Programmer giver bedre billeder
Jeg kender masser af folk, der køber et kamera, slår det over på “auto” og tager udmærkede billeder resten af kameraets liv.
Men de fleste kameraer tilbyder andre programmer end “auto” og man kan ofte vinde lidt bedre billeder ved at bruge dem.
- Ingen blitz. Blitz indendørs giver folk røde øjne, rynker med skygger, glinsende ansigter med forkert hudfarve. Brug kun blitz i nødstilfælde. Når skarpheden er vigtigere end livagtigheden.
- Portrætbilleder giver skarpe ansigter og udtonet baggrund.
- Sportsbilleder giver billeder af boldsparkere og legende hunde uden så meget slør som “auto” normalt vil give.
Man kan altså bruge programmerne til at optage bedre billeder.
Tip: lær dem at kende.
Hjælpefunktioner giver skønnere billeder
Folk i den virkelige verden har det med at være rynkede og mugne. Det råder de nyere kameraer bod på ved både at have et smile-program og et rynke-udglatningsprogram.
Kameraet tager først billedet, når folk smiler og bagefter glatter det rynkerne ud.
På de nyere kameraer, kan man endda indstille hvor meget udglatning/glamour man vil have kameraet til at videregive. Indstilles den blødere hudtone på “mild” skrælles der 5 år af motivernes alder. På “voldsom” ligner oldemor en 50-årig set gennem en meget fedtet linse.
I forhold til botox er billedudglatning
- Mindre vanedannende
- Meget mindre farligt
- Meget, meget billigere
Man kan også få forskønnende kamera-programmer til sin smartphone. Youcam Perfect kan ligefrem fjerne uønsket ansigtspludder på sekunder.
Den forskønnede virkelighed, er dog ikke altid så interessant som den kreativt filtrerede virkelighed.
Filtre giver sjovere billeder
Indtil for få år siden var sjove billedfiltre noget man sad og klaskede på almindelige billeder i billedprogrammer som Picasa og The Gimp.
Men nu er alle kameraer gået amok og tilbyder typisk
- HDR (dramatiske, farvemættede billeder)
- Legetøjskamera (mørke sider, meget smalt fokus)
- Vandfarve (lyst og utværet, som malet med vandfarver)
- Tegneserie (udtværet med optegnede sorte linjer)
- Kun én farve (sort/hvid, lige undtagen græsset, der får lov til at forblive grønt)
- og mange, mange flere
Du kan se en masse eksempler i toppen af denne artikel.
Det er egentlig noget pjat altsammen. Men det er faktisk virkelig morsom pjat og giver en masse sjove muligheder til folk, der måske ikke lige er så interesserede i at sidde og fedte med en pc i timevis efter en fototur.
Nikon løser endda opgaven helt perfekt. Deres nyere kameraer gemmer både det virkelighedtro billede og det kreativt filtrerede billede. Så har man altid et godt originalt billede at arbejde videre på.
Links
De sjoveste og bedste feriekameraer, sommeren 2014. Usandsynligt gode kameraer til småpenge.
Find ud af præcis hvilke filtre dit evt. kommende kamera byder på: Nikon, Canon, Sony. Alle kamera-producenter har danske hjemmesider hvor de under support bortgiver gratis brugervejledninger til alle deres kameraer. Læs lidt i brugervejledningen, hvis du vil vide om et kamera har præcis de programmer og de filtre, du ønsker.
Send os dit fedeste sommerfoto og vind en iPad. Engang var der et HDR-foto, der vandt konkurrencen. Men jeg tror ikke at dommerne vil foretrække et vandfarve-billede, nu jeg tænker nærmere efter.
Indstil kameraet korrekt. Lær at bruge programmerne.
Leg med indstillingerne. Det er sjovt.
Fem råd til bedre billeder. Kom ned i niveau og tæt på.
Kameraerne er blevet lidt bedre. Og meget sjovere.