krogh er medejer og bestyrelsesmedlem hos den store servicekoncern Forenede, som rengøringsselskabet Forenede Service hører under. Han er tiltalt for groft skattesvig for 11 millioner kroner. (Arkivbillede)

I mere end fem år har erhvervsmanden Michael Krogh fra Danmarks næststørste rengøringsfirma, Forenede Service, været med til at føre tilsyn med indsatte i danske fængsler for arbejdsgiverforeningen DI. Nu risikerer han selv at blive indsat i et fængsel.

I dag onsdag begynder en retssag imod Michael Krogh, der er tiltalt for groft skattesvig for omkring 11 millioner kroner. Og Nordsjællands Politi kræver, at han bliver idømt en fængselsstraf, fremgår det af anklageskriftet. Sagen er rejst efter en anmeldelse fra SKAT.

Nordsjællands Politi oplyser, at retspraksis viser, at man som udgangspunkt kan forvente at få mellem to og tre års ubetinget fængsel samt en bøde på et beløb svarende til det, man har unddraget for – hvis man bliver dømt skyldig i groft skattesvig for cirka 11 millioner kroner.

Forenede Service, har i flere år stået for rengøringen på en lang række offentlige skoler, børnehaver og sygehuse samt hos Forsvaret og private virksomheder som Danske Bank. Frem til 1. juni 2016 har Forenede Service også gjort rent hos SKAT i adskillige år.

Ifølge Nordsjællands Politi har Michael Krogh nægtet sig skyldig i tiltalen. Forenede Service oplyser i en mail til Fagbladet 3F og Politiken, at Michael Krogh har oplyst til Forenede Services ledelse, at han ikke ønsker at kommentere den aktuelle sag eller sin tid i firmaet i øvrigt, før sagen er endeligt afgjort af domstolen.

Direktør for koncernen Forenede, der er moderselskab til Forenede Service, Carsten Clement skriver i mailen til Fagbladet 3F og Politiken:

- Michael Kroghs skattesag er et personligt anliggende mellem ham og SKAT, og Forenede Service er ikke sigtet eller på anden måde indblandet i den pågående skattesag. Og netop fordi det er et privat anliggende, er Forenede Services ledelse heller ikke bekendt med detaljerne i sagen, og vi ønsker derfor ikke at kommentere yderligere på sagen, før der falder dom.

Anklage: Betalte ikke skat af aktiesalg

Af anklageskriftet fremgår, at Michael Krogh er tiltalt for med forsæt at have unddraget skat for i alt godt 11 millioner kroner i indkomstårene 2010, 2011 og 2012. Beløbet skulle være unddraget i forbindelse med hans salg af aktier for 26,2 millioner kroner til koncernen Forenede. Ifølge anklageskriftet medtog Michael Krogh ikke sine salg af aktier på sine selvangivelser for de tre pågældende år.

Michael Krogh har tidligere været vicedirektør hos Forenede Service og firmaets regionschef i Nordsjælland. Han er fortsat medejer og bestyrelsesmedlem hos koncernen Forenede.

Sagen mod Michael Krogh begyndte med en ransagning foretaget af politiet i en helt anden sag. Her fandt politiet papirer om aktieoverdragelserne.
 

Sigtet for skattesvig for 13 millioner kroner

januar 2015 afslørede Fagbladet 3F, at Michael Krogh var sigtet i sagen. På det tidspunkt var han sigtet for groft skattesvig for omkring 13 millioner kroner.

Hos Nordsjællands Politi oplyser specialanklager Martin Broms, at sagen i forbindelse med tiltalerejsning er blevet ”begrænset”, så den alene angår tre aktiehandler.

- Disse overvejelser er foretaget, før jeg blev involveret i sagen, så jeg har ikke nærmere kendskab til baggrunden. Men jeg kan sige helt generelt, at når anklagemyndigheden vurderer, om der skal rejses tiltale, så overvejer man, om der er udsigt til, at retten vil komme frem til en domfældelse. Og jeg må gå ud fra, at det også er det, som man har overvejet i den her situation, siger Martin Broms.

Hvad omhandler den del af sagen på cirka to millioner kroner, som er skåret væk?

- Jeg har ikke nærmere kendskab til indholdet af den del af sagen, som ikke er omfattet af anklageskriftet, siger Martin Broms.

Han oplyser, at der hos Nordsjællands Politi ham bekendt kun er én sag mod Michael Krogh. Specialanklageren oplyser også, at han ikke har kendskab til, om SKAT har sager imod Michael Krogh.

Hos SKAT oplyser presseafdelingen, at SKAT ikke kan udtale sig om konkrete virksomheder eller personer, idet SKAT er underlagt tavshedspligt efter skatteforvaltningsloven.
 

Sigtet for tyveri og dokumentfalsk

Dengang Michael Krogh blev sigtet i sagen, blev han også sigtet for dokumentfalsk og tyveri for hen ved 300.000 kroner i relation til checks.

Ifølge SKAT's anmeldelse til politiet blev fire checks på i alt knap 300.000 kroner fra Forenede Service til tre af firmaets daværende underleverandører i 2010 indsat på Michael Kroghs personlige bankkonti i Danske Bank. SKAT skrev i anmeldelsen til politiet, at SKAT mistænkte ham for, at de pengene ikke var blevet beskattet.     

Men Michael Krogh er ikke blevet tiltalt for dokumentfalsk og tyveri, viser anklageskriftet. Specialanklager hos Nordsjællands Politi Martin Broms siger:

- Disse overvejelser er også foretaget, før jeg blev involveret i sagen, så jeg har ikke nærmere kendskab til baggrunden. Men anklagemyndigheden vurderer altid, når anklageskriftet skrives, om der er udsigt til, at bevisbyrden kan løftes i retten. Jeg antager, at man har vurderet, at det ikke kan lade sig gøre her.

Så politiet mener, at Michael Krogh alligevel ikke har begået tyveri og lavet dokumentfalsk? 

- Anklagemyndigheden rejser kun sager, hvis der er en rimelig udsigt til, at det vil føre til en domfældelse i retten. Det betyder omvendt, at hvis det vurderes, at anklagemyndigheden ikke kan løfte bevisbyrden, så bliver der ikke rejst tiltale.

- Anklagemyndigheden forholder sig til, at vi i retten skal kunne løfte bevisbyrden uden for enhver rimelig tvivl. Det gælder i øvrigt i alle straffesager, siger Martin Broms.