Efter jobs som bagageportør i lufthavnen og flyttemand er 52-årig akademiker nu endt som skraldemand. - Jeg har ikke set mig tilbage, siden jeg blev ufaglært, siger 3F'eren Samuel.
Fagbladet 3F har bedt 52-årige Samuel Ben Israel, der er skraldemand og 3F’er, om at fortælle sin historie om sin vej fra akademiker til ufaglært.
Jeg har et ben i hver lejr. I dag er jeg skraldemand, men jeg er uddannet på universitetet, har undervist og opnået at få en titel som ph.d.
Og det lyder jo fint. Men sagen er, at jeg trives bedre som skraldemand end akademiker.
Akademikere er en bredt sammensat gruppe. Mange – især humanister som jeg selv – hænger fast i prekære job, i løstansatte funktioner og med meget få faste timer.
Og de finder sig i nogle sindssyge arbejdsvilkår, som mange 3F’ere slet ikke ville stå model til. Men de gør det for ikke at save den spinkle gren over, de sidder på, i håbet om, at den er startskuddet til en karriere.
Den arbejdsform endte faktisk med, at jeg selv var meget tæt på at gå ned med stress. Det blev et wake up call til, at jeg ikke skulle være i universitetsverdenen længere.
Han syntes, at det var “synd” for mig
En flot sensommerdag i starten af september 2014 stødte jeg ind i en gammel klassekammerat fra folkeskolen.
Det var ad omveje kommet ham for øre, at jeg havde tilbragt de seneste fire måneder som “sommerfugl” i havnen, det vil sige som sæsonarbejder i krydstogtafdelingen. Og han gav nu udtryk for, at det var “synd” for mig.
Som om at det var uværdigt at jonglere kufferter, når jeg har en ph.d. Det var da stensikkert spild af talent.
Det var nemt nok for ham at synes det. Han underviste nærmest for sjov på universitetet og levede fedt af sit “rigtige” job inden for kommunikation.
Jeg, derimod, hutlede mig igennem økonomisk efter dagpengefaldet og var dybt afhængig af mine få undervisningstimer.
At jeg faktisk havde haft en fantastisk sommer og tjent gode penge på havnen, var åbenbart ligegyldigt. At jeg havde nydt at være fysisk aktiv, have det sjovt med gode kollegaer og have fri, når jeg havde fri, var heller ikke så vigtigt.
Jeg har selv haft fordomme
Men jeg kender godt den slags fordomme. Jeg har selv lidt haft dem. Fordomme om, at når man arbejder med kroppen, så lægger man hjernen i garderoben, inden man stempler ind.
Da jeg begyndte at arbejde som skraldemand, mente min mor, at jeg nok var blevet valgt, fordi jeg havde erfaring som underviser.
Underforstået: “Så vil de måske senere rykke dig op i hierarkiet, så du kommer et andet sted hen, der passer bedre til dine evner, altså noget med undervisning og ledelse.”
Men jeg har sgu ikke nogen ambition om at skulle være leder. Jeg stortrives med at være ude i marken og med at være sammen med kollegaerne, så hvorfor skulle jeg det?
Via job som pakkepost, bagageportør i lufthavnen og flyttemand er jeg nu endt som skraldemand. Og jeg har ikke set mig tilbage siden. For jeg har aldrig været gladere i mit arbejdsliv, end efter jeg blev ufaglært.
Jeg kan godt have travlt nu, og tingene går hurtigt, men det er ikke en travlhed, der giver stress, som da jeg hutlede mig igennem akademikertilværelsen. Og jeg har fri, når jeg har fri.
Desuden er nogle af de mest intelligente mennesker, jeg har mødt, ufaglærte. Når det gælder om at tænke logistisk, optimere processer og arbejde effektivt, så finder man de rette folk på gulvet eller ude i marken – ikke på et kontor fuld af konsulenter.
Blandt os er der også et kammeratskab og en holdånd, som akademikere kunne lære noget af. Man gør sin del af arbejdet – og helst lidt til – for ellers skal ens kollegaer bare løbe stærkere.
Fortjener mere respekt
Det er enormt vigtigt, at vi ikke kun bliver et samfund, der værdsætter de akademiske præstationer. Folk i manuelle jobs fortjener mere respekt. Vi har faktisk hjernen med på arbejde, for det kræver omløb i hovedet at løse opgaverne effektivt og gøre kunderne tilfredse – “work smarter, not harder”.
Men dermed ikke være sagt, at ufaglærte og faglærte er “mere værd” end akademikere – eller omvendt. Der er masser af akademikere, der ikke sidder på flæsket, men som kæmper i proletarlignende jobs. Kun de færreste spiller en runde golf, inden de møder ind på kontoret.
Vi skal passe på med ikke at spille faggrupper ud imod hinanden. Det er der i øjeblikket lidt en tendens til, også i den politiske verden.
Min ph.d. er noget, ingen kan tage fra mig, og jeg er stolt af, at jeg har opnået det. Det er altid i min bagage. Men jeg fortryder absolut heller ikke, at jeg valgte det fra og nu er et helt andet sted. Jeg er meget gladere og fri for stress og – måske – derfor et bedre menneske.
