I over 100 år har arbejdere og arbejdsgivere lagt arm om, hvor meget danskerne skal arbejde. Det er en kamp, der både har ført til sejre og nederlag for lønmodtagerne og fagbevægelsen.

Som da overenskomsterne i jernindustrien i år 1900 sikrede en arbejdstid på 60 timer om ugen til, at store bededag sidste år blev afskaffet som helligdag, og danskernes mistede en fridag. 

- I et historisk perspektiv har arbejdstid altid været et af de helt store emner, der også har ført til store konflikter. Arbejdstid er klart et emne, som alle lønmodtagere forholder sig til, siger Søren Kaj Andersen, der er lektor og leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

Et spørgsmål om at have fri

I slutningen af 1800-tallet var der slet ikke en lovreguleret arbejdsdag i Danmark. Her var det almindeligt, at folk arbejdede 11-12 timer, seks dagen om ugen – eller mere. Siden er arbejdstiden gradvist blevet reduceret. Senest til 37 timer om ugen i 1990.

Men arbejdstid er ikke kun de timer, som vi hver uge lægger på vores job.

- Det er også et spørgsmål om, hvor mange fri- og feriedage, som vi har henover året, siger Søren Kaj Andersen.

Fylder stadig meget

Da den første ferielov blev vedtaget i 1938, blev de danske lønmodtagere sikret to ugers ferie. 60 år senere førte storkonflikten i 1998 til, at danskerne fik ret til seks ugers ferie om året.

- Arbejdstid i forhold til hvornår og hvor længe vi er på arbejde, fylder meget for lønmodtagerne. Det gør det stadig, og derfor gør den det også for fagbevægelsen, siger Søren Kaj Andersen.

For nylig bragte statsminister Mette Frederiksen (S) krigen i Ukraine ind i arbejdstids-debatten. Det skete, da hun udtalte, at det ikke er alle, der kan forlade samlebåndet klokken 16, og at “der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret. Russerne går ikke hjem”.

Udtalelserne faldt mange for brystet, men de er taget ud af kontekst, har Mette Frederiksen efterfølgende sagt. Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, slog  i et interview med Altinget 1. maj fast, at danskernes arbejdsmoral er skyhøj, og der ikke er behov for, at vi arbejder mere. 

Kan gøres op på mange måder

Med over tre millioner beskæftigede og en sund dansk økonomi mener Søren Kaj Andersen også, at der er mulighed for at se på, hvordan arbejdstiden bliver tilrettelagt. 

- Produktiviteten kan gøres op på mange måder. Du kan godt argumentere for, at vi er mere effektive fra klokken 9-13, end vi er fra 13-16. Og du kan godt sætte arbejdstiden lidt ned, uden at du mister en stor del af produktiviteten, siger Søren Kaj Andersen.

- Når vi har en høj andel af kvinder i beskæftigelse, kunne man også se på, hvor mange timer en børnefamilie lægger på arbejdet. Og de udfordringer, som familierne har for at få hverdagen til at hænge sammen, siger han.

Ambitioner og frustrationer

Søren Kaj Andersen oplever, at ønskerne for arbejdstiden, og hvordan vi arbejder, i dag er meget forskellige.

- Vi ser en udvikling og adfærd hos lønmodtagerne, der stritter i mange forskellige retninger. Vi lever i en verden, hvor der er nogle, som gerne vil reducere deres arbejdstid, mens andre gerne vil gøre karriere og er villige til at lægge meget tid på jobbet for at få en god indtjening og de materielle goder, der følger med. Og nogle gerne vil begge dele, siger Søren Kaj Andersen.

- Så der er både ambitioner og frustrationer og en stor spredning i folks ønsker, når vi taler arbejdstid, siger han.

Broget billede

I forhold til vores livslange arbejdstid bliver billedet ikke mindre broget.

- Arne-pensionen vidner om, at der er gruppe, som har haft et hårdt fysisk job og har et reelt behov for at kunne forlade arbejdsmarkedet tidligere end andre. Samtidig er der sådan nogle som mig, der ikke bliver nedslidt som en jord- og betonarbejder, men i princippet kan fortsætte med at arbejde længe efter pensionsalderen, siger Søren Kaj Andersen.

- Der er også unge, der på grund af klimakrisen ikke ønsker at leve eller arbejde på samme måde, som deres forældre har gjort, og ikke har de samme ressourcemæssige eller økonomiske behov, siger han.

Stor udfordring

Søren Kaj Andersen fremhæver, at corona-epidemien for nogle danskere vendte op og ned på, hvordan de arbejder.

- Hjemmearbejde fylder mere i dag end tidligere. Men den mulighed har buschaufføren, bygningsarbejderen eller sygeplejersken ikke, siger Søren Kaj Andersen.

 - Den store udfordring i forhold til vores arbejdstid og fremtidens arbejdsmarked bliver, hvordan man kan imødekomme lønmodtagernes mange forskellige behov. Så det ikke kun er nogle grupper, som får alle mulighederne. Det handler om at finde en balance og skabe rum for fleksibilitet og diversitet på arbejdsmarkedet. Uden at det fører til ulighed, siger han.

Arbejdstiden gennem historien

1900: Arbejdstiden er 60 timer ifølge overenskomsterne i jernindustrien.

 1915: Arbejdstiden er 56 timer – fordelt på otte timer syv dage om ugen.

1919: Arbejdstiden er 50,5 timer – 8,5 timer fem dage om ugen og otte timer en dag om ugen.

1920: Arbejdstiden er 48 timer – otte timer seks dage om ugen.

1958: For første gang i 38 år slås der endelig hul på arbejdsugen på 48 timer. Med en treårig overenskomstperiode nedsættes arbejdstiden med en time pr. år. I 1958 nedsættes arbejdstiden til 47 timer om ugen.

1959: Arbejdstiden sættes ned til 46 timer om ugen.

1960: Arbejdstiden sættes ned til 45 timer om ugen.

1966: En ny aftale om arbejdstid bliver indgået i 1965, og dermed blev arbejdsugen reduceret til 44 timer om ugen med virkning fra 1966.

1967: Endnu engang bliver overenskomsterne ændret, og arbejdsugen blev reduceret til 42,5 timer.

1971: Arbejdsugen reduceres til 41,75 timer.

1976: Forhandlinger i 1975 fører til en reduceret ugentlig arbejdstid på 40 timer med virkning fra 1976.

1985: Schlüter-regeringens politiske indgreb nedsætter arbejdstiden med en time til 39 timer ugen.

1987: Overenskomstforhandlingerne fører til en fireårig aftale for at få plads til en nedsættelse af arbejdstiden med i alt to timer i løbet af perioden. Arbejdstiden nedsættes med overenskomstperiodens start fra 39 timer til 38,5 timer fra september 1987, til 38 timer i 1988 og fra 1989 til 37,5 timer om ugen.

1990: Den sidste del af nedsættelsen gennemføres, og den normale arbejdsuge reduceres til 37 timer.

2008: Daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslår, at danskerne skal arbejde 60 minutter mere om ugen for at sætte gang i økonomien. Forslaget bliver aldrig vedtaget.

2011: I Socialdemokraterne og SF’s valgoplæg, Fair Løsning, bliver der lagt op til, at danskeren skal arbejde en time mere om ugen eller 12 minutter mere om dagen. Det kontroversielle forslag bliver senere droppet.

Kilde: Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet m.m.