Virksomheder har også et social ansvar, mener jysk kommune.
Virksomheder skal tage socialt ansvar og ansætte ledige, der ikke kan begå sig på en arbejdsplads uden grundig oplæring eller omskoling.
Det mener man i Ikast-Brande Kommune, som nu vil hjælpe små- og mellemstore virksomheder med i et nyt projekt.
- Vi kan hjælpe virksomheder til at blive endnu bedre til at kunne ansætte og rumme ledige, der er langt fra arbejdsmarkedet, siger Henning Hansen, Kommunaldirektør i Ikast-Brande.
Kommunen arbejder sammen med Den Sociale Kapitalfond, der har gode erfaringer med at få socialt ansvar og økonomisk vækst til at gå hånd i hånd.
Et tidligere projekt lavet af den Sociale Kapitalfond viser, at socialt ansvar ikke udelukker økonomisk vækst.
Her oplevede forsøgsvirksomhederne i gennemsnit en økonomisk vækst på 25 procent og fem nye job, hvoraf tre gik til udsatte grupper.